Krimi

Dykkere finder nyt spor efter forsvundet erhvervsmand

Et nyt og måske afgørende spor i eftersøgningen på den forsvundne erhvervsmand Niels Joachim Nicholaisen er nu fundet i Aarhus.

Dykkere har fundet et nyt og måske afgørende spor i eftersøgningen på den forsvundne ervhvervsmand Niels Joachim Nicholaisen, der er været sporløst forsvundet siden begyndelsen af februar.

Det fortæller hans søn Jesper Nicholaisen til BT.dk.

- Her til aften har vi fundet et håndklæde, som min far altid brugte. Det er et lyserødt håndklæde, som han altid havde i sin fitnesstaske, fortæller Jesper Nicholaisen.

Han forklarer i øvrigt, at håndklædet er fundet på bunden af vandet ved Marselisborg Lystbådehavn omkring 10 meter fra, hvor man i sidste uge fandt en mobiltelefon, der tilhørte den forsvundne erhvervsmand.

Befandt sig ved havnen

Ved at analysere data fra den 73-åriges mobiltelefon har Østjyllands Politi tidligere kunnet konstatere, at han befandt sig på Marselisborg Lystbådehavn om morgenen lørdag den 6. februar – altså dagen efter han blev meldt savnet.

Han forsvandt, mens han angiveligt var på vej til et fitnesscenter, og Niels Joachim Nicholaisens forsvinden har siden været omgærdet af mystik, da han ikke umiddelbart viste tegn på depression.

Hans søn Jesper er bange for, at hans far måske har fået et ildebefindende og så er faldet i vandet ved havnen.

Dykkere har arbejdet ved lystbådehavnen henover weekenden.