Første sag om Syrien-kriger: Vidne brød sammen i retten
En tidligere forlovet til den terrortiltalte 24-årige mand brød sammen i retten, da hun skulle vidne i sagen mod den formodede Syrienkriger.
En forsagt ung kvinde tildækket, så man kun ser hendes ansigt, ankommer til retslokalet. Hun sætter sig på tilhørebænkene. En betjent henviser hende til bordet i midten af lokalet, da hun fortæller, at hun skal vidne. Hun lægger sin bilnøgle og mobil på bordet og ser bekymret mod en ung mand, der har sat sig på tilhørebænkene.
Hun er tidligere forlovet med den tiltalte 24-årige dansktyrker fra den københavnske vestegn. Han er blandt andet tiltalt for i en periode over fire måneder i 2013 at have tilsluttet sig IS. Og tiltalt for igen at ville rejse til Syrien for at lade sig hverve af terrororganisationen. Den 15. marts sidste år sidste år bestilte han en enkeltbillet til Istanbul og fik fornyet sit pas. Den 17. marts fik han inddraget sit pas af politiet og anholdt dagen efter.
En efterforsker fra Københavns Vestegns Politi hilser på den tiltaltes tidligere forlovede og spørger, om hun er nervøs. Hun svarer lavmælt.
Hun banker fingrene med sorte handsker på hårdt ned i bordet og svarer kort på anklageren spørgsmål om, hvornår hun blev forlovet med tiltalte og hvor. Da hun bliver spurgt konkret til, at den tiltaltes familie i sommeren 2013 tog til Tyrkiet for at lede efter den tiltalte, kan hun intet huske. Anklageren vil læse afhøring af hende op, da hendes tidligere forlovede blev anholdt.
Men han når ikke at læse fra politirapporten, før dommeren må give hende en pause. Hun græder højlydt.
- Jeg kan godt forstå, at det er en svært situation for dig at sidde i, siger retsformanden til hende og hun får fem minutters pause.
Bekymret familie
Da kvinden er tilbage i retten spørger anklageren til familiens bekymring, da den tiltalte i sommeren 2013 var i Tyrkiet. Familien til den tiltalte forklarede i går, at de forsøgte at få den tiltalte ud af Syrien i sommeren 2013 og havde kontakt til en person med tilknytning til IS.
Kvinden forklarer, at den tiltalte havde fortalt hende, at han var taget til grænsen mellem Syrien og Tyrkiet for at studere arabisk og arbejde med nødhjælp. Og at tiltaltes far ringede til hende, da han var bekymret, da de ikke havde hørt fra tiltalte. Senere tog familien ned for at hende ham.
Anklager: Hvad tænkte du, han er jo en voksen mand, han kan vel selv komme hjem?
Vidne: De var vel bekymrede, jeg ved ikke over hvad, men de havde vel alle mulige tanker.
Anklager spørger til en chat, vidnet har med den tiltalte 24 årig, hvor hun skriver til ham:
- Din ven hjalp, de tider, mens du var i Syrien.
Men i retten i dag mener hun, at han var i Tyrkiet.
Anklageren dokumenterede en chat vidnet og tiltalte havde i februar sidste år, en måned efter deres forlovelse var ophævet. Tiltalte vil have kvinden til at fjerne et billede fra facebook, hvor hun har makeup på.
Tiltalte: Fjern dit billede fra facebook, du lever efter din lyster, stop med det. Du er min kone, du skal lytte til mig.
Vidnet: Ikke skriv
Tiltalte: Jeg vil ikke se dig i makeup, dæk dine synder
Vidnet: Tag til Syrien og kom aldrig tilbage
Opgave om IS
Anklageren dokumenterer også en chat fra september 2014, hvor vidnet spørger tiltalte om hans rejse til Syrien, som hun gerne vil skrive om i en opgave til skolen.
En opgave, som tiltalte også omtaler i et brev fra den 12. oktober 2015, der er fundet i et garderobeskab hos vidnet. Et brev vidnet fik fra en pige, hun ikke kender, og som anklageren mener er fra tiltalte, mens han sad varetægtsfængslet.
- Du nægter at udtale dig, med mindre jeg giver besked og fortæller dig, hvad du skal sige. Kan du huske din skoleopgave om min rejse til Syrien, den har politiet fundet. Pas på hvad du taler med politiet om. Alt vil blive brugt mod mig.
Anklageren dokumenterer også flere telefonsamtaler tiltalte har haft med sin daværende forlovede, mens han har siddet varetægtsfængslet. Her hun lufter sine bekymringer over, hvad han har gjort, om rygter om, at han har halshugget fire mennesker, og hendes bekymring om, at han skal finde nogle ordentlige venner.
- Jeg mente vel, at han skulle finde nogle venner, der ikke havde problemer i forvejen, forklarer hun uden at ville gå i detaljer.
Senere skal en tidligere cellekammerat afgive forklaring. Det sker for lukkede døre, men så tilhørere og den tiltalte kan lytte med fra et andet lokale, da cellekammeraten ikke vil have sin identitet frem.
Tiltalt i otte forskellige sager
Den 24-årige tiltalte har siddet varetægtsfængslet siden 18. marts sidste år. Han er som den første tiltalt for at lade sig hverve af en terrororganisation.
- Han fik inddraget sit pas den 17. marts sidste år, da man frygtede, at han ville rejse til Syrien.
- Han er tiltalt for i mindst et tilfælde at være rejst til Syrien og der have ladet sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat.
- At have deltaget i kamp eller kamptræning hos Islamisk Stat og i øvrigt have fremmet gruppens aktiviteter i Syrien.
- Derudover at have forsøgt at give 20.000 kroner i støtte til organisationen.
- På ny at have planlagt at rejse til Syrien og på ny tilslutte sig IS. Det mislykkedes imidlertid, da han blev anholdt i marts sidste år.
- At have hyldet en terrorhandling ved på Facebook at have prist Omar el-Husseins drab i København og at have truet politifolk.
- Betalt en bekendt for at sætte ild til et pizzeria i Tune.
- At have truet en mand med sabel, således at han kunne hæve 12.200 kroner på mandens kreditkort.
Kilde. Anklageskrift fra Statsadvokaten i København.