Krimi

Medie: Martin Jørgensen taget for spritkørsel

. Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix Denmark

Martin Jørgensen, som sidste år blev skilt fra grevinde Alexandra, er ifølge HER&NU blevet stoppet med alkohol i blodet i en spritkontrol.

Reklamemand Martin Jørgensen,  som sidste år blev skilt fra grevinde Alexandra, blev ifølge HER&NU stoppet af politiet i marts i nærheden af sit nye hjem på Islands Brygge med alkohol i blodet.

Det skete i forbindelse med en kontrol af nummerpladerne, som resulterede i en standsning, fordi der ikke var betalt forsikring af bilen.

38-årige Martin Jørgensen blev i den forbindelse også rutinemæssigt bedt om at puste i i alkometeret, som slog ud over de tilladte 0,5 promille. Han blev derfor taget med på stationen, hvor der blev taget en blodprøve.

Martin Jørgensen beklager nu episoden.

- Jeg er utrolig skuffet over mig selv og ked af, at jeg har såret så mange omkring mig. Jeg har sat dem i en forfærdelig situation, og det er ikke fair, hvis andre bliver inddraget i sagen, siger Martin Jørgensen til HER&NU og fortsætter:

- Det var en sen nattetime, og jeg tog bilen for at hente nogle cigaretter. Jeg var ikke klar over, at jeg havde en promille. Så havde jeg aldrig taget bilen. Jeg blev ikke stoppet af anden årsag, end at bilens forsikringspapirer ikke var i orden. Der var en regning, jeg ikke havde fået i forbindelse med min flytning. Den var sendt til min gamle adresse, og den var ikke kommet videre til mig, fortæller Martin.

Politiets jurister skal nu vurdere, om der er grundlag for at rejse sag eller ej. I så fald risikerer Martin Jørgensen en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde - afhængigt af promillens størrelse.