Krimi

Forretningsmand straffes med bøde på 13 millioner

73-årig mand skal ikke i fængsel trods skattesvindel for adskillige millioner.

En ældre spekulant og forretningsmand undgår at skulle i fængsel, selv om han har begået grov økonomisk kriminalitet. Til gengæld straffes han med en tillægsbøde på 13 millioner kroner.

Sådan lyder Østre Landsrets punktum i sagen mod en 73-årig mand.

Straffen for skattesvindel og for skyldnersvig for adskillige millioner kroner lyder på fængsel i tre år og seks måneder, men Kriminalforsorgen behøver ikke at gøre en celle parat. Landsretten har besluttet at gøre hele straffen betinget.

Blev idømt seks måneders fængsel i byretten

Dermed er sanktionen mildere, end da Københavns Byret sidste sommer afsagde dom. Dengang skulle han afsone seks måneder af fængselsstraffen.

Tiltalen er ligesom den dømte ikke helt ung og frisk. De påståede forbrydelser blev begået helt tilbage i perioden fra 2006 til 2010.

I offentligheden er Vpersonen kendt for at være den ejendomsspekulant, hvis selskab Sydportens enorme tab var med at knuse Eik Bank.

Begik skyldnersvig for 1.7 millioner euro

Sagen har blandt andet drejet sig om, at han begik skyldnersvig for 1,7 millioner euro overfor Eik Bank i forbindelse med salget af en ejendom i Frankrig.

Den 73-årige mand, der er uddannet læge, drev i 1980'erne et filmselskab, som blandt andet skabte hittet Valhalla.

I det hele taget har han været vidt omkring. Og netop rejselysten har været et stort emne under retssagen. Siden 1997 har han levet på en busbåd i England, en sejlbåd i Gibraltar, i Paris, Luxembourg og i London.

Havde kontrol over flere ejendomme i Danmark

Men Bagmandspolitiet har påstået, at han har haft et stort engagement på dansk jord. Gennem sin partner og en steddatter har han haft kontrol over flere ejendomme i Danmark, for eksempel på Nordre Strandvej i Helsingør.

Reelt har han ikke været udrejst af Danmark, sådan som han har påstået, og derfor er han skattepligtig af store indkomster.

Ud over bøden på 13 millioner kroner konfiskeres 1,7 millioner euro hos manden. Han er dog frifundet for kravet om, at han skal frakendes retten til at lede en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet.