Terrorsagen fra København

Tiltalt smidt ud igen: Tilsvinede dommer og anklagere

En af de tiltalte i terrorsagen skabte igen uro i retten - sagde "sut min pik" til dommer.

Igen i dag blev den 31 årige Mahmoud Rabea vist ud af retten. Fra morgenstunden havde retsformand Marianne Madsen advaret ham: ”Kom han med kommentarer til dagens afhøring af hans ven, ville han blive vist ud af retten”.

Hans reaktion faldt prompte: ”Det er ikke sikkert, jeg kan holde min kæft. Så smider du mig ud. Det er standard”.

Mahmoud Rabea har afgivet forklaring, men havde i dag ikke tålmodighed til at høre anklageren stille spørgsmål til hans ven fra Mjølnerparken, 23 årige Ibrahim Abbas, der er den sidste, der afgiver forklaring i sagen, hvor fire mænd er tiltalte for medvirken til terror ved angrebet på synagogen natten til den 15. februar sidste år.

Marianne Madsen gav ham en sidste advarsel. Han kommenterede højlydt igen: ”Ja ellers smider du mig ud” og sagde efterfølgende lavmælt ned i bordet – ”sut min pik”, så kun de i nærheden af ham kunne høre det.

Og det er ikke første gang han kommer med krænkende udtalelser til dommeren af seksuel karakter. Da han blev vist ud af retten første gang for et par uger siden, kom han med en opfordring af seksuel karakter.

Efter han havde diskuteret med betjente flere gange i dag, blev han vist ud. Og det med et krav om at dommeren skal skiftes ud.

- Du har meldt mig for blufærdighedskrænkelse, så kan du ikke være dommer, sagde han til dommeren.

Også anklagerne i sagen fik en opsang med på vejen, mens Mahmoud Rabea passerede dem med to betjente, der havde fat i ham:

- Jeg kræver to nye anklagere i stedet for de her bøssekarle.

Her er de fire tiltalte i terrorsagen

Mahmoud Rabea, 31 år

Mahmoud Rebea

Mahmoud Rabea, 31 år

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Ligesom Omar El-Hussein blev han løsladt ikke længe før 14. februar 2015. Han afsonede en straf på fem år og otte måneders fængsel, som han blev idømt i Højesteret i 2011. Sagen handlede om et omfattende våbenlager med en stribe militærrifler- herunder også forsøg på at bygge en fjernstyret bombe - som politiet fandt i september 2008 i Haraldsgade på Nørrebro.

Er tidligere blevet betegnet som ”toneangivende” person fra bandemiljøet. På Facebook har han opslået flere billeder af folk iført Brothas-trøjer samt tegninger af personer med rifler og pistoler.

Anholdt i 19. marts 2015. I hans besiddelse fandt politiet 10 stk. 7,65 mm ammunition af mærket ”Geco” samt 47 stk. 9 mm ammunition af mærket ”CBC Luger”.

Netop de to typer er identisk med dem, som Omar El-Hussein brugte ved synagogen og på Svanevej, da han blev dræbt.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Ibrahim Khalil Abbas, 23 år

Ibrahim Khalil Abbas

Ibrahim Khalil Abbas, 23 år

Kaldenavn: "Ibo".

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Har boet dør om dør i Mjølnerparken med Omar El-Hussein og en anden af de tiltalte i sagen – 20-årige Liban Ahmed Saleban Elmi – i Mjølnerparken. Anholdt på internetcaféen Powerplay 15. februar 2015.

Er tidligere straffet for vold og røveri og har blandt andet været fængslet i sagen, fordi der ifølge retten var bestemte grunde til at frygte, at Ibrahim Khalil Abbas på fri fod ville begå ny personfarlig kriminalitet. Også dømt for kriminalitet begået sammen med Omar El-Hussein.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Liban Elmi og Bhostan Hossein, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Søgte selv på det tidspunkt på bl.a. "BMW", "Mercedes" og en natklub i Indre By.

Mødte Omar El-Hussein med kram og glæde efter angrebet på synagogen, da Omar vendte tilbage til Powerplay.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Liban Ahmed Saleban Elmi, 21 år

Liban Ahmed Saleban Elmi

Liban Ahmed Saleban Elmi, 21 år

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Politiet mener desuden, at han omkring kl. 17 den 14. februar 2015 – sammen med medtiltalte Bhostan Khan Hossein – skaffede den fuldautomatiske militærriffel af vejen, som Omar El-Hussein havde brugt ved Krudttønden tidligere samme dag. Har erkendt i retten, at han og Hossein mødte Omar, og at Hossein tog imod noget, som han senere gemte i et krat. Bedyrer, at han ikke vidste, hvad det var.

Har boet dør om dør med Omar El-Hussein og en anden af de tiltalte i sagen – 23-årige Ibrahim Khalil Abbas - i Mjølnerparken. Ikke ifølge TV 2’s oplysninger tidligere sat i forbindelse med personfarlig kriminalitet – eller våbensager. Anholdt på sin bopæl 15. februar 2015.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Ibrahim Khalil Abbas og Bhostan Hossein, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Det var den computer, Liban Elmi sad ved, som Omar foretog søgningerne fra.

Mødte Omar El-Hussein med kram og glæde efter angrebet på synagogen, da Omar vendte tilbage til Powerplay.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Bhostan Khan Hossein, 26 år

Bhostan Khan Hossein

Bhostan Khan Hossein, 26 år

Kaldenavn: "Bobo".

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Politiet mener desuden, at han omkring kl. 17 den 14. februar 2015 – sammen med medtiltalte Liban Ahmed Saleban Elmi – skaffede den fuldautomatiske militærriffel af vejen, som Omar El-Hussein havde brugt ved Krudttønden tidligere samme dag. Hossein har erkendt, at han gemte våbnet ved Mjølnerparken. og at han på det tidspunkt havde gættet, hvad Omar El-Hussein havde brugt den til.

Blev i 2013 dømt i en sag, der handlede om et våbenlager. Dømt i sagen var 12 personer med bånd til den nu hedengange Mjølnerparken-bande Brothas. Våbnene skulle ifølge dommen overdrages til bandegrupperingen Værebros Hårde Kerne. Også dømt i flere våbensager tidligere. Har også været sigtet for et drabsforsøg i Lundtoftegade, men sagen mod ham blev opgivet.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Liban Elmi og Ibrahim Khalil Abbas, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Søgte selv på det tidspunkt på bl.a. en sangtekst af Tommy Lee og et opdatering til et computerspil.

Foto: Anne Gyrite Schütt