Krimi

Kørelærere aflyttet og afsløret: Sådan snyder vi i teoriprøven

Medarbejder i køreskole har lagt kortene på bordet hos politiet - samtidig har køreskole været massivt aflyttet.

I al hemmelighed har Københavns Politi opsat aflytningsudstyr inde i en køreskole på Nørrebro i København, fordi politiet havde mistanke om, at køreskolens lærere systematisk hjalp udenlandske elever med at snyde sig gennem teoriprøverne – mod en klækkelig betaling.

Det kom torsdag frem ved Retten på Frederiksberg, da Københavns Politi forsøgte at lukke den første af flere retssager, der udspringer af efterforskningen.

Sagerne handler om bestikkelse af tolke og snyd med køreprøver i stor stil. Politiet mener, at to kørelærere i en række tilfælde har bestukket tre tolke til at hjælpe ikke dansk-talende elever gennem teoriprøven.

Eleverne behøvede tilsyneladende ikke at sætte sig ind i, hvordan man opfører sig i trafikken i Danmark – de fik ganske enkelt de rigtige svar serveret på et sølvfad, mener politiet.

Sagen torsdag var mod en midaldrende udenlandsk taxachauffør, der har arbejdet på den køreskole, som politiet har aflyttet under sagen.

Aflytninger, som anklager Stefan Møller Jørgensen gennemgik i retten i går, afslører, hvordan taxachaufføren helt uden omsvøb ved to lejligheder instruerede eleverne i svindelnummeret. Han fortalte, at køreskolen havde gjort det ’i flere år’, og at de gjorde sig store anstrengelser for ikke at blive opdaget.

De belastende aflytninger har fået taxachaufføren til at lægge kortene på bordet hos politiet, og derfor forsøgte Københavns Politi i går at få afgjort hans sag som en tilståelsessag.

Det skete dog ikke. Efter to timers retsmøde – og med køreskolens ejer og andre medtiltalte på tilhørerrækkerne få meter bag ham - stod det klart, at taxachaufføren tilsyneladende talte så dårligt dansk, at der måtte indkaldes en tolk. Og derfor blev sagen – efter et par timers retsmøde - udsat.

En tolk har ellers ikke tidligere været nødvendigt under afhøringen hos Københavns Politi 19. januar 2016, hvor manden i detaljer har beskrevet svindelnummeret – og udpeget køreskolens ejer, en 51-årig kørelærer, som bagmand.

I retten torsdag nåede taxachaufføren dog at udpege køreskolens 51-årige ejer som bagmand i sagen. Igen og igen sagde han således den 51-åriges navn, når anklager Stefan Møller Jørgensen spurgte ham, hvem der lavede aftaler med de tolke, køreskolen brugte, hvem der betalte tolkene og på hvis ordre han handlede.

Kørelæreren, der også har spillet en mindre rolle som samfundsdebattør i udlændingedebatten, sad få meter fra taxachaufføren og rystede på hovedet. Han nægter sig skyldig og ønskede torsdag ikke at udtale sig om sagen til TV 2.

Før retsmødet blev afbrudt gennemgik anklager Stefan Møller Jørgensen en del af det materiale, som politiet bygger sagen på.

Taxachauffør: Telefon vibrerede ved 'ja'

Under en afhøring hos politiet – og til dels i retten – har taxachaufføren forklaret, at køreskolen havde to måder, de kunne snyde på – og bistanden fra tolkene var central i begge.

Den ene metode bestod af en række mobiltelefoner, som eleverne skulle have i lommen under teoriprøverne. Politiet fandt en telefon på syv elever, da det slog til i juli i fjor under en teoriprøve.

Telefonerne var indstillet til at vibrere, når de modtog en sms og var viklet ind i toiletpapir. Taxachaufføren forklarede torsdag, at det handlede om at dæmpe den larm, det gav, når de modtog en sms.

- Hvorfor var der viklet papir rundt om? Spurgte Stefan Møller Jørgensen.

- Så de ikke larmer.

- Når der kom en vibration?

- Ja.

Telefoner blev pakket ind

 

På rumaflytning fra 2. juli 2015 høres taxachaufføren og den 51-årige kørerlærer tale om at pakke telefonerne ind. Taxachaufføren spurgte den 51-årige, om telefonerne skulle lægges i servietter. De lavede en test, hvor taxachaufføren kom den indpakkede telefon i lommen. Den 51-årige sagde derpå – ifølge politiets referat af samtalen – at han godt kunne lide idéen om at lægge dem i servietter.

Torsdag afviste taxachaufføren, at nogen på køreskolen havde pakket de syv telefoner ind, som politiet på deres elever.

- Det har de selv gjort, sagde han.

På en rumaflytning høres taxachaufføren ellers forklare en kvindelig elev, der undrede over indpakningen, at køreskolen havde pakket telefonerne ind, så vibrationerne ikke kan høres, og at ’de har prøvet det flere gange’.

Taler med kørelærer om telefoner

På rumaflytningerne fra køreskolen høres taxachaufføren og den 51-årige kørelærer og samfundsdebattør tale om, at numrene på de mange telefoner skal kodes ind i en anden telefon.

Taxachaufføren fastslog torsdag, at køreskolens ejer ville lytte med på teoriprøven via en telefon, som en af eleverne havde i lommen. Den telefon var sat op således, at den automatisk besvarede et opkald, når man ringede op til den.

På en rumaflytning høres køreskolens 51-årige ejer fortælle taxachaufføren om, hvor telefonerne kommer fra. Den telefon, der skulle sende de mange sms’er, var en Samsung smartphone, som han havde købt helt legalt. Den kunne gå på 3G-netværk og var derfor hurtig.

- Den anden ikke købt legalt, den er stjålet, for så kan de ikke associere den til ham, gengav anklager Stefan Møller Jørgensen politiets referat af samtalen.

Taxachauffør udpenslede telefon-snyd for elever

To rumaflytninger viser, at taxachaufføren informerede køreskolens elever i detaljer om, hvordan telefon-fidusen fungerede:

Hvis telefonen vibrerede ved et spørgsmål under teoriprøven, skulle de svare ’ja’ – hvis den forholdt sig i ro, var svaret nej. Et system, som han testede af sammen med eleverne på køreskolen.

Taxachaufføren havde ifølge sin forklaring i retten sendt sms til eleverne som led i snyderiet, men han var så dårlig til det, at alle eleverne dumpede, hævdede han torsdag.

Den dag, politiet slog til, var det ifølge taxachaufføren køreskolens ejer, skulle hjælpe eleverne.

- Var det M (køreskolens ejer, red.), der skulle sende sms til eleverne, spurgte Stefan Møller Jørgensen

- Ja.

Hos køreskolen – og hos taxachaufføren - har politiet fundet facitlister over teoriprøverne, og taxachaufføren understregede på aflytningen også over for eleverne, at det var vigtigt, at de ventede med at sætte kryds, indtil hele spørgsmålet var læst op.

Ellers kunne snyderiet blive opdaget.

Taxachauffør: Vi har aftale med tolke om at tale langsomt

Han understregede også, at tolken ville tale så langsomt, at der var masser af tid til at modtage en sms og besvare spørgsmålet.

På en af aflytningerne fra køreskolen siger en kvinde til taxachaufføren, at hun har været til en teoriprøve tidligere, hvor tolken snakkede for hurtigt. Taxachaufføren svarede – ifølge det referat af aflytningen som anklager Stefan Møller Jørgensne læste op – at de havde en aftale med tolken om, at der var tid nok mellem spørgsmålene – ca. 5-6 sekunder – og at den tolk, kvinden talte om, var blevet irettesat.

Som straf havde køreskolen brugt en anden tolk ved de tre næste teoriprøver, bedyrede taxachaufføren under aflytningen.

- Tolken gik glip af 500 kr. per elev. Det er sorte penge, som går lige ned i lommen, så det er noget, der kan mærkes, lød svaret fra taxachaufføren til kvinden ifølge Stefan Møller Jørgensen.

En anden elev høres spørge taxachaufføren, om de skal svare på spørgsmålet, hvis de selv kender svaret. Det afviser taxachaufføren på aflytningen.

- Det er ikke for sjov, at de er mødt i dag, gengiver politiets referat taxachaufførens svar til eleven.

På en af rumaflytningerne høres taxachaufføren også fortælle eleverne, at køreskolen er meget sikkerhedsbevidst og skifter sim-kort i telefonerne hver uge. En oplysning, som politiets gennemgang af telefonerne efterfølgende har bekræftet.

Torsdag kunne taxachaufføren ikke huske, hvad tolken skulle hjælpe med.

- Jeg kan ikke huske det, sagde han flere gange, men fastslog dog alligevel, at det var køreskolens 51-årige ejer, der lavede aftaler med tolkene og betalte dem.

Taxachauffør: Tolks bøjning af ord afgjorde elevers svar

Den anden variant af svindelnummeret handlede ifølge taxachaufføren om, at den tolk, køreskolen angiveligt betalte for at hjælpe eleverne, slet og ret skal have serveret det rigtige svar for eleverne.

Ifølge taxachaufføren handlede det om, hvordan et bestemt ord på arabisk blev oversat. Hvis tolken bøjede ordet på én måde, skulle eleverne svare ja – bøjede tolken det på en anden måde, var svaret nej.

Tre tolke er tiltalt for at have bistået køreskolen med svindlen. Alle nægter sig skyldige. På en aflytning høres taxachaufføren fortælle eleverne, at mobilerne er mere sikre end koderne fra tolkene.

- Man kan risikere med tolke, at de bliver lydoptaget, og at en ekspert kan høre de koder, de giver. Derfor bruger de (køreskolen, red.) kun mobilerne. De skal ikke være bange, det kan ikke opdages, læste Stefan Møller Jørgensen op fra politiets referat af en rumaflytning fra 5. juli 2015.

Det kom torsdag frem, at taxachaufføren ved flere lejligheder havde taget mod betaling for elever, der skulle til teoriprøven. En havde ifølge chaufføren betalt 3.000 kr. En anden 4.000 kr.

På en rumaflytning fra juli høres køreskolens 51-årige ejer fortælle en potentiel kunde, at køreskolen tilbyder teoriprøver til syrere, og at prisen er 2.000 kr. Så vil tolken lade personen bestå.

- Det er bedre sådan, end at ukendt (politiets betegnelsen for kunden, red.) skal betale penge og bruge tid på at modtage teoriundervisning, står der i politiets referat af samtalen, hvor taxachaufføren også er til stede.