Anklager går efter fængsel på livstid: Tiltalte var en dødsdjævel

16x9
Den 31-årige sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus er fundet skyldig i tre drab og et drabsforsøg. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Der lød gråd og hulk fra stolerækkerne i retten, da retsformanden læste skyldskendelsen højt.

Den 31-årige sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus er fundet skyldig i tre drab og et drabsforsøg. Anklager Michael Boolsen går efter fængsel på livstid. 

- Der er tale om inkompetent pasning af patienter. Der var tale om drab, siger anklager Michael Boolsen, da han læser strafudmålingen op i retten fredag formiddag.

- Vel var de (patienterne red.) døende, men at dræbe dem, det må man altså ikke, lyder det fra anklager Michael Boolsen.

- Tiltalte har fuldstændig forsømt sin opgave som sygeplejerske og har gjort sig selv til koldblodig morder. En dødsdjævel, siger Michael Boolsen. 

Forsvarsadvokat Jørgen Lange - overraskende skyldskendelse

- Skyldskendelsen er for mit vedkommende meget overraskende for både mig og min klient, siger forsvarsadvokat, Jørgen Lange, da han har ordet.

Forsvarsadvokaten nævner,  at alle patienterne var døende. Han nævner også, at flere af patienterne ikke havde lyst til at leve længere.

- Jeg er helt sikker på, at hvis Arne Herskov havde fået stillet spørgsmål, om han ville forlade denne verden, så havde han sagt ja. Men det ved vi ikke i dag, siger forsvarsadvokat Jørgen Lange.

- Viggo Petersen havde multi-organsvigt. Han døde af indlæggelsen efter han kom ind om eftermiddagen, fortsatte forsvarsadvokaten.

Forsvarsadvokaten henstiller til fængselstraf på 12-14 år. Han fastholder, at hans klient, den 31-årige Christina Hansen, er uskyldig.

Gravkammerstemning i retten 

Familien til den 31-årige sygeplejerske, der nu er kendt skyldig i tre drab og et drabsforsøg er meget påvirkede af situationen. 

I de korte pauser der har været indlagt i dagens retsmøde har de grædt og krammet hinanden. Flere familiemedlemmer har været ovre og lægge hånden på skulderen af moderen, der er iført en lyserød, blomstret sommerkjole og som står med røde, våde øjne bag brillerne. 

Faderen har en hvid- og blåternet skjorte på og denimshorts og sammen tager de hinandens hånd i løbet af retsmødet. 

Kæresten til den 31-årige sygeplejerske har i løbet af retsmødet holdt moderen i hånden. De sidder på forreste stolerække i retssalen ved siden af hinanden. På den anden side af moderen sidder faderen. 

Ingen af familiemedlemmerne eller de pårørende til familien at tale med journalister.