Krimi

Norge reagerer på Breiviks påstande: Pompøs og selvoptaget - ikke isolationsskadet

Er Breivik så farlig, at han skal pålægges skærpet sikkerhed i fængslet? Det er omdrejningspunktet i retssagen i Norge, der afvikles over fire dage.

Anders Behring Breivik er selvoptaget og pompøs - men han har ikke isolationsskader.

Sådan lyder overskriften på forsiden af den norske avis Aftenposten dagen efter massemorderen Anders Breiviks store dag under den civile retssag, han har anlagt mod den norske stat for brud på hans menneskerettigheder - dagen efter Breivik gennem tre timer havde mulighed for at fortælle om den tortur, han selv mener, han bliver udsat for i fængslet.

Breivik mod Norge

Anders Behring Breivik har stævnet Norge, fordi han mener, at hans afsoningsforhold er et brud på menneskerettighederne.

Retssagen blev afholdt 15.-18. marts 2016 i gymnastiksalen i Skien fængsel, hvor Breivik for tiden afsoner sin dom på 21 års forvaring.

Efter 10 år kan Breivik søge om prøveløsladelse - efter 21 år kan aklagemyndigheden hvert femte år anmode om, at han ikke skal løslades. Det kan ske, hvis man fortsat vurderer, at han kan være farlig.

Breivik er dømt for terrorangreb og drab på 77 mennesker i Oslo og på Utøya 22. juli 2011.

Breivik præsenterede sig selv som generalsekretær i det politiske parti Nordisk Stat - et parti, der ikke eksisterer - og han talte i samme anledning om 885 nøgenundersøgelser, om besøg- og brevkontrol, om en livslang optagelse af Hitler og at han selv er ligesom Mandela - og om, at det var urimeligt, at han i to år måtte spise med plasticbestik og drikke kold kaffe, fordi han ikke kunne have stålknive eller råde over en thermokande i fængslet.

Dårlig vittighed

Da han forsøgte sig med en vittighed og forklarede, at han tydeligvis var blevet hjerneskadet, for nu fandt han interesse i tv-programmet 'Paradise Hotel', blev det modtaget med hovedrysten fra tilhørerne i retssalen.

- Det var smagløst, for at sige det forsigtigt, men måske ikke andet end man kunne vente af en forstyrret korsfarer, som klipper og klistrer fra internettets mørkeste afkroge og bilder sig ind, at det gør ham til en ideologisk hærfører, lyder kommentaren i avisen Dagbladet.

Breivik selv virkede heller ikke tilfreds med den vurdering, som psykiater Randi Rosenqvist gav af ham i retten, efter han selv havde talt. Rosenqvist har observeret Breivik flere gange siden 2011 og sagde, at Breivik ikke har isolationsskader, selvom han hævder at lide af hovedpine, søvnbesvær og apati. I stedet rådede hun ham til at drikke noget mere vand og tage en hovedpinepille.

- Jeg synes, det er vanskeligt at tage hans klager alvorligt, sagde Rosenqvist til pressen efter, at hun havde afgivet sin forklaring. 

Det er Freddy Lie, der mistede sin 16-årige datter Elisabeth Trønnes Lie på Utøya, er helt enig i.

Freddy Lie følger retssagen i Skien Fængsel, hvor gymnastiksalen er blevet indrettet som en midlertidig afdeling under Oslo Byret, og han mener, at dommeren skulle have stoppet Breivik, da han brugte sine tre timers taletid på mange andre ting end den hverdag, han har i fængslet.

- Jeg føler, at det er et cirkus. Der er mange, der har det værre - i fængster og udenfor, siger Freddy Lie til TV 2.

En vurdering, Randi Rosenqvist tilslutter sig:

- Jeg er ikke menneskerettighedsekspert, men jeg ved, at der findes folk i fængsler, som har det vældig meget værre end ham, og som er isoleret over længere tid, siger Roosenqvist.

Slet ikke isoleret

Og faktisk er Anders Behring Breivik ikke isoleret, lyder det både fra statsadvokaten - og fra en lang række eksperter i Norge. For Breivik har mulighed for at blive sitmuleret og han har også samvær med fængselsansatte og mulighed for besøg:

- At bruge ordet isolation i dette tilfælde vil være misvisende. Det, han definerer som isolation, er, at han ikke får lov til at tale med ligesindede, altså nationalsocialister. Det har ikke noget med isolation i ordets egentlige forstand at gøre, siger Aftenpostens ekspert, psykologiprofessor Ulrik Malt.

- Det er 'stakkels mig, der har ofret mig og bliver mishandlet'. Det handler om en manglende evne til at se andre end sig selv, siger Ulrik Malt.

Vigtigt vidne udeblev

Anders Breivik selv er også på tredjedagen iført et sort jakkesæt - og har heller ikke på tredjedagen rejst sin arm i en nazihilsen ud mod tilhørene i salen. Og hvor han på den anden retsdag, hvor han havde sine tre timers taletid, vendte sig roligt og poserede mod fotograferne, var han ikke så optaget af fotograferne torsdag morgen, da han blev ført ind i salen.

Torsdag er også en dag, der har budt på en skuffelse for Breiviks side af sagen. Det måske vigtigste vidne for, at Breivik er blevet behandlet i strid med sine rettigheder især i de første år i Ila Statsfængsel, Helga F. Ervik fra den norske Civilombudsmand, der tidligere har kritiseret føngslingsforholdene, er ikke mødt op.

Hun var ellers indkaldt som vidne, men har til stor overraskelse for den norske presse for en uge siden meddelt retten, at hun ikke kan udtale sig om enkeltsager.

Så i stedet for at stille spørgsmål, måtte Breiviks advokat, Øystein Storrvik, læse op fra de tidligere rapporter fra ombudsmanden.

Statens vidner

Herefter vil Statsadvokaten begynde med sine vidner, som vil gøre rede for, at Breivik er betragtet som en farlig fange, og at han afsoner under lige præcis de sikkerhedsmæssige tiltag, som er nødvendige.

Det drejer sig om ledende medarbejdere fra de to fængsler i Ila og Skien, hvor Breivik har været indsat - samt ikke mindst fængselslægerne samme steder.

Retssagen afsluttes fredag og det forventes, at der falder en afgørelse tre eller fire uger efter retssagen.