Krimi

Politiet: Nattens likvidering led i bandekonflikt

En del af medlemmerne af Black Jackets kommer fra Nørrebro-banden Brothas, der i februar 2016 skiftede hættetrøjer ud med lædervest og rygmærker Privat / Privat

En af de anholdte er en del af rockergruppen Gremium. Offer endnu ikke endelig identificeret, oplyser politiet.

Likvideringen af en mand på Frederiksberg i nat kan hænge sammen med en konflikt mellem grupperne Gremium og Black Jackets.

Det oplyser Københavns Politi til TV 2.

- Vi sætter episoden i nat i forbindelse med den konflikt, der er mellem de to grupper, siger Torben Svarrer, vicepolitiinspektør i Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet, hvor sagen efterforskes.

To mænd på 16 og 25 år er anholdt i sagen og vil blive fremstillet i grundlovsforhør efter middag ved Retten på Frederiksberg. Han oplyser, at den 25-årige er en del af rockergruppen Gremium. Den 16-årig vil han ikke udtale sig om indtil videre.

Ofret er endnu ikke endeligt identificeret af Københavns Politi, og pårørende er således ikke underrettet.

Samtidig efterlyser Københavns Politi vidner, der har set noget i området.

Striden mellem Gremium og Black Jackets er ikke ny.

En del af Black Jackets kommer nemlig fra Mjølnerparken-gruppen Brothas Souljaz, der i slutningen af februar lagde hættetrøjerne på hylden og skitede dem ud med læderveste.

Personer fra Brothas Souljaz havde på det tidspunkt gennem en længere periode været i konflikt med personer fra Gremium.

Blandt andet sætter politiet et drab på en 18-årig mand, Jibaril Abdulle, der blev skudt i en bil i udkanten af Husum i december 2015, i forbindelse med konflikten.

Efter yderligere en stribe skyderier i det offentlige rum besluttede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sig i begyndelsen af februar for at lukke Gremiums klubhus i Haslev i en længere periode.

- Der er forøvet drab og drabsforsøg ved skudattentater i det offentlige rum rettet mod klubhus og private adresser, skrev politiet blandt andet i sin afgørelse, der optegnede en ræke af episoderne.

I afgørelsen skrev politiet også, at Brothas' antageligt havde etableret en særlig attentat-gruppe kaldet 'Kill Them All'. Som TV 2 for nyligt kunne fortælle, ser Brothas ud til at have bragt det koncept videre med sin ind i Black Jackets.

Billeder på sociale medier viser, at Brothas-enheden KTA - 'Kill Them All' - nu ser ud til at være en integreret del af Black Jackets, der opslugt Brothas i slutningen af februar 2016

Der har i de seneste måneder ifølge TV 2's oplysninger været flere skyderier i København, der sættes i forbindelse med konflikten - herunder to i Sydhavnen i henholdsvis slutningen af april og midten af maj.

Ingen er indtil videre anholdt i sagerne.

Konflikten mellem Black Jackets og Gremium har fået Københavns Vestegns Politi til at lukke et klublokale, hvor Black Jackets holdt til. Så sent som i går forlængede politiet det forbud, der er udstedt mod at opholde sig i lokalerne i yderligere to uger.