Yahya Hassans skudoffer til TV 2: Derfor skød han mig

Digteren Yahya Hassan er blevet sigtet for at have skudt en mand i foden. Nu står skudofferet frem.

Digteren Yahya Hassan er blevet anholdt og sigtet for at have skudt en mand i foden i går aftes.

En uoverensstemmelse mellem Yahya Hassan og en 17-årig mand førte ifølge sigtelsen til, at et enkelt skud blev affyret.

Nu står det 17-årige skudoffer frem, og fortæller til TV 2, hvordan han oplevede den dramatiske situation:

- Jeg gik bare helt tilfældigt forbi det lokale pizzeria, og så var der en mand, der gik målrettet hen mod mig. Så kunne jeg se, at det var Yahya. Så tog jeg et skridt tilbage, og så troede jeg, det var hans telefon, han tog frem. I det han løfter armen, kan jeg se, det er en pistol. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg begyndte at optage video, og sagde, at han bare kunne skyde. Det var det, fortæller den 17-årige Tolunay Yildiz.

- Så gik jeg frem mod ham, mens han gik tilbage med sin pistol. Så endte det med, at han skød tre-fire gange, men han ramte mig kun to gange – i benet og i foden.

Han tager sin strømpe af, og viser til TV 2’s journalist, hvor kuglen gik ind - og ud. Bortset fra skudsåret i foden, er han okay her dagen derpå:

- Jeg har det fint nok. Jeg kan selvfølgelig ikke gå på min fod, men jeg har et par krykker, der kan hjælpe mig, fortæller Tolunay Yildiz.

Hvorfor tror du, det eskalerer og han ender med at skyde dig?

- Fordi jeg har telefonen fremme. Det truer hans karriere. Den kan jo blive ødelagt, hvis han skyder på civile folk. Jeg har jo ikke noget med ham at gøre, siger Tolunay Yildiz til TV 2.

Episoden fandt sted i Kappelvænget i Aarhus Vest.

Yahya Hassan nægtede sig skyldig i sigtelsen ved et grundlovsforhør kl. 13 mandag. Han er ved grundlovsforhøret blevet varetægtsfængslet i fire uger.