Krimi

17 kræves fængslet nu efter stor politiaktion i Østjylland

Anklagemyndigheden vil kræve dobbeltlukkede døre ved grundlovsforhør, og Sydøstjyllands Politi vil ikke oplyse detaljer om sagen.

Anklagemyndigheden kræver 17 personer fængslet efter en stor politiaktion i Østjylland onsdag. Det sker ved grundlovsforhør ved retten i Randers fra klokken otte torsdag morgen med krav om varetægtsfængsling.

I alt blev 22 anholdt efter aktionen, der er udført af Task Force Vest i samarbejde med Østjyllands Politi. Task Force Vest efterforsker blandt andet rocker- og bandekriminalitet. Fem personer blev løsladt senere.

Sydøstyllands Politi oplyser i pressemeddelelsen, at den storstilede aktion onsdag skete på baggrund af en længerevarende efterforskning af organiseret kriminalitet, der er kerneområdet for Task Force Vest.

Ifølge Sydøstjyllands Politi blev 22 adresser i Østjyllands Politikreds ransaget og 22 personer anholdt i forbindelse med aktionen.

Hos kommunikationsafdelingen i Sydøstjyllands Politi ønsker man ikke at oplyse yderligere, heller ikke alder og køn på de 17, der fremstilles fra klokken otte.

 - På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige noget om, hvilke grupperinger eller sagsområde der er tale om, siger politiinspektør Brian Olsen fra Task Force Vest til Ritzau.