Krimi

Dykkere skal fortsat lede efter forsvundet erhvervsmand fra Aarhus

Østjyllands Politi har besluttet, at dykkere tirsdag og onsdag igen skal søge efter den forsvundne erhvervsmand Niels Joachim Nicholaisen.

Eftersøgningen af erhvervsmanden Niels Joachim Nicholaisen, som har været forsvundet siden starten af februar, fortsætter tirsdag og onsdag. 

Ifølge Århus Stiftstidende har ledelsen hos Østjyllands Politi mandag besluttet, at dykkere igen skal i vandet uden for Marselisborg Lystbådehavn tirsdag og onsdag. 

- Denne gang skal de søge længere ude og op til 100 meter fra molen. Der er også en større dybde i vandet, siger pressekoordinator Marianne Morgen til avisen. 

Ingen nye spor mandag

Også mandag havde Østjyllands Brandvæsen en båd ude med dykkere for at lede efter den forsvundne erhvervsmand. Eftersøgningen blev indstillet efter cirka to en halv time, da dykkerne var færdige med at undersøge det område, politiet havde bestilit tjekket - men uden nye fund. 

Den 73-årige erhvervsmand Niels Joachim Nicolaisen blev meldt savnet 5. februar, og siden har der hersket stor mystik omkring hans forsvinden. 

Udover politiet har familien og Missing People efterfølgende ledt efter erhvervsmanden, som var på vej til træning i Aarhus, da han forsvandt. 

Eftersøgningen i vandet har indtil videre ført til fundet af Niels Nicolaisens mobiltelefon samt et lyserødt håndklæde, som han ifølge sønnen altid havde i sin fitnesstaske.