Krimi

Bandemedlem knivdræbt: Politiet frygter mistænkt er flygtet til udlandet

Sydøstjyllands Politi frygter, at en 26-årig mand, der er mistænkt for knivdrab på en 31-årig mand, der var medlem af Black Army, er i udlandet.

Sydøstjyllands Politi frygter nu, at den 26-årige mand fra Vejle af afghansk afstamning, som er mistænkt for knivdrabet på et 31-årigt medlem af Black Army onsdag, er flygtet til udlandet.

- Der er under efterforskningen fremkommet oplysninger om, at gerningsmanden eventuelt kan være udrejst af Danmark. Der er derfor udstedt en international arrestordre på ham og han er internationalt efterlyst gennem Interpol m.v., skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Sydøstjyllands Politi vil ikke oplyse, hvorfor man tror, den 26-årige kan være rejst ud af Danmark. Men politiet har tidligere oplyst, at der kan ligge en narkogæld bag opgøret, der førte til knivdrabet på den 31-årige. I nærheden af gerningsstedet fandt politiet drabsvåbenet, en kniv.

Mistanke til 26-årig

Sydøstjyllands Politi, der lige siden kort efter drabet har haft mistanke til den 26-årige men ikke været i stand til at anholde ham, oplyser nu, at der ikke kan gives oplysninger til offentligheden i sagen.

- Efterforskningen i sagen om knivdrab på Vestergade i Vejle den 1. juni forløber planmæssigt, men har endnu ikke ført til anholdelse af den mistænkte 26 årige mand fra Vejle med afgansk baggrund. Efterforskningen fortsætter således og går ind i en fase, hvor der i en periode formentligt ikke vil være oplysninger, der kan deles med offentligheden, skriver Sydøstjyllands Politi.

I kommunikationsafdelingen hos Sydøstjyllands Politi oplyser, man at det ikke er muligt at komme til at tale med efterforskere i sagen, og politiet ønsker heller ikke et billede af den 26-årige offentliggjort i offentligheden.

- Af hensyn til den videre efterforskning m.v. vil der ikke blive givet yderligere oplysninger, med mindre der måtte ske afgørende nyt i sagen. Skulle dette ske, og hvis  oplysningerne kan deles med offentligheden, så vil der blive udsendt en pressemeddelelse, skriver Sydøstjyllands Politi.

Men politiet vil dog gerne have hjælp fra offentligheden i sagen.

- Såfremt nogen måtte have informationer, billeder eller lignende af betydning for sagen, så opfordrer Sydøstjyllands Politi til at man ringer til os på 114. Vi sidder klar til at modtage opkald og takker for hjælpen på forhånd, skriver Sydøstjyllands Politi.