Krimi

Drab og knivstik kan være motiv til tredobbelt drab

Alle seks nægter sig skyldige

To af de seks personer, som Københavns Politi tirsdag fremstiller i grundlovsforhør for et tredobbelt drab eller medvirken til tredobbelt drab på Frederiksberg i november 2015, kan have særdeles gode grunde til at ønske de tre ofre i lejligheden døde.

Alle seks nægter sig skyldige, men to af mændene, der begge er fuldgyldige rockere i Bandidos, har haft konflikter med den gruppe, som de tre tilhørte, helt inde på livet.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, og derfor kan TV 2 kun fortælle detaljerne overfladisk, men ifølge TV 2s oplysninger er en af de seks anholdte blevet stukket ned af folk fra den gruppe, som de tre dræbte tilhørte, bare et par uger inden det tredobbelte drab.

En anden af de sigtede har nære bånd til en 21-årig mand, der blev knivdræbt under et gadeslagsmål i Vanløse for nogle år siden - og flere personer, der ifølge et af gruppens egne notater er en del af gruppen, er tidligere dømt for at have være deltaget i drabet.

En af de dømtes efternavne figurerede desuden på postkassen til den lejlighed, hvor de tre mænd blev dræbt i november 2015. Københavns Politi fik hul på sagen for nogle dage siden, da de anholdt to personer, som blev sigtet for at have besiddet og solgt et af de våben, der formodes at have være brugt i den tredobbelte likvidering.

Om det er anholdelsen af de to mænd, der har givet politiet et muligt gennembrud i sagen, er uvist.

Politiet har desuden af flere omgange fængslet et stort antal unge mænd med bånd til gruppen.

Mændene menes at have skaffet og besiddet flere skydevåben, som ifølge politiets formodning kunne have været brugt til hævn for den tredobbelte likvidering.

To af sagerne kommer for Retten på Frederiksberg onsdag som tilståelsessager. Blandt de mange tiltalte i sagen om de formodede hævnvåben er to af de personer, der tidligere er dømt for drabet på den 21-årige mand i Vanløse. Politiet mener, at de – fra fængselscellerne – skal have orkestreret anskaffelsen af skydevåbnene. Noget de indtil videre har nægtet.