Terrorsagen fra København

Mødte Omar efter terrorangreb på synagoge: Glad for at se ham i live

En af de fire tiltalte i terrorsag mødte Omar El-Hussein både før og efter angrebet på synagogen. Men han forklarer, at de talte om kampsport.

Blot en time efter angrebet ved synagogen var Omar El-Hussin tilbage på Nørrebro på netop den computercafé, hvor han tre timer forinden havde foretaget flere søgninger efter sit næste terrormål. Blandt andet havde han søgt på Christiansborg, Mogens Camres privatadresse og synagogen.

Klokken 01.46, en time efter han skød Dan Uzan, mødes han igen mødes med sine venner på internetcaféen Powerplay på Nørrebrogade. Overvågningsbilleder fra internetcaféen viser, at Omar El-Hussein sammen med to venner går ind i det såkaldte VIP rum på Powerplay, hvor de taler sammen. Ifølge den tiltalte barndomsven Ibrahim Abbas, fortæller han ikke alt om begivenhederne.

- Omar fortæller mig, at han er blevet skudt af politiet, og at han er uskadt, så jeg er glad. Jeg tror, han fortæller, at han slap væk. Jeg var målløs, men glad. Jeg tror jeg var glad for, at min bror ikke var død, fortæller Ibrahim Abbas.

Ibrahim Abbas er barndomsven med Omar El-Hussein, og han var den første, Omar El-Hussein opsøgte, efter han havde skudt ved Krudttønden. På overvågningsbillederne ser man to af de i alt fire tiltalte stå med Omar El-Hussein, der bevæger armene ivrigt, mens han taler. Det er tre kvarter efter han har skudt den civile vagt ved synagogen Dan Uzan på klos hold. På en af sekvenserne fra overvågningskameraerne ser det ud som om, han skyder med en pistol. Anklageren vil vide, hvad han fortæller, mens han gestikulerer med armene.

"Betjentene var døde af skræk"

- Han fortæller mig, at betjentene var døde af skræk og falder over hinanden. Han fortæller slet ikke, at han har skudt nogen. Jeg tror han vidste, at jeg var lissom sur over, at han havde skudt Finn Nørgaard, så jeg tror ikke, han ville fortælle mig om det.

Anklager: "Efter han har skudt ved Krudttønden, så er det dig han tager hen til, og efter han har skudt ved synagogen er det dig, han mødes med – hvorfor?"

Ibrahim Abbas: - Jeg ved det ikke, men jeg tror, det er spontant. Han har ikke planlagt det. Hvorfor har han ikke planlagt det, en bil, tøj og våben. Efter min mening var det ikke terror, han havde jo ikke planlagt det.

Den tiltalte forklarer, at Omar El-Hussein ville have, at han blev på Powerplay. ”Bliv lidt her”, sagde Omar El-Hussein.

Anklageren har også spurgt ind til en speciel gestikulation både fra Omar El-Hussein og den tiltalte, hvor de begge rækker pegefingeren i luften. Anklageren antyder, at det er et IS-tegn. Men det afviser den tiltalte.

- Det at have en finger i luften i kørt tid har intet med islam at gøre. Det er ikke jihad, det er, når man siger et vers. Jeg bruger det hele tiden. Når jeg snakker med folk. IS misbruger islam, forklarede den tiltalte.

"Han kunne selv skaffe våben"

Hans forsvarer Michael Juul Eriksen spurgte senere nærmere ind til, om tiltalte havde opmuntret Omar El-Hussein til hans gerninger.

Forsvarer: "Du er tiltalt for at have tilskyndet til terror, har du sagt til Omar, at han skulle gøre det?"

- Nej overhovedet ikke.

Forsvarer: "Du giver ham en hættetrøje – vidste du at han havde gjort det ved Krudttønden?"

-- Nej, jeg vidste det ikke, jeg har ikke givet ham ammunition, jeg har ikke set nogen give ham ammunition. Omar er fra bandemiljøet, så hvis han skulle skaffe våben, kunne han sagtens det, forklarede den tiltalte.

Efter fem minutter forlader Omar El-Hussein og de to venner VIP rummet. Det næste kvarter går den tiltalte ud og ind af caféen. Bevæger sig rundt og taler i telefon. Taler med Omar El-Hussein.

Han forklarer selv, at de ikke taler om angrebet, men om kampsport. De går igen ind i VIP rummet. Her ved den tiltalte ikke, hvad de taler om. Han forlader internetcaféen 02.18.

 En halv time efter forlader Omar El-Hussein stedet. To timer efter blev han dræbt af PET’s aktionsstyrke en kilometer væk fra caféen på Svanevej i det københavnske Nordvest-kvarter.

"Jeg erkender, jeg erkender..."

Dagens afhøring af Ibrahim Abbas berørte til sidst et mindre anklagepunkt mod ham, som han straks erkendte sig skyldig i. Det drejede sig om trusler mod to fængselsfunktionærer i Vridsløselille den 22. juni sidste år. ”Jeg forventer alligevel livstid, så hvad med et liv fra eller til”, har han sagt ifølge anklageskriftet.

Det anklagepunkt erkendte ham uden tøven og forklarede i retten, at ordene blev sagt i frustration over, at han var blevet flyttet fra Politigårdens fængsel til Vridsløselille.

- Jeg erkender, jeg erkender, lad os gå videre, sagde han i retten.

Med dagens afhøring af Ibrahim Abbas er afhøringen af de i alt fire tiltalte slut. Næste retsmøde er den 20. maj, hvor vidner i sagen skal afgive forklaring.

Hør anklagerens og forsvarerens vurdering af dagens afhøring ovenfor:

Her er de fire tiltalte i terrorsagen

Mahmoud Rabea, 31 år

Mahmoud Rebea

Mahmoud Rabea, 31 år

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Ligesom Omar El-Hussein blev han løsladt ikke længe før 14. februar 2015. Han afsonede en straf på fem år og otte måneders fængsel, som han blev idømt i Højesteret i 2011. Sagen handlede om et omfattende våbenlager med en stribe militærrifler- herunder også forsøg på at bygge en fjernstyret bombe - som politiet fandt i september 2008 i Haraldsgade på Nørrebro.

Er tidligere blevet betegnet som ”toneangivende” person fra bandemiljøet. På Facebook har han opslået flere billeder af folk iført Brothas-trøjer samt tegninger af personer med rifler og pistoler.

Anholdt i 19. marts 2015. I hans besiddelse fandt politiet 10 stk. 7,65 mm ammunition af mærket ”Geco” samt 47 stk. 9 mm ammunition af mærket ”CBC Luger”.

Netop de to typer er identisk med dem, som Omar El-Hussein brugte ved synagogen og på Svanevej, da han blev dræbt.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Ibrahim Khalil Abbas, 23 år

Ibrahim Khalil Abbas

Ibrahim Khalil Abbas, 23 år

Kaldenavn: "Ibo".

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Har boet dør om dør i Mjølnerparken med Omar El-Hussein og en anden af de tiltalte i sagen – 20-årige Liban Ahmed Saleban Elmi – i Mjølnerparken. Anholdt på internetcaféen Powerplay 15. februar 2015.

Er tidligere straffet for vold og røveri og har blandt andet været fængslet i sagen, fordi der ifølge retten var bestemte grunde til at frygte, at Ibrahim Khalil Abbas på fri fod ville begå ny personfarlig kriminalitet. Også dømt for kriminalitet begået sammen med Omar El-Hussein.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Liban Elmi og Bhostan Hossein, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Søgte selv på det tidspunkt på bl.a. "BMW", "Mercedes" og en natklub i Indre By.

Mødte Omar El-Hussein med kram og glæde efter angrebet på synagogen, da Omar vendte tilbage til Powerplay.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Liban Ahmed Saleban Elmi, 21 år

Liban Ahmed Saleban Elmi

Liban Ahmed Saleban Elmi, 21 år

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Politiet mener desuden, at han omkring kl. 17 den 14. februar 2015 – sammen med medtiltalte Bhostan Khan Hossein – skaffede den fuldautomatiske militærriffel af vejen, som Omar El-Hussein havde brugt ved Krudttønden tidligere samme dag. Har erkendt i retten, at han og Hossein mødte Omar, og at Hossein tog imod noget, som han senere gemte i et krat. Bedyrer, at han ikke vidste, hvad det var.

Har boet dør om dør med Omar El-Hussein og en anden af de tiltalte i sagen – 23-årige Ibrahim Khalil Abbas - i Mjølnerparken. Ikke ifølge TV 2’s oplysninger tidligere sat i forbindelse med personfarlig kriminalitet – eller våbensager. Anholdt på sin bopæl 15. februar 2015.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Ibrahim Khalil Abbas og Bhostan Hossein, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Det var den computer, Liban Elmi sad ved, som Omar foretog søgningerne fra.

Mødte Omar El-Hussein med kram og glæde efter angrebet på synagogen, da Omar vendte tilbage til Powerplay.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Bhostan Khan Hossein, 26 år

Bhostan Khan Hossein

Bhostan Khan Hossein, 26 år

Kaldenavn: "Bobo".

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Politiet mener desuden, at han omkring kl. 17 den 14. februar 2015 – sammen med medtiltalte Liban Ahmed Saleban Elmi – skaffede den fuldautomatiske militærriffel af vejen, som Omar El-Hussein havde brugt ved Krudttønden tidligere samme dag. Hossein har erkendt, at han gemte våbnet ved Mjølnerparken. og at han på det tidspunkt havde gættet, hvad Omar El-Hussein havde brugt den til.

Blev i 2013 dømt i en sag, der handlede om et våbenlager. Dømt i sagen var 12 personer med bånd til den nu hedengange Mjølnerparken-bande Brothas. Våbnene skulle ifølge dommen overdrages til bandegrupperingen Værebros Hårde Kerne. Også dømt i flere våbensager tidligere. Har også været sigtet for et drabsforsøg i Lundtoftegade, men sagen mod ham blev opgivet.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Liban Elmi og Ibrahim Khalil Abbas, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Søgte selv på det tidspunkt på bl.a. en sangtekst af Tommy Lee og et opdatering til et computerspil.

Foto: Anne Gyrite Schütt