Krimi

Så nemt er det: Unge tiltalt for at overtage seks personers identitet

To unge tiltalt for at fabrikere og misbruge falske kørekort til at få udstedt NemID i seks danskeres navne og derpå lænse ofrenes bankkonti.

En meget usædvanlig sag om omfattende identitetstyveri indledes i dag ved Københavns Byret, hvor to unge mænd sidder på anklagebænken for at særlig groft databedrageri og dokumentfalsk af særlig grov karakter.

Begge mænd nægter sig skyldige.

Ifølge tiltalen fandt mændene øjensynligt en svaghed i NemID-systemet, som de udnyttede til at overtage seks personers digitale liv, bryde ind i deres bankkonti og veksle deres opsparinger til en særlig digital møntfod kaldet bitcoin.

De skal desuden have haft planer om at gøre det i yderligere tre tilfælde, mener politiet. I alt 10 personer skal have fået deres oplysninger misbrugt til at skabe nye falske kørekort, fremgår det af anklageskriftet.

Samlet set skal bedrageriet have indbragt de to mænd godt 350.000 kr. – og de skal desuden have forsøgt at stjæle i hvert fald yderligere 80.000 kr., uden at det er lykkedes.

Ifølge tiltalen havde de to mænd indkøbt en særlig printer, der kunne printe ID-kort. Politiet mener, at mændene – ved brug af særlig software - brugte printeren til at fremstille kørekort og sygesikringsbevis.

Med de falske ID-kort i hånden skal mændene have haft held med at få udleveret både ’nøglekort og kode til NemID’ på Vanløse Bibliotek, Herlev Rådhus samt en Borgerservice i Rødovre og to i København, fremgår det af tiltalen.

Med disse oplysninger i hånden kunne mændene også have stjålet dybt fortrolige sundheds- og skatteoplysninger om deres ofre, men ifølge anklageskriftet var deres fokus tilsyneladende alene økonomisk.

Ét af ofrene fik lænset sin konto for 155.000 kr. En anden for 131.500. Sidstnævnte havde i øvrigt slet ikke netbank, da han kom ind på gerningsmændenes radar. Ifølge tiltalen var det de to unge mænd, der oprettede den på ofrets vegne, inden de solgte hans aktier og vekslede mandens indestående og udbyttet fra aktiesalget til bitcoin.

Bitcoin er en særlig digital valuta, der som udgangspunkt efterlader et digitalt fingeraftryk. Der findes dog en række selskaber – en slags vaskeri-børser - der så at sige tilbyder at ryste posen med kundernes bitcoin så grundigt, at sporet angiveligt forsvinder.

De to mænd blev anholdt sammen med en sambo og en kvinde i februar 2014. Samboen og kvinden har siden fået en påtaleopgivelse og er blevet renset for mistanke.

Dengang lød sigtelsen kun på ét tilfælde af databedrageri. Siden er sagen altså vokset betragteligt.

Detaljerne om sagen har indtil videre været mørklagt, for retsmøderne i sagen mod de to har været kørt bag lukkede døre. Derfor er det endnu uvist, hvordan politiet alligevel har kunnet finde frem til de formodede gerningsmænd.

Af anklageskriftet fremgår, at politiet langt fra under efterforskningen har kunnet afdække fuldt ud, hvor gerningsmændene har fået kendskab til de følsomme oplysninger om deres ofre, som de siden skal have misbrugt.

For tre af de seks personer, der har fået overtaget deres digitale identitet, er mændene ’på ukendt vis’ kommet i besiddelse af tilstrækkeligt med oplysninger – formentlig deres cpr-nummer – til at printe et falsk kørekort og sygesikringsbevis.

De resterende tre skal have ladet sig narre til at fremsende dem via hjemmesiden DBA – Den Blå Avis.

Ifølge tiltalen skal de to unge mænd her have identificeret sig med yderligere to falske kørekort i forbindelse med handler med ofrene. Som et led i handlen har de formået tre mænd til at fremsende en kopi af f.eks. pas, kørekort eller sygesikringsbevis.

Oplysninger, som mændene ifølge tiltalen derpå brugte som afsæt til at fremstille falske papirer.

Sagen trækker også tråde længere ud end de to mænd, der er tiltalt i sagen.

Af anklageskriftet fremgår, at mændene tilsyneladende også har fremstillet falske dokumenter til andre. Således er et af de falske kørekort brugt af to uidentificerede mænd i Fona i oktober 2013 til at købte en iPhone 5 til 5.520 kr.

De to skal også have fabrikeret kørekort til en navngiven mand og en navngiven kvinde, som ikke havde kørekort, og på et tredje kørekort skal de have udskiftet ejeres foto med et af en mand, som Københavns Politi ikke har kunnet identificere.

Sådan gjorde de - falske kørekort, NemID

Ifølge tiltalten indkøbte to mænd en særlig printer, der kan printe ID-kort.

Mændene skaffede sig - på ukendt vis og via Den Blå Avis - oplysninger om de ofre, som siden fik deres identitet misbrugt. Mændene brugte oplysningerne til at printe kørekort og sygesikringsbevis i ofrenes navne, men med et andet foto indsat.

Dokumenterne blev derpå brugt til at få udstedt et nyt NemID - herunder adgangskoden - hos Borgerservice.

Seks personer fik overtaget deres digitale identitet. Deres konti blev lænset for 347.200 kr. og forsøgt lænset for yderligere i hvert fald 80.000 kr.