Syrienkriger: Inger Støjberg opfordrede mig til at rejse
Han har hidtil nægtet sig skyldig, men i dag erkendte den 24-årige tiltalte Syrien kriger, at han har arbejdet for terrororganisationen IS.
Den 24-årige dansktyrker, der er tiltalt for at lade sig hverve af IS, er denne formiddag kommet med en bemærkelsesværdig indrømmelse. At han har været i Syrien og har været en del af terrororganisationen IS.
Han er blandt andet tiltalt for i en periode over fire måneder i 2013 at være en del af IS. Og for at ville rejse derned igen i marts sidste år. I dag forklarede han, at han var rejst til Syrien og blev hentet af IS på grænsen til Tyrkiet. Han nægter dog at have taget del i kamphandlinger.
- Vi kørte hen til et stort gæstehus - nærmest et palads - hvor der var en masse værelser og swimmingpool, forklarede tiltalte, der arbejdede som bager for IS og lavede mad.
Men efter knap 10 dage hos IS besluttede sig for, at han ville hjem til Danmark igen. Han fortalte IS, at hans far var i Tyrkiet og var syg.
Senere rejste han igen til Syrien og arbejde igen for IS. Han fik knap 400 dollar om måneden.
Tidligere har den tiltalte bekræftet, at han står på den liste, der blev lækket til flere medier i marts måned. En liste over Syrienkrigere, der har tilsluttet sig IS. Blandt andet er navnet Abu Aya Al-Dinimarki angivet på blanketten. Den er underskrevet den 2. september 2013. Og det er rigtigt, at det er den tiltaltes registrering hos IS, bekræftede han i retten.
Den tiltalte har også forklaret, at han er blevet opfordret af integrationsminister Inger Støjberg til at forlade landet, hvis han er så tiltrukket af sharia.
- Inger Støjberg sagde, at hvis jeg ikke var tilfreds med Danmark, skulle jeg rejse til et andet sted, som havde sharialovgivning. Og så gjorde jeg det og fik et udrejseforbud. Jeg er på en liste over personer, der er farlige. Jeg har på skrift, at jeg er en trussel for nationen, siger den 24-årige.
Den 24-årige mand fra den københavnske vestegn fik inddraget sit pas den 17. marts sidste år, efter han dagen før havde bestilt en enkeltbillet til Tyrkiet. Den 18. marts blev han anholdt og har siddet varetægtsfængslet lige siden.
Og i dag erkendte han altså, at han havde arbejdet og tilsluttet sig IS. Først og fremmest for at bekæmpe Assad.
- Borgerkrigen er Assads ansvar. Jeg gik ind for kampen mod ham. At der var nogle, der tog kampen op.
Anklager: Så kunne du tage ned til den frie syriske hær?
- Det kunne jeg i princippet, men IS var tættere på mig, svarede den tiltalte.
Anklageren har tidligere dokumenteret billeder, hvor man ser tiltalte stå bevæbnet foran IS-flag. I dag bekræftede han, at et af dem er taget i Syrien, så han kunne prale overfor sine venner.
Og i dag fortalte han om et andet billede taget i Vollsmose. Her er han på besøg hos Abdallah Andersen, en dansk konvertit, der i 2008 blev idømt fem års fængsel i terrorsagen fra Vollsmose.