Krimi

Dobbeltdrab på Langeland: 25-årig mand fængslet

En 25-årig mand, som menes at have dræbt sin ekskæreste samt hendes nye samlever og deres ufødte barn, er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

En 25-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter endt grundlovsforhør mandag i Retten i Svendborg. Manden er mistænkt for at have dræbt sin 23-årige ekskæreste og hendes 35-årige samlever søndag aften på Langeland, oplyser Fyns Politi. Den 25-årige mand skal samtidig mentalundersøges, rapporterer TV 2 Fyn.

Drabene fandt sted søndag aften på Snødevej i Tranekær på Langeland omkring klokken 20.45. Den 25-årige formodede gerningsmand blev senere søndag kort før klokken 22.00 anholdt ved Svendborgsund-broen. 

Under grundlovsforhøret mandag nedlagde dommeren ifølge TV 2 Fyn navneforbud. Samtidig afslørede anklagerens dokumentation, at begge dræbte havde voldsomme skader og flere skudsår, da de blev fundet.

Havde et turbulent forhold 

I retten kom det frem, at den 25-årige og den 23-årige kvinde startede et forhold for fem år siden, og at det har været 'turbulent'. De to, som har et seksårigt barn sammen, var ifølge TV 2 Fyn gode venner, da de gik fra hinanden - men forholdet begyndte at gå skævt, da den 23-årige kvinde mødte sin nye kæreste. 

Samtidig rapporterede TV 2 Fyns journalist på stedet, at den sigtede mand via Gul og Gratis havde købt gerningsvåbnet - et oversavet gevær - som han havde med i bilen søndag, da han skulle aflevere datteren hos ekskæresten og hendes nye kæreste på Snødevej. Ifølge den sigtede begyndte han og de nu dræbte at skændes ude ved bilen, skriver TV 2 Fyn.

Nægtede at udtale sig i retten

Den 25-årige mand erkendte allerede natten til mandag, at han havde affyret flere skud mod parret på Snødevej, men at det ikke var hans hensigt at skyde sin ekskæreste og hendes nye kæreste.

Den sigtede ønskede ikke selv at udtale sig i retten.

Anklageren begærede varetægtsfængsling af den sigtede i fire uger frem til 9. maj, hvilket forsvareren ikke protesterede mod. Afgørelsen om varetægtsfængslingen er på nuværende tidspunkt ikke kæret.