Krimi

Far til drabsoffer: Gerningsmanden havde planlagt drabene

Nye oplysninger tyder på, at gerningsmanden bag dobbeltdrabet på Langeland forberedte mødet med sin ekskæreste flere dage i forvejen.

Få hele i historien i Station 2 torsdag aften klokken 20.50.

Tre dage før de voldsomme begivenheder i Snøde på Langeland skiftede gerningsmanden kurs i en ellers hårdnakket kamp om forældremyndighed og samvær med den datter, han havde med den nu dræbte 23-årige ekskæreste.

Det betød, at gerningsmanden og ekskæresten skulle mødes personligt – stik imod deres sædvanlige aftale om overlevering af barnet i børnehaven.

Det var i forbindelse med det møde, at gerningsmanden begik dobbeltdrabet, og det viser ifølge familien til den dræbte kvinde, at ugerningen var planlagt

- Både min datter og resten af familien undrede sig meget over, at han pludselig ville opgive forældremyndigheden og aflevere datteren allerede i weekenden. Nu står det klart for os, at han gjorde det for at komme tæt på hende, siger faderen til Station 2. Han tilføjer:

- Normalt mødtes de aldrig. Aftalen var, at han efter samvær skulle aflevere datteren i børnehave om morgenen, og så skulle min datter hente hende om eftermiddagen. Men her ville han pludselig lave om på aftalerne, og jeg er ikke i tvivl om, at han på den måde havde planlagt drabene, fortæller faderen.

Den samme udlægning har moderen og søsteren til den dræbte. De er fortsat voldsomt berørte af sagen, men faderen ønsker at stå frem, fordi han mener, at de nye oplysninger er vigtige for sagen.

- I retten har gerningsmanden sagt, det nærmest var et uheld, at han dræbte min datter og hendes nye kæreste. For mig er det helt tydeligt, at det var planlagt, og det skal frem, siger han.

Jalousi og trusler

Forud for dobbeltdrabet har der udspillet sig et længere forløb om jalousi og strid om forældremyndigheden mellem gerningsmanden og den dræbte kvinde. De to blev kærester for seks år siden, og hun blev gravid allerede som 17-årig. Forholdet var præget af voldsomme skænderier, og et par år efter gik de fra hinanden. Men den to år ældre mand ville ikke acceptere, at kæresten og barnet var flyttet. Han kæmpede for at få dem tilbage, fortæller venner til begge parter.

Det udviklede sig flere gange til trusler på livet, siger Camilla Vesterager, der var tætte veninder med den dræbte kvinde.

- Hun har flere gange vist mig beskeder, hvor han truer med at slå hende eller tage livet af hende, hvis hun ikke gør, som han siger. Hun var bange for ham, men turde ikke melde ham til politiet. Hun blev ved med at tro, at det nok skulle blive bedre, siger Camilla Vesterager.

Hun fortæller, at den dræbte veninde først fik det rigtig godt, da hun mødte sin nye kærlighed. En 12 år ældre mand, som hun for et år siden flyttede sammen med i landsbyen Snøde på Langeland.

I oktober blev hun gravid med sin nye kæreste, og da skuddene faldt forrige søndag, var hun godt seks måneder inde i graviditeten.

- Hendes ekskæreste blev endnu mere vred og jaloux, efter han fandt ud af, at hun var gravid med sin nye kæreste, siger Camilla Vesterager.

Strid om forældremyndighed og samvær

Sideløbende med jalousien udkæmpede de to unge forældre en indædt kamp om forældremyndighed og samvær med deres fælles datter. I sommer kontaktede moderen en advokat i Svendborg for at få den fulde forældremyndighed.

- Da hun kontaktede mig, var hun træt af faderen. Hun var bange for ham og syntes, at han provokerede og truede hende. Derfor ville hun have den fulde forældremyndighed, siger advokat Birgitte Svendsen.

Hun fortæller, at striden blev bilagt i februar. Her indgik forældrene et forlig med aftale om fælles forældremyndighed, og der blev lavet en samværsaftale, hvor faderen havde den 5-årige datter hver anden weekend fra fredag til mandag. Selve overleveringen skulle ske i børnehaven, hvor den ene afleverer om morgenen, og den anden henter om eftermiddagen. På den måde undgik de to forældre at mødes.

Men faderen mente ikke, at moderen overholdt alle aftaler. To gange siden februar blev sagen bragt op for fogedretten.

Tre dage før dobbeltdrabet kommer så den udmelding fra faderen, som også moderens advokat får kendskab til.

- Hun kontakter mig og fortæller, at han pludselig vil give afkald på både forældremyndighed og samvær med barnet, og at han vil overlevere barnet allerede i weekenden, siger advokat Birgitte Svendsen.

- Det undrer mig, at han pludselig kommer med den melding efter at have kæmpet så hårdt for sin datter. Det må jo være noget af det, politiet nu skal spørge ham om, siger hun.

Vicepolitiinspektør hos Fyns Politi, Henrik Justesen, leder efterforskningen af dobbeltdrabet. Han siger, at politiet endnu ikke har kendskab til gerningsmandens udmelding tre dage før drabet.

- Alt tyder på, at motivet i denne sag handler om både jalousi og en konflikt om samvær. Men jeg har ingen oplysninger om, at gerningsmanden kort før drabene skulle have ytret sig om, at moderen kunne få forældremyndigheden, siger Henrik Justesen.

Han fortæller også, at politiet endnu ikke har hentet oplysninger fra de impliceredes telefoner og computere.

- Efterforskningen er jo først lige begyndt, og jeg kender ikke for nuværende alle detaljer i sagen, siger Henrik Justesen.

Det er ikke muligt at få en kommentar fra gerningsmanden. Han er lige nu varetægtsfængslet og befinder sig på retspsykiatrisk klinik for at blive mentalundersøgt.