Omar ifølge tiltalt: Muhammed-tegner skal bare dø!

Ifølge en af Omar El-Husseins barndomsvenner, der nu er tiltalt for medvirken til terror, skulle Muhammed-tegner dø.

Omar El-Hussein mødte de fire mænd, der er tiltalt for at have medvirket til terror 14. og 15. februar 2015, i Mjølnerparken et par timer efter angrebet ved Krudttønden.

Ifølge en af de fire tiltalte, 23-årige Ibrahim Khalil Abbas, fortalte Omar El-Hussein, at han ønskede at dræbe en Muhammed-tegner den dag ved Krudttønden.

- Han sagde til mig: 'Brormand, ikke for noget, men ham der skal bare dø' (...) Så sagde han til mig, han var irriteret over det der med Finn Nørgaard (filminstruktøren ,der blev dræbt foran Krudttønden, red.). Det var ikke meningen, at han skulle skyde Finn Nørgaard. Men ham der, der havde tegnet profeten, han skulle bare ned med nakken. Han skulle bare dø, sagde Ibrahim Khalil Abbas.

Det har ikke været givet, at den 23-årige i det hele taget ville afgive forklaring under sagen. Da sagen begyndte i marts meddelte han via sin advokat, Michael Juul Eriksen, at han på nuværende tidspunkt ikke ønskede at afgive forklaring.

Men det ville han så i dag, da han havde hørt de tre medtiltalte afgive forklaring.

Et af politiets centrale beviser mod den 23-årige synes at være, at han kort efter skyderiet ved Krudttønden blev opsøgt af Omar El-Hussein på sin bopæl og gav ham en grå hættetrøje.

Video fra opgangen viser, at Omar El-Hussein gik ind i opgangen kl. 16.15. Han havde en stor sort pose i hånden, som politiet formoder var gerningsvåbnet.

Omar El-Hussein var i opgangen i 21 minutter, før Ibrahim Khalil Abbas forlod den. Mindre end et minut senere forlod også Omar El-Hussein opgangen.

Det er tidligere kommet frem, at en af de medtiltalte - Liban Elmi - under en afhøring og til grundlovsforhør har sagt, at han inde i opgangen hørte Omar El-Hussein fortælle Ibrahim Abbas, at han havde et våben i posen.

Ifølge Liban Elmi skulle der desuden have været rygter i Mjølnerparken om, at Omar El-Hussein havde planer om noget 'a la Paris'.

Ibrahim Khalil Abbas afviste i dag, at han nogensinde havde sagt noget sådant i de 21 minutter, Omar El-Hussein var i opgangen. Faktisk talte de stort set ikke sammen. Og han så på intet tidspunkt Liban Elmi, der ellers på opgangens overvågning også ses at gå ind og opholde sig i opgangen i mere end 10 minutter.

Ibrahim Khalil Abbas forklarede, at han var i bad, da Omar El-Hussein ringede på.

- Du tager håndklæde om, går ud og snakker med ham på trappen, hvor han står lidt længere nede? spurgte anklager Bo Bjerregaard.

- Ja. Det var sådan noget: ’Hvad sker der?’ ’Jeg skal bare have en trøje’, ’Vær’sgo’, gengav Ibrahim Khalil Abbas deres samtale.

Over for dommer Marianne Madsen vurderede han, at de højest talte sammen i 25 sekunder.

Hvad Omar El-Hussein foretog sig de mange andre minutter, han beviseligt var i opgangen, vidste Ibrahim Khalil Abbas ikke, bedyrede han. Han gik nemlig ind i lejligheden igen for at få tøj på, og så var Omar El-Hussein væk, forklarede han.

Her er de fire tiltalte i terrorsagen

Overvågning viser, at Ibrahim Khalil Abbas forlod opgangen kl. 16.36.42.

Omar El-Hussein forlod den 16.37.21. Iført den hættetrøje, Ibrahim Khalil Abbas havde givet ham. Overvåging viser, at han fortsat havde den store sorte poselignende genstand i hånden.

-  Det kan være hvad som helst, sagde Ibrahim Abbas om gentanden.

Optagelser viser, at Ibrahim Khalil Abbas og Omar El-Hussein krydsede den samme vej og gik i samme retning. Først Ibrahim Abbas og ikke mange sekunder senere Omar El-Hussein.

Ifølge Abbas fulgtes de ikke ad, og han opdagede først Omar El-Hussein lidt senere. Optagelserne viser, at Abbas og El-Hussein gik side om side et stykke tid, inden Omar El-Hussein skaffede den jakke, hue og halstørklæde, som han var iført under angrebet ved Krudttønden, af vejen ned i nogle skraldespande.

- Talte du med Omar? spurgte Bo Bjerregaard.

- Nej. Overhovedet ikke. Han er tavs, sagde Ibrahim Khalil Abbas.

Alle fire tiltalte i sagen nægter sig skyldige i at have medvirket til et terrorangreb 14. og 15. februar 2015.

Det er kommet frem under sagen - herunder via videoovervåging fra Mjølnerparken - at de tiltalte mødte Omar El-Hussein flere gange i løbet af de blodige timer.

Kort efter Omar El-Hussein forsvandt fra overvågningen i området, ses Ibrahim Khalil Abbas mødes med de tre medtiltlate. Først her hørte Ibrahim Abbas, ifølge sin forklaring, om angrebet ved Krudttønden fra de tre medtiltalte - og koblede Omar El-Hussein til angrebet.

Og da de omkring kl. 17.10 mødte Omar El-Hussein tog flere af dem, ifølge deres egne forklaringer i retten, afstand til angrebet.

-Sagde de andre noget om, hvad de synes om det, Omar havde gjort? spurgte Bo Bjerregaard.

- Det kan jeg ikke huske.

- Spurgte de Omar nærmere ind til, hvad det var han havde gjort?

- Det kan jeg ikke huske.

- Spurgte du Omar, hvad han så nu havde tænkt sig at gøre?

- Han ville gemme sig. Jeg spurgte ham ikke om mere. Han er ikke den type, der snakker. Han siger ikke noget. Han er tavs.

Ifølge anklageskriftet er de fire mænd tiltalt for at have hjulpet Omar El-Hussein så meget i timerne efter angrebet på Krudttønden, at de også er ansvarlige for hans efterfølgende angreb ved synagogen.

Forsvarer Michael Juul Eriksen spurgte den 23-årige, om Omar El-Hussein på noget tidspunkt sagde, at han ville ud at lave nogle yderligere ting.

- Overhovedet ikke, svarede Ibrahim Khalil Abbas.

- Lå det i luften, at han var på vej ud at lave yderligere?

- Enten blev han dræbt eller også gemmer han sig eller stikker af til Syrien. Det er de to options. Det var game over, sagde Ibrahim Abbas.

Da anklager Bo Bjerregaard præsenterede retten for sagen i marts, fortalte han, at sagen kommer til at centrere om et sjældent anvendt jura-begreb kaldet dolus eventualis, der er den svageste af tre typer af forsæt, som forudsættes for at man kan blive dømt.

For at blive dømt efter dolus eventualis kræves det, at de tiltalte skal have indset, at der var en mulighed for, at Omar El-Hussein var i gang med et terrorangreb og ville fortsætte med at gøre det.

De skal have forholdt sig til, at det var en mulighed, at Omar El-Hussein var i gang med et terrorangreb, accepteret det - hvis det var sådan - og hjulpet ham alligevel.

Michael Juul Eriksen stillede et spørgsmål, der næsten var som skrevet af fra definitionen på dolus eventualis.

- Ud fra din vurdering – tænkte du så den tanke, at ham her kan finde på at gå ud at lave noget a la det, han lige har lavet - nu kan han finde på at gå ud at skyde? spurgte Michael Juul Eriksen.

- Nej. Det tænkte jeg ikke, svarede Ibrahim Khalil Abbas.

Der ventes dom i sagen til september.

Du kan følge hele TV 2's dækning af sagen her: