Røvede flere butikker iført masker og hardball-pistoler: To mænd skal flere år i fængsel

16x9

De to mænd begik røverier mod Dagli’ Brugsen flere steder.

En 22-årig mand skal i fængsel i tre år, mens en anden 22-årig mand skal afsone to år og ni måneders fængsel.

Det blev afgjort i retten i Roskilde torsdag, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

De unge mænd havde begået røverier mod Dagli’ Brugsen i henholdvis fire og tre steder. Blandt andet i Roskilde, Lejre og Holbæk.

Mændene røvede butikkerne iført masker og bevæbnet med hardball-pistoler og koben. Røverierne blev foretaget i perioden mellem 8. november 2015 og 2. december 2015.

- En alvorlig sag

Udover de fire røverier havde de to mænd forsøgt at begå to yderligere røverier mod Dagli’ Brugsen. Det mislykkedes dog på grund af observationsposter fra politiet, lyder det i pressemeddelelsen.

- Der er tale om en alvorlig sag, der naturligvis har haft store konsekvenser for mange af de unge ansatte i Dagli’ Brugsen, der efterfølgende har haft svært ved at gå på arbejde, udtaler anklagerfuldmægtig Koray Ufuktan Er.

Politiet opdagede et mønster i forbindelse med de første fire røverier. Alle begået mod Dagli’ Brugsen. Derfor lå politiet på lur, og var klar til at anholde de to, da de udviste mistænkelig adfærd ved Dagli’ Brugsen i Undløse, forklarer Koray Ufuktan Er.

Mændene, der stammer fra Irak og Iran, er udover fængselsstraffene blevet betinget udvist.