Krimi

Ny politiaktion på Christiania: Pusherstreet ryddet for nyopstillede boder

Natten til mandag har politiet igen været på Christiania for at fjerne hash-boder i Pusherstreet. Aktionen foregik roligt, oplyser Task Force-leder.

Det er ikke mere end et par dage siden, Københavns Politi ryddede Pusherstreet i Christiania for hashboder under en stor aktion fredag, som resulterede i tumult, stenkast og sårede betjente.

Natten til mandag har politiet igen besøgt den omstridte gade for at fjerne nye boder, der var blevet sat op i løbet af weekenden, oplyser vicepolitiinspektør og leder af Københavns Politis Task Force Pusher Street, Dannie Rise, til TV 2. 

- Aktionen foregik meget stille, og der var ingen optøjer eller lignende. Vi kørte ud i nat, da alle var gået i seng, og vi var meget bevidste om at være stille og ikke skabe støj, da folk jo lå og sov, siger Dannie Rise. 

Flere personer anholdt

Omkring 20 nyopstillede hashboder blev pillet ned af politiet, så Pusherstreet mandag morgen er tømt for boder.

Siden fredag er i alt 30 personer blevet anholdt i forbindelse med salg af stoffer i Pusherstreet. 13 ud af de 30 er varetægtsfængslet, oplyser Task Force-lederen.

Otte af de 30 er ifølge Dannie Rise ikke blevet anholdt i Pusherstreet - men i forbindelse med en stor sag om skunksalg.

- De kan dog alle linkes til hashsalg på Christiania på den ene eller anden måde, tilføjer han. 

Mandag fremstilles endnu en person i sagen i grundlovsforhør i dommervagten i København.

Opdateres...