Krimi

Forældre til knivdræbte Mads: - Livet bliver aldrig det samme for os igen

Forældrene til den knivdræbte Mads Skjoldsøge har forud for retssagen mod den formodede gerningsmand sendt et åbent brev til pressen.

- Vi mangler Mads hver eneste dag, Han er dybt savnet af familie og venner. Vi har konstateret, at savnet aldrig bliver mindre. Vi skal lære at leve videre med sorgen. Livet bliver aldrig det samme for os igen, og vi kæmper hver dag med savnet af Mads.

Sådan lyder det fra Mads Skjoldsøges forældre i en pressemeddelelse forud for retssagen mod deres søns formodede drabsmand. Retssagen starter onsdag d. 8. juni, og det er netop derfor forældrene har skrevet det åbne brev. 

Tillid til retssystemet

I brevet udtrykker de tillid til det danske retssystem, og understreger at ingen straf kan læge savnet af deres søn:

- Vi håber på stor retfærdighed i denne sag, og vi har tillid til det danske retssystem. Der er bare det, at der ikke er en forklaring i sådan en sag, der kan tilgive, at den formodede drabsmand var nødt til at tage vores søn fra os, skriver familien.

Drabet på Mads Skjoldsøge skete ved en gang- og cykeltunnel, der ligger tæt på Hillerød Handelsskole, hvor han havde sin daglige gang inden hans liv endte november sidste år.

Beder om ro fra pressen

Familien forsøger i det åbne brev at sætte ord på den smerte, som tabet af deres 17-årige dreng har påført dem:

- At Mads grundet en mindre uoverensstemmelse måtte betale med sit liv, kommer vi aldrig til at kunne forstå og tilgive. Man må ikke tage et andet menneskes liv. Det kan alle normale mennesker forstå. Mads kommer aldrig tilbage. Det er den dyreste pris, han måtte betale, og vi forsøger at leve et liv uden ham.

- Retssagen medfører, at der bliver rippet op i det hele en gang til. Vi kan ikke gøre hverken fra eller til. Vi har brug for fred og ro - og vi forsøger at lukke os væk fra det hele for at være der for hinanden og støtte hinanden. Som familie ønsker vi fortsat ikke at udtale os til medierne. Vi håber på jeres forståelse og respekt for dette valg. Denne pressemeddelelse fortæller alt det, vi ønsker at udtrykke os om lige nu.

Familien slutter det åbne brev med en bøn til journalisterne:

- Vi håber ligeledes, at I ikke vil kontakte Mads' venner, I måske møder ved retssagen. De unge er også fortsat berørte og påvirkede af at have overværet en sådan tragisk hændelse. Vi takker for stor støtte og omsorg fra alle sider.