Krimi

Erhvervsmand forsvandt i februar - nu kæmper familien for afklaring

Familien til Niels Nicholaisen har svært ved at komme videre, efter han forsvandt en fredag i starten af februar.

Siden 5. februar i år har ingen set Niels Nicholaisen, og det formodes, at den 73-årige erhvervsmand er druknet i havnen i sin hjemby Aarhus, men på trods af omfattende eftersøgninger er han aldrig fundet.

Det vides dog ikke med sikkerhed, hvad der er sket med ham, og det er på flere områder et stort problem for Niels Nicholaisens familie, der kæmper for at komme videre med livet.

- For os ville det betyde rigtig meget, at vi kan få ham erklæret død, og vi kan få parkeret det og komme videre, fortæller sønnen, Jesper Nicholaisen, til TV 2 Østjylland.

På grund af den uafklarede sag kan Niels Nicholaisens kone ikke få udbetalt hans pension, og samtidig er der også praktiske som psykiske udfordringer, som gør det svært for familien at komme videre.

- Min far er jo stadig registreret. Der kommer stadig breve til ham i brevkassen, og hver gang man åbner sådan nogle ting, er det følelsesmæssigt mærkeligt, siger Jesper Nicholaisen.

Kan indlevere beviser efter seks måneder

Britt Bager (V), der er medlem af folketingets retsudvalg, forklarer, at det ikke er muligt at bruge bestemmelsen, der er i dødsboskifteloven, så længe det ikke – i hvert fald juridisk – er sikkert, at Niels Nicholaisen er død.

- Men så er der en 'Lov om bortblevne', som måske kan træde i anvendelse her, fortæller Britt Bager og forklarer loven.

- Hvis der er høj sandsynlighed for, at personen er død, så kan retten udstede en dødserklæringsdom, en formodningsdom over den her person.

Familien Nicholaisen kan dog først efter seks måneder indlevere beviserne - Niels Nicholaisens ejendele fundet i Marselisborg Havn og politiets udtalelser – og prøve at få retten til at erklære ham død.

Lovændring ville være overilet

Britt Bager ser ifølge TV 2 Østjylland ikke nogen grund til en lovændring på området på nuværende tidspunkt.

- Det vil være overilet at ændre loven. Det, man kan tale om, er, hvad skal der til for at løfte bevisbyrden, men jeg synes, vi skal lade retten tage stilling til det, før jeg går ind og taler om lovændringer.

Se TV 2 Østjyllands indslag med familien Nicholaisen øverst i artiklen - og interview med retsudvalgsmedlem Britt Bager herunder: