Krimi

Christiania-fotograf anmelder politiet for overfald: De slog mig i hovedet

En Christiania-dokumentarist har anmeldt et overfald og Den Uafhængige Politimyndighed går nu ind i sagen.

Ovenfor kan du se en video fra episoden, som er filmet og redigeret af Christianias egen dokumentationsgruppe, CADOC.

Den 24-årige Christiania-dokumentarist (Cadoks red.) Oliver Skov Haase har nu anmeldt et overfald begået af en betjent. 

Det sker efter torsdagens politiaktion på Christiania, hvor politiet trak stavene og ifølge Oliver Skov Haase slog ham i hovedet ned en knippel. Det fortæller Oliver Skov Haase til TV 2 fredag. 

- Det var meget voldsomt, og jeg vil have dem dømt for det, siger han.

Oliver Skov Haase har fået to sting i hovedet og af hans skadestuerapport, som TV 2 har set, fremgår det, at han har fået "en overfladisk læsion af skalpen efter overgreb ved korporlig vold."

Han fortæller, at han sad i solen og hyggede sig, da politiet kom ind på Christiania i uniformer. 

- De er aggressive fra starten. Råber og skriger og laver meget ballade. Det virker ikke som om, at de har et ærinde, husker Oliver Skov Haase, som så en bekendt ligge på jorden, mens en betjent sad oven på ham og havde foldet en dynejakke rundt om hovedet på ham, så han ikke kunne trække vejret. 

Turde ikke rejse sig

Oliver Skov Haase besluttede sig for at løbe efter politiet - for med sit kamera at dokumentere, at betjentene også blev fulgt ud af Christiania.

- De står med ryggen til og er ved at gå ud ved Den Grå Hal. Jeg er måske overmodig og kommer tæt på. Lige pludselig vender de sig om igen og løber tilbage. Jeg stiller mig op af en væg og tænker, at nu kommer det til at gøre ondt. Så bliver jeg slået direkte i hovedet, fortæller Oliver Skov Haase. 

- Det er lige som i en tegnefilm. Hele verden stopper. Jeg besvimer ikke, men er mentalt åndsfraværende. Sætter mig bare ned og begynder at hyle som en lille pige. Så kommer der en betjent og bokser og skubber mig ned. En tredje betjent rusker og slår. Jeg bliver liggende og tør ikke rejse mig, før ambulancen kommer, siger Christiania-dokumentaristen.

Efter at være blevet syet i hovedet på Bispebjerg Hospital kunne Oliver Skov Haase efterfølgende tage hjem. 

To anmeldelser

Den Uafhængige Politiklagemyndighed går nu ind i sagen. Det fortæller direktør i DUP Kirsten Dyrman til TV 2. 

- Vi har modtaget to anmeldelser, samt flere henvendelser fra personer, som har givet deres mening til kende. Så nu skal vi foretage efterforskning og kigge overvågning igennem. Vi går i gang så hurtigt, vi kan, siger hun og tilføjer, at Cadoks videomateriale, herunder Oliver Skov Haases materiale, vil indgå i efterforskningen. 

TV 2 har fredag forsøgt at få en kommentar fra Politikommissær Steffen Thaaning Steffensen. Han oplyser, at han ikke længere kan udtale sig om sagen, efter at DUP er gået ind i sagen. Torsdag udtalte Steffen Thaaning Steffensen, at en masse mennesker kastede med sten og flasker forud for, at politiet trak stavene.

- Men der er ikke nogen af mine folk, der ville slå en Cadok-fotograf i hovedet, sagde Steffen Thaaning Steffensen torsdag.