Krimi

Intet nyt om forsvunden familie: Har du set Lars, Kirsten og Jørgen?

Der er intet nyt om de tre forsvundne personer eller forældrenes bil, oplyser politikommissær.

Se flere billeder og video hos Local Eyes

Der er intet nyt i sagen om de to mænd og en kvinde – far, mor og søn - som Østjyllands Politi lørdag valgte at efterlyse med billeder og navne.

Det oplyser politikommissær ved Østjyllands Politi, Jan Andersen, til TV 2.

69-årige Kirsten Kragh, 74-årige Jørgen Kragh og 42-årige Lars Kragh fra Uggelhuse er blevet efterlyst, fordi deres pårørende er bekymret for dem og ikke har haft kontakt med familien siden torsdag.

Også Kirsten og Jørgen Kraghs bil – en koksgrå VW Golf med registreringsnummer BG 20 761 - er blevet efterlyst, men heller ikke her er der noget nyt.

Hører gerne fra vidner

- Vi gik i går i gang med den elektroniske efterforskning i forhold til at undersøge kreditkort med mere og håber, at det giver os nogle spor, siger Jan Andersen.

Politiet havde allerede inden efterlysningen forsøgt at spore de tre personers mobiltelefoner uden resultat.

Østjyllands Politi hører derfor fortsat meget gerne fra folk, som enten har set en af de tre personer, eller har set den pågældende bil.

Se flere billeder og video hos Local Eyes