Terrorsagen fra København

Sjælden jura central i terrorsag - forstå den her

Mahmoud Rabea, Liban Elmi, Ibrahim Abbas og Bhostan Hossein er tiltalt for at have bistået Omar El-Hussein med et terrorangreb i København 14. og 15. februar 2015 Anne Gyrite Schütt / Anne Gyrite Schütt

Et sjældent anvendt jura-begreb bliver centralt, når anklagemyndigheden vil kræve fire mænd dømt for at hjælpe Omar El-Hussein med et terrorangreb.

En sjældent og omdiskuteret juridisk begreb - dolus eventualis - kommer til at spille en hovedrolle, når anklagemyndigheden skal overbevise et nævningeting ved Københavns Byret om, at fire mænd i februar 2015 hjalp Omar El-Hussein med at begå et terrorangreb i København.

Begrebet, der aldrig tidligere er anvendt i en terrorsag, er omdiskuteret blandt jurister og skal ifølge Højesteret bruges varsomt. Samme synspunkt havde nu afdøde juraprofessor Vagn Greve. Da Straffelovrådet i 2006 afgav en såkaldt betænkning om terrorlovgivningen, advarede han direkte mod, at de særlige begreb skulle bruges i terror-lignende sager.

I en mindretalsudtalelse fastslog han, at det var "naturligt, om dansk ret også krævede kvalificeret forsæt (hensigt) ved de forskellige bestemmelser om terror og terrorlignende handlinger, og det gælder ganske særligt, når kriminaliseringen vedrører handlinger, som er meget fjerne fra selve terrorhandlingen," skrev Vagn Greve.

Flertallet i Straffelovrådet mente dog ikke, at der var grund til, at det særlige juridiske begreb ikke også skulle kunne bruges i terrorsagen.

Og nu sker det så for første gang: En hættetrøje, betaling for en computer, nogle patroner, en dame-taske og ikke nærmere angivne tilskyndelser bør føre til, at fire mænd skal dømmes for medvirken til terrorisme, mener anklagemyndigheden.

Senioranklager Bo Bjerregaard ved Statsadvokaten i København slog det fast, allerede da han og kollegaen Sidsel Jessen-Klixbüll i marts præsenterede sagen for byretten.

- Når I skal afgøre, om de tiltalte har forsæt -  hvad de tiltalte har tænkt, overvejet og vurderet - skal I bruge jeres sunde fornuft: Se på de ydre omstændigheder i sagen. Er der noget, der taler for, at de har vidst eller overvejet, at han eventuelt ville begå yderligere kriminalitet af alvorlig beskaffenhed, og at de på trods af de overvejelser har medvirket itl angrebet ved at have støttet og hjulpet ham, og dermed accepteret den mulighed for det tilfælde, at det rent faktisk forholdt sig på den måde?, lød introduktionen til det sjældent anvendte juridiske begreb fra senioranklageren.

- Prøv at sætte jer i deres sted: Hvad for nogle overvejelser ville I have gjort om Omar i den situation?

TV 2 har bedt ekspert i strafferet ved Københavns Universitet, lektor, ph.d. Trine Baumbach, forklare det særlige juridiske begreb set fra en jura-eksperts stol: Hvor lidt eller hvor meget handling, der skal generelt til, for at man medvirker til en forbrydelse, og hvad man skal have vidst og tænkt, for at ens handlinger bliver strafbare? (Advarsel: Det er lidt for nørder!)

Trine Baumbach, ph.d og lektor, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Forsætlig medvirken og dolus eventualis – hvad skal der til?

For at kunne blive idømt en straf, skal man have begået en forbrydelse. Er der tale om en straffelovsovertrædelse, skal man i almindelighed have gjort det med forsæt. Ved overtrædelser af bestemmelser udenfor straffeloven (f.eks. færdselsloven) er uagtsomhed nok. Hvis flere begår en forbrydelse sammen, kan de alle dømmes. Det gælder også, selv om de medvirkende har haft forskellige roller under forbrydelsens udførelse.

Mange forbrydelser består af flere elementer – kaldet gerningsmomenter. Hæleri består bl.a. i, at man køber noget, der er stjålet. Man skal altså i denne situation både have købt en ting, og den pågældende ting skal være stjålen. Alle gerningsmomenterne skal være realiseret, for at man kan blive dømt for forbrydelsen.

De fleste forbrydelser er formuleret sådan, at det kun er den, der begår selve den strafbare handling, der kan straffes efter den pågældende bestemmelse i straffeloven. F.eks. fremgår det af straffelovens § 237 om drab, at ”den, der dræber en anden, straffes …” Hvis der imidlertid har været flere om at begå drabet, kan de andre straffes for medvirken. Det gælder både den, der f.eks. har skaffet den pistol, som ofret er blevet skudt med, og den, der har skaffet en eventuel flugtbil eller en anden rekvisit.

Det fremgår nemlig af straffelovens § 23, at alle, der ved ”tilskyndelse, råd eller dåd,” har medvirket til gerningen, skal straffes lige som den, der begik selve forbrydelsen – ved drab selve den dræbende handling. Det betyder, at enhver medvirken kan straffes – også selvom ens medvirken i realiteten godt kunne have været undværet. Hvis man har medvirket til en forbrydelse, har man juridisk set begået forbrydelsen.

Det er dog ikke nok, at man har begået en handling, som har medvirket til, at en person er blevet dræbt. Man skal som nævnt også have gjort det med såkaldt forsæt – det fremgår af straffelovens § 19.

Det fremgår derimod ikke af § 19, hvad forsæt er. Det kan man kun læse om i strafferetsbøger og i domme.

I dansk ret er der tre ”grader” af forsæt: Direkte forsæt, sandsynlighedsforsæt og eventualitetsforsæt, kaldet dolus eventualis.

Forsæt - de tre grader

Direkte forsæt

Viden om forbrydelsens gerningsmomenter eller hensigt til følgens indtræden.

Sandsynlighedsforsæt

Overvejende sandsynligt (over 50 %) at forbrydelsens gerningsmomenter forelå eller følgen ville indtræde.

Dolus eventualis

  • Positiv indvilligelse: Anså noget for muligt og forholdt sig accepterende til det mulige, hvis det skulle blive en realitet. Eller anså noget for muligt og undlod at få det be- eller afkræftet.
  • Hypotetisk forsæt: Anså noget for muligt, men ville alligevel have handlet på samme måde, hvis man havde anset forbrydelsens indtræden som sikker.

Kilde: Trine Baumbach.

Direkte forsæt

Direkte forsæt findes i to varianter alt efter om den forbrydelse, tiltalte har begået, er en forbrydelse, hvor det er selve adfærden, der er kriminaliseret (f.eks. hæleri) – kaldet et adfærdsdelikt – eller om det er en forbrydelse, der kræver en følge eller en virkning for at blive fuldbyrdet (f.eks. som ved drab at døden indtræder) – kaldet et forårsagelsesdelikt.

Er det adfærden, der er kriminaliseret, kan tiltalte dømmes for at have begået den strafbare handling med direkte forsæt, hvis han eller hun havde viden om, følte sig sikker på eller havde kendskab til forbrydelsens gerningsmomenter (f.eks. at man vidste, at tingen var stjålet).

Er det følgen, der er kriminaliseret, er det hensigten med handlingen, det kommer an på. Tiltalte skal derfor dømmes for at have begået et drab med direkte forsæt, hvis han eller hun ved sin handling havde til hensigt at dræbe ofret. ”Hensigten” relaterer sig med andre ord til tiltaltes vilje:

Hvad var det, han eller hun ville opnå med sin handling? Det, tiltalte ville opnå med sin handling, var det, tiltalte havde direkte forsæt til. Det gælder også for den medvirkende. Det, den medvirkende ville opnå eller forventede ville ske ved at medvirke, var det, den medvirkende havde direkte forsæt til.

Sandsynlighedsforsæt

Den anden, lavere, forsætsgrad er som nævnt sandsynlighedsforsæt. Hvis det ikke kan fastslås, at tiltalte har handlet med direkte forsæt, kan han eller hun alligevel dømmes for en forsætlig forbrydelse, hvis det kan lægges til grund, at tiltalte fandt det overvejende sandsynligt, at forbrydelsens gerningsmomenter forelå (ved adfærdsdelikt f.eks. at tingen var stjålet).

Hvis der er tale om et forårsagelsesdelikt som f.eks. drab, kan tiltalte dømmes for forsætligt drab, hvis det kan lægges til grund, at han eller hun har fundet følgens indtræden (døden) for overvejende sandsynlig. Det samme gælder for den medvirkende. Hvis den medvirkende kender til det, der ligger forud eller kommer efter den medvirkendes egen handling, og den medvirkende på dette grundlag finder det overvejende sandsynligt, at forbrydelsen vil blive fuldbyrdet, kan vedkommende i kraft af sin medvirken dømmes for forsætligt drab.

Som det fremgår, skal tiltalte (herunder den medvirkende) finde det overvejende sandsynligt. Det er altså et krav, at tiltalte har anset det for mere sandsynligt at forbrydelsens gerningsmomenter foreligger, eller at følgen vil indtræde, end det modsatte. Dette kan også udtrykkes med en sandsynlighedsgrad på over 50 %.

I mange tilfælde bliver tiltalte dømt på baggrund af et sandsynlighedsforsæt, fordi det ikke har været muligt for anklagemyndigheden at bevise, at forbrydelsen er begået med direkte forsæt. Hvis tiltalte eksempelvis har dræbt ofret ved kvælertag, kan det mod hans eller hendes benægtelse være svært at bevise, at han eller hun direkte havde til hensigt at dræbe ofret.

Tiltalte forklarer måske, at det alene var hensigten at lukke munden på ofret, der blev ved med at udtale sig provokerende. Tiltalte greb derfor om ofrets hals og trykkede til for at få ofret til at tie – og altså ikke for at dræbe ofret. Imidlertid vil tiltalte kunne dømmes for forsætligt drab, hvis det kan lægges til grund, at han eller hun ved sin handling fandt det overvejende sandsynligt, at ofret ville dø. Ved denne bevisbedømmelse kan retten tage udgangspunkt i, hvad folk i almindelighed forestiller sig, at der sker, når man lægger hænderne om et andet menneskes hals og trykker til.

Eventualitetsforsæt

Den tredje grad af forsæt er som nævnt eventualitetsforsættet, dolus eventualis. Hvis tiltalte ikke har handlet med direkte forsæt og heller ikke med sandsynlighedsforsæt, er udgangspunktet, at han eller hun ikke har handlet forsætligt.

Tiltalte kan imidlertid alligevel dømmes for en forsætlig forbrydelse, selv om tiltalte kun har anset gerningsmomenternes eksistens (adfærdsdelikt) eller følgens indtræden (forårsagelsesdelikt) for mulig (f.eks. at tingen var stjålet, eller at ofret ville dø), hvis tiltalte alligevel ville have handlet på samme måde, såfremt han eller hun havde anset forbrydelsens indtræden som sikker.

Som det fremgår, bliver tiltalte (herunder den medvirkende) i denne situation dømt ud fra rettens vurdering af, hvordan tiltalte ville have handlet, hvis han eller hun havde tænkt på en helt anden måde, end vedkommende rent faktisk gjorde. Denne form for dolus eventualis-forsæt kaldes derfor for hypotetisk forsæt og bliver ikke brugt mere i praksis.

Tiltalte kan på den anden side dømmes for en forbrydelse, hvis han eller hun har handlet efter en anden variant af eventualitetsforsættet, nemlig den positive indvilligelsesteori. Her er det et krav, at den, der har anset noget for muligt, har forholdt sig godkendende eller accepterende til det mulige, hvis det skulle vise sig at være eller blive en realitet. Denne godkendelse eller accept kan naturligvis kun være psykologisk.

Under forsætsformen positiv indvilligelsesteori hører også de tilfælde, hvor tiltalte holdt sig i bevidst uvidenhed om eksempelvis et gerningsmoment. Tiltalte undlod til eksempel at spørge en sælger på et værtshus, hvordan nogle nye mobiltelefoner kunne sælges langt under den normale indkøbspris og uden nogen form for abonnementsbinding.

Ved bevidst at undlade at spørge, anså tiltalte det for muligt, at telefonerne var ”varme”, og ved desuagtet at købe dem, har han eller hun forholdt sig accepterende til det. Det samme gælder, hvis tiltalte anså det for muligt, at ofret for en sexualkrænkelse var under 15 år, og tiltalte ikke spurgte nærmere ind til det.

Hvis tiltalte ikke forholdt sig accepterende til det mulige, men derimod handlede i tillid til, at det mulige ikke var (adfærdsdelikt) eller ville blive (forårsagelsesdelikt) en realitet, handlede tiltalte alene med bevidst uagtsomhed. Denne situation vil meget ofte foreligge eksempelvis i de situationer, hvor en bilist kører med for høj fart i et byområde.

Hvis man f.eks. har overladt en anden noget tøj, der kan bruges som forklædning, og derved anså det for muligt, at den anden ville benytte tøjet som forklædning i forbindelse med et drab, kan den medvirkende dømmes for forsætligt drab, hvis det bevismæssigt kan lægges til grund, at vedkommende med denne mulighed for øje alligevel uden videre overlod tøjet til den anden.

Trine Baumbach

Dødsbilister tror, at de ikke kører galt

Han eller hun anser det herved for muligt, at det vil gå galt og ende med en ulykke, men vedkommende forsætter kørslen i tillid til egne store køreevner og dermed i tillid til, at kørslen ikke vil ende med ulykke, død og lemlæstelse.

Gerningspersonen forholder sig således ikke accepterende til det mulige, men afviser derimod risikoen. Ender det alligevel galt med en dødsulykke, kan gerningspersonen ikke dømmes for forsætligt drab, alene for uagtsomt drab. Gerningspersonen forholdt sig jo ikke accepterende til dødsulykken.

Hvis en medvirkende f.eks. overlod en skarpladt pistol til en anden og derved anså det for muligt, at den anden ville begå et drab med pistolen, kan den medvirkende dømmes for forsætlig drab, hvis det bevismæssigt kan lægges til grund, at vedkommende med denne mulighed for øje alligevel uden videre overlod pistolen til den anden. Han eller hun forholdt sig derved accepterende til drabsmuligheden – også selv om vedkommende ikke selv ønskede, at nogen skulle dræbes.

Her er de fire tiltalte i terrorsagen

Mahmoud Rabea, 31 år

Mahmoud Rebea

Mahmoud Rabea, 31 år

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Ligesom Omar El-Hussein blev han løsladt ikke længe før 14. februar 2015. Han afsonede en straf på fem år og otte måneders fængsel, som han blev idømt i Højesteret i 2011. Sagen handlede om et omfattende våbenlager med en stribe militærrifler- herunder også forsøg på at bygge en fjernstyret bombe - som politiet fandt i september 2008 i Haraldsgade på Nørrebro.

Er tidligere blevet betegnet som ”toneangivende” person fra bandemiljøet. På Facebook har han opslået flere billeder af folk iført Brothas-trøjer samt tegninger af personer med rifler og pistoler.

Anholdt i 19. marts 2015. I hans besiddelse fandt politiet 10 stk. 7,65 mm ammunition af mærket ”Geco” samt 47 stk. 9 mm ammunition af mærket ”CBC Luger”.

Netop de to typer er identisk med dem, som Omar El-Hussein brugte ved synagogen og på Svanevej, da han blev dræbt.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Ibrahim Khalil Abbas, 23 år

Ibrahim Khalil Abbas

Ibrahim Khalil Abbas, 23 år

Kaldenavn: "Ibo".

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Har boet dør om dør i Mjølnerparken med Omar El-Hussein og en anden af de tiltalte i sagen – 20-årige Liban Ahmed Saleban Elmi – i Mjølnerparken. Anholdt på internetcaféen Powerplay 15. februar 2015.

Er tidligere straffet for vold og røveri og har blandt andet været fængslet i sagen, fordi der ifølge retten var bestemte grunde til at frygte, at Ibrahim Khalil Abbas på fri fod ville begå ny personfarlig kriminalitet. Også dømt for kriminalitet begået sammen med Omar El-Hussein.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Liban Elmi og Bhostan Hossein, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Søgte selv på det tidspunkt på bl.a. "BMW", "Mercedes" og en natklub i Indre By.

Mødte Omar El-Hussein med kram og glæde efter angrebet på synagogen, da Omar vendte tilbage til Powerplay.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Liban Ahmed Saleban Elmi, 21 år

Liban Ahmed Saleban Elmi

Liban Ahmed Saleban Elmi, 21 år

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Politiet mener desuden, at han omkring kl. 17 den 14. februar 2015 – sammen med medtiltalte Bhostan Khan Hossein – skaffede den fuldautomatiske militærriffel af vejen, som Omar El-Hussein havde brugt ved Krudttønden tidligere samme dag. Har erkendt i retten, at han og Hossein mødte Omar, og at Hossein tog imod noget, som han senere gemte i et krat. Bedyrer, at han ikke vidste, hvad det var.

Har boet dør om dør med Omar El-Hussein og en anden af de tiltalte i sagen – 23-årige Ibrahim Khalil Abbas - i Mjølnerparken. Ikke ifølge TV 2’s oplysninger tidligere sat i forbindelse med personfarlig kriminalitet – eller våbensager. Anholdt på sin bopæl 15. februar 2015.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Ibrahim Khalil Abbas og Bhostan Hossein, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Det var den computer, Liban Elmi sad ved, som Omar foretog søgningerne fra.

Mødte Omar El-Hussein med kram og glæde efter angrebet på synagogen, da Omar vendte tilbage til Powerplay.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Bhostan Khan Hossein, 26 år

Bhostan Khan Hossein

Bhostan Khan Hossein, 26 år

Kaldenavn: "Bobo".

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Politiet mener desuden, at han omkring kl. 17 den 14. februar 2015 – sammen med medtiltalte Liban Ahmed Saleban Elmi – skaffede den fuldautomatiske militærriffel af vejen, som Omar El-Hussein havde brugt ved Krudttønden tidligere samme dag. Hossein har erkendt, at han gemte våbnet ved Mjølnerparken. og at han på det tidspunkt havde gættet, hvad Omar El-Hussein havde brugt den til.

Blev i 2013 dømt i en sag, der handlede om et våbenlager. Dømt i sagen var 12 personer med bånd til den nu hedengange Mjølnerparken-bande Brothas. Våbnene skulle ifølge dommen overdrages til bandegrupperingen Værebros Hårde Kerne. Også dømt i flere våbensager tidligere. Har også været sigtet for et drabsforsøg i Lundtoftegade, men sagen mod ham blev opgivet.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Liban Elmi og Ibrahim Khalil Abbas, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Søgte selv på det tidspunkt på bl.a. en sangtekst af Tommy Lee og et opdatering til et computerspil.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Det samme gælder al anden form for medvirken – også selv om denne medvirken isoleret set fremstår mere ”uskyldig”. Hvis man f.eks. har overladt en anden noget tøj, der kan bruges som forklædning, og derved anså det for muligt, at den anden ville benytte tøjet som forklædning i forbindelse med et drab, kan den medvirkende dømmes for forsætligt drab, hvis det bevismæssigt kan lægges til grund, at vedkommende med denne mulighed for øje alligevel uden videre overlod tøjet til den anden. Ved uden videre og med drabsmuligheden for øje at overlade tøjet til den anden, forholdt den medvirkende sig nemlig accepterende til drabet.  

Det er anklagemyndigheden, der skal bevise, at de tiltalte har handlet med forsæt. Anklagemyndigheden skal dermed ikke bare bevise, at flere personer tilsammen begik nogle handlinger, der endte med et drab. Anklagemyndigheden skal også bevise, at hver enkelt af disse personer foretog sin handling med forsæt til, at det skulle ende i drab.

Dette skal bevises udover enhver rimelig tvivl.