Krimi

Seksårig dreng befamlet af mand i Brugsen

Den seksårige dreng var med sin far ude at handle, da en 52-årig mand befamlede ham.

En seksårig dreng blev i mandags udsat for en grov blufærdighedskrænkelse under et besøg i SuperBrugsen i Karlslunde på Sjælland.

I butikken blev den seksårige antastet af en mand, der først befølte drengen på numsen uden på tøjet. Bagefter stak manden sin hånd ned i drengens bukser og befølte ham igen.

- I første omgang fortæller drengen sin far, at han har mødt en klam mand. Først senere på aftenen kommer det frem, hvad der virkelig er sket, og det blev anmeldt til politiet, siger Carsten Andersen, som er kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2.

52-årig mand anholdt

Efter at have set videooptagelser igennem fra butikken kunne politiet i går anholde en 52-årig mand.

- Vi er lige nu ved at undersøge, om der er flere lignende forhold, som vi skal tale med den anholdte om, siger Carsten Andersen, der betegner sagen som meget grov.

Den 52-åriges anholdelse skal foreløbig opretholdes i tre døgn, mens sagen efterforskes, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.