Krimi

Rasende Yahya Hassan stak af fra civilbetjente: 'Det er da klart, han blev skudt'

Ifølge BT råbte Yahya Hassan op foran pressen, efter at have løbet væk fra to civilbetjente

Dagens retsmøde foregik for lukkede døre. Yahya Hassan forbliver varetægtsfængslet de næste tre uger.

Yahya Hassan skal forblive bag tremmer de næste tre uger.

Det blev fredag afgjort ved et retsmøde i Aarhus.

Ifølge BT stak Yahya Hassan af fra to civilbetjente, da var ved at forlade retsmødet sammen med to civilbetjente. Han løb derefter tilbage til rummet ved retslokalet, hvor der sad adskillige journalister, og råbte:

- Når han overfalder mig, mens jeg har en brækket arm og et brækket kraveben, så er det da klart, at han bliver skudt.

Ifølge BT forsøgte betjentene at få ham til ro, men han fortsatte ufortrødent med at råbe gloser til repræsentanterne fra pressen.

Utilfreds med lukkede døre

Retsmødet foregik bag lukkede døre. En beslutning som anklagemyndigheden begærede.

Yahya Hassans forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen siger til TV 2, at Yahya Hassan forholdt sig roligt til retsmødet, og at han ikke kender til, hvad der skete bagefter.

Han er utilfreds med, at retsmødet skulle foregår for lukkede døre.

- Jeg protesterede mod de lukkede døre. Jeg synes, at min klient fortjente at give sin version af sagen, siger han til TV 2.

Han erklærer sig tilfreds med resultatet af dagens retsmøde.

- Det var det, vi kom for. Vi skulle ikke risikere, at han skulle sidde varetægtsfængslet de næste fem måneder, siger forsvarsadvokaten.

Sagen er ikke endeligt berammet

Der er reserveret datoer i slutningen af august, fortæller Michael Juul Eriksen, der fortæller, at sagen ikke er endeligt berammet.

Yahya Hassan er sigtet for at skyde en 17-årig mand i foden den 20 marts i år. Han nægter sig skyldig.