Forsvarer kritiserer statsadvokat for nøl i bestikkelsessag
Forsvarer kritiserer, at han otte dage efter aktion i omfattende sag om mulig bestikkelse af offentligt ansatte stadig ikke har fået et eneste bilag.
Sidste tirsdag - 21. juni 2016 - sigtede Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, 27 tidligere og nuværende offentligt ansatte for at have ladet sig bestikke med it-udstyr fra it-giganten Atea A/S.
Allerede dagen efter kunne TV 2 gennem aktindsigt hos retten afdække, hvor de 27 personer var eller havde været ansat, og hvilke stillinger de var ansat i.
De 27 personer fik deres hjem ransaget af SØIK, men i dag - otte dage senere - har i hvert fald en af sagens forsvarere fortsat ikke set så meget som et eneste bilag i sagen.
- Jeg har nu siden onsdag forsøgt at få sagsakter i bestikkelsessagen. Det er frustrerende som forsvarer ikke at kunne få akterne. Jeg har et par klienter, der gerne vil have en afklaring på deres sag, hvor de i øvrigt er helt uforstående over for de rejste sigtelser, siger advokat Peter Trudsø, der repræsenterer tre af de sigtede i sagen.
Han retter en skarp kritik af SØIK.
- Politiet kan godt finde ud af at stå tidligt op og anholde en hel masse mennesker, som så får sat deres dagligdag på stand by. Beder en forsvarsadvokat så om akter, så er kræfterne sluppet op hos politiet. Der er plads til forbedringer, siger Peter Trudsø, der kalder det 'uklædeligt', at SØIK 'blæser en sag stort op', som det er sket.
- Alle navne på sigtede er hurtigt ude til pressen. Når så en forsvarer beder om akter, så foregår det ikke ligefrem med udrykning. Jeg har tre klienter, der gerne vil have mulighed for at gennemgå sagen. Som forsvarer har jeg brug for at læse politiets materiale og ikke alene kan være henvist til at læse om sagen på tv2.dk, siger han.
Peter Trudsø har bedt Retten i Glostrup om at nedlægge navneforbud for hans tre klienter og afventer, at retten sætter tid af til at se på sagen.
- Her kunne det også være rart at forberede sig ved at se på sagens akter, siger Peter Trudsø.
Statsadvokat Morten Niels Jakobsen fra SØIK ønsker ikke at kommentere kritikken, da man ikke procederer sager i pressen, oplyser han.