Krimi

Stor politiaktion: Muligt gennembrud i sag om tredobbelt drab

Københavns Politi har anholdt to mænd for at have besiddet og videresolgt formodet gerningsvåben til trippel-drab.

Københavns Politi mener at have fået et gennembrud i sagen om trippeldrabet, der fandt sted på Frederiksberg 11. november 2015.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som politiet netop har sendt ud.

- De to anholdte sigtes for at have været i besiddelse af en skarpladt revolver med tilhørende ammunition - og for at have videresolgt revolveren, der blev anvendt som ét af flere gerningsvåben til en 3-dobbelt likvidering af Suhaib Jaffar, Mike Vinther og Philip Rasmussen, der den 11. november 2015 blev fundet dræbt i en lejlighed på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg, står der i pressemeddelsen.

Københavns Politi er i øjeblikket i gang med en større politiaktion flere steder i hovedstadsområdet, og to mænd er i den forbindelse blevet anholdt.

En af de steder, politiet er ude at ransage, er en kolonihaveforening i Ballerup.

TV 2's reporter på stedet fortæller, at politiet koncentrerer sig om to huse, og at mindst fire mænd med metaldetektor er ved at afsøge området derude.

- De står og sweeper græsset ude foran husene, fortæller han.

En beboer i området, der ikke ønsker sit navn frem, sammenligner politiets indsats med en action film.

- Det var godt nok ikke det, jeg havde regnet med at se, da jeg tog herud. Det ser vildt ud - lidt som i en scene i en film, siger han.

Københavns Politi efterlyste i slutningen af februar oplysninger om netop en revolver i sagen, men om det er efterlysningen, der har bragt politiet tættere på gerningsmændene bag det tredobbelte drab i november, fremgår ikke af pressemeddelelsen.

Københavns Politi har tidligere betegnet drabene i november som en regulær likvidering.

Politiet mener, at gerningsmændene benyttede stillads, der var sat op rundt om bygningen, til at kravle ind i en lejlighed, hvor de skød og dræbte de tre sovende mænd.

De tre dræbte var en del af en gruppe, der havde fået en del fjender i rocker- og bandemiljøet før drabet.

Således har det været beskrevet, at gruppen, de tre var en del af, skal have haft et sammenstød med en rockergruppe, og som endte med, at en rocker blevet stukket med en kniv.

Københavns Politi anholdt i januar 12 personer, som blev sigtet og varetægtsfængslet for at have besiddet flere våben, som ifølge politiets formodning måske skulle bruges til hævn. Hovedparten af de 12 kendte de dræbte.

Mændene blev dog alene sigtet for besiddelse af skydevåben. Siden er yderligere fem sigtet i sagen.

Om de to anholdte mænd oplyser Københavns Politi ikke meget.

De vil - ifølge pressemeddelelsen - blev fremstillet i grundlovsforhør i morgen ved Retten på Frederiksberg, og politiet har både en begæring om lukkede døre og navneforbud.