Politiet bekræfter fund af forsvunden erhvervsmands briller
Flere af den forsvundne erhvervsmand Niels Joachim Nicholaisens ejendele nu dukket op ved havnen i Aarhus.
Siden begyndelsen af februar har den 73-årige erhvervsmand Niels Joachim Nicholaisen været forsvundet og efterlyst. Nu bekræfter Østjyllands Politi, at man har fundet flere af den forsvundne mands ejendele.
- Jeg kan bekræfte, at der er fundet et sæt briller og en shampoo-flaske ved havnen, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Hallstrøm til TV 2 Østjylland.
Østjyllands Politi har søgt både til vands og til lands for at finde Niels Nicholaisen, og ifølge vagtchefen kan fundet af ejendelene være medvirkende til, at man skal i vandet igen.
- Det bliver selvfølgelig taget til efterretning, og det indgår i et samlet billede og vurdering fra gang til gang af, hvad der bliver sat i værk, siger han.
Organisationen af frivillige eftersøgere Missing People ønsker også at fortsætte med at lede.
- Vi vil gerne have patruljer langs stranden og ud langs molen, siger indsatsleder hos Missing People Vivian Eriksen til TV 2 Østjylland.
Forsvandt på vej til træning
Udover politiet har familien og Missing People efterfølgende ledt efter erhvervsmanden, som var på vej til træning i Aarhus, da han forsvandt.
Eftersøgningen i vandet har desuden ført til fundet af Niels Nicolaisens mobiltelefon samt et lyserødt håndklæde, som han ifølge sønnen altid havde i sin fitnesstaske.
Lørdagens eftersøgning ved Marselisborg Havn i Aarhus førte til, at familien fandt nogle af Niels Nicholaisens t-shirts og hans armbånd til det fitnesscenter, han var på vej til, da han forsvandt.
Der er ingen tvivl om, at det er faderens ejendele, der er fundet.
- Det er faktisk en t-shirt, jeg har givet ham engang. Den er fra USA. Så jeg ved med 100 procents sikkerhed, at det er hans, siger datteren Helene Nicholaisen til TV 2 Østjylland.
Fundene bestyrker familien i troen på, at den leder det rette sted.
- Vi er ikke i tvivl om, at det er her. Spørgsmålet er bare, hvor langt ude han ligger, siger datteren.