90-årig dræbt i trafikulykke ved Give - kørte ud foran lastbil
Det kostede en 90-årig mand livet, da han sammen med sin søn kørte ud foran en lastbil ved Give. Sønnen er alvorligt kvæstet.
En personbil kørte mandag eftermiddag ud foran en lastbil nord for Give, og det har kostet den 90-årige fører af bilen livet.
Det fortæller vagthavende ved Sydøstjyllands Politi til TV 2.
- Bilen holdt i krydset mellem Dørkenvej og Givevej med fronten mod øst, og så begyndte han ved lav hastighed at lave et venstresving mod nord. Der kommer så en lastbil fra venstre og kører ind i personbilen, siger Svend Pedersen.
Der skulle være tale om en mand fra lokalområdet.
Han tilføjer, at førerens 64-årige søn også var i bilen, og han blev fragtet til Aarhus Universitetshospital med helikopter med alvorlige kvæstelser.
Politiet kender ikke sønnens tilstand i øjeblikket. Føreren af lastbilen skulle være uskadt.
Politiet kender heller ikke de nærmere omstændigheder bag ulykken.
De pårørende er underrettet.