Krimi

Yderligere tre piger fra Vestegnen frygtes på vej til IS – to af dem er etniske danskere

De tre piger er angiveligt rejst fra Danmark til Tyrkiet for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Tre piger - en dansk/kurdisk og to etniske danske - fra Ishøj er forsvundet.

De unge kvinder på henholdsvis 21, 18 og 18 år frygtes at være på vej til Syrien for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat. Det fortæller faderen til den 21-årige dansk/kurdiske pige til TV 2. 

- Jeg håber det ikke. De (Islamisk Stat, red.) kan misbruge hende, siger den danske far, som af sikkerhedsmæssige årsager ønsker at være anonym.

De tre unge kvinder har indtil videre være efterlyst i ti dage. De er angiveligt blevet radikaliseret i det samme miljø i Brøndby Strand.

I aften rejser den 46-årige far til Tyrkiets storby Istanbul. Han har endnu ikke hørt fra sin datter, selv om han har ringet og skrevet til hende flere gange.

- Jeg er rigtig ked af det. Jeg har ikke sovet. Min kone har ikke sovet. Vi har det meget dårligt. Vi bliver meget bange, siger han.

Flere unge kvinder er forsvundet

I går fortalte TV 2 om en anden dansk far, der i øjeblikket leder efter sin datter i Istanbul. 

I desperation stod han frem på den tyrkiske tv-kanal Show TV for at bede om hjælp til at finde sine døtre på 19 og 24 år, som han ikke har hørt fra i 37 dage. 

Han frygter også, at hans døtre er på vej i krig for Islamisk Stat (IS). Og ligesom de tre unge kvinder fra Ishøj er de to døtre angiveligt blevet rekrutteret fra Brøndby Strand.

Ifølge den dansk/kurdiske politiker Ibis Tas er det ikke tilfældigt, at pigerne kommer fra Vestegnen. I Kisumparken ved Brøndby Strand er der nemlig flere mennesker, der arbejder specifikt med at rekruttere - især piger helt ned til 14 års alderen - til IS.

- Det er et stort problem, siger han til TV 2.

Inden for de seneste måneder er der ifølge TV 2's oplysninger mindst ni personer - heraf otte kvinder - fra Vestegnen, der er rejst fra Danmark for at tilslutte sig IS. Det er ikke tilfældigt, mener Ibis Tas.

- Det sidste halvandet år har Islamisk Stat appelleret i langt højere grad til familier og til vennegrupper, der tager derned i langt højere grad. Ikke nødvendigvis for at kæmpe, men for at leve et liv i et kalifat, som de tror på.

En helt normal pige

I den københavnske forstadsby Ishøj står den 46-årige far fortsat tilbage uden sin datter.

Han undrer sig over, hvad der fik datteren til at forsvinde. I over 30 år har den velintegrerede familie boet i Ishøj, hvor religion ikke spillede en stor rolle. Faktisk har faderen aldrig sat sine ben i en moske.

Det var først, da hans 21-årige datter for et år siden blev gift med en kurdisk mand, hun selv havde fundet og som kort efter brylluppet tilsluttede sig IS, at han for alvor blev bekymret. Pludselig blev hans datter mere religiøs. Hun ville læse Koranen og gå med tørklæde.

- Jeg fik et chok. Hele familien fik et chok, siger faderen og forklarer, at hans datter ikke tidligere har været særlig religøs. 

- Hun var en åben og glad pige. Hun var en helt normal pige.