Krimi

Breivik ville ikke arbejde i fængslet - under hans værdighed

Anders Behring Breivik bliver hver dag ført ind i retssalen i gymnastiksalen i fængslet i Skien iført håndjern. Mens han transporteres rundt, er resten af fængslet lukket.

Tredje dag af den civile retssag, Anders Behring Breivik har rejst mod den norske stat, er ikke begyndt godt for den nu 37-årige dømte terrorist.

Anders Behring Breivik gør flittigt brug af notesblokken, der ligger foran ham i den midlertidige retssal i fængslet i Skien syd for Oslo. Han ryster på hovedet, noterer noget med en sort kuglepen, ryster på hovedet igen.

Selvom han fratog 77 mennesker deres mest grundlæggende menneskerettighed - retten til at leve - har det norske retsvæsen valgt, at Anders Behring Breivik ikke skal behandles anderledes end andre kriminelle i Norge. Han har retten til at lade en domstol vurdere, om han afsoner under forhold, der er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

FAKTA Breivik mod Norge

Anders Behring Breivik har stævnet Norge, fordi han mener, at hans afsoningsforhold er et brud på menneskerettighederne.

Retssagen blev afholdt 15.-18. marts 2016 i gymnastiksalen i Skien fængsel, hvor Breivik for tiden afsoner sin dom på 21 års forvaring.

Efter 10 år kan Breivik søge om prøveløsladelse - efter 21 år kan aklagemyndigheden hvert femte år anmode om, at han ikke skal løslades. Det kan ske, hvis man fortsat vurderer, at han kan være farlig.

Breivik er dømt for terrorangreb og drab på 77 mennesker i Oslo og på Utøya 22. juli 2011.

Men det betyder også, at modparten bliver hørt. Derfor har blandt andet fængselsdirektøren fra Ila Statsfængsel, hvor Breivik var indsat i to år, inden han blev overført til en specialbygget afdeling i fængslet i Skien, torsdag sat sig i vidneskranken.

- Han har et andet forhold til hvad, der er sandt og hvad, der ikke er sandt. Han ønsker at fremstillle sig selv som et offer, sagde fængselsdirektør Knut Bjarkeid til Breiviks tydelige irritation og nye hovedrysten.

Særlige forhold i fængslet

Da Beivik blev varetægtsfængslet umiddelbart efter terrorangrebene i Oslo og på Utøya 22. juli 2011, stod det hurtigt klart, at der var tale om en fange og en situation, som Norges fængselsvæsen ikke var klar til at håndtere. Han blev placeret i statsfængslet i Ila i tre celler, som han dog ikke kunne bevæge sig frit imellem. Tre celler, som var indrettet som henholdsvis kontor, træningsrum og soverum.

På vilkårlige tidspunkter fik han så muligheden for at blive flyttet rundt mellem cellerne.

Løsningen valgte man, fordi han af sikkerhedsmæssige årsager ikke havde samme mulighed for at benytte sig af fængslets tilbud som de andre indsatte i en periode, mens kriminalforsorgen brugte tid på at indrette et særligt cellekompleks i fængslet i Skien, som han senere er overflyttet til.

- Vi prøvede at tilrettelægge det, så han kunne arbejde i fængslet, som det er normalt. Men det var under hans værdighed, det ville han ikke, sagde fængselsdirektør Knut Bjarkeid, der bagefter har uddybet overfor TV 2, hvad arbejdet skulle bestå i:

- Det var en slags montagearbejde, som de andre fanger udfører. Det skulle ikke have fundet sted sammen med de andre, men han havde fået adgang til en fjerde celle, som vi så ville have indrettet som værksted, forklarede Knut Bjarkeid.

Arbejdet havde han fået betaling for, som andre indsatte får det, men det ønskede Breivik altså ikke.

- Merudgiften for at håndtere Breivik på Ila var på 7,3 millioner kroner hvert år, svarede fængselsdirektøren til dommerens spørgsmål om, hvad det egentlig havde kostet at have Breivik siddende i fængslet.

Breivik selv beskrev onsdag tiden i Ila som umenneskelig tortur - at han blev behandlet som et dyr. En lang række af de klagepunkter, han er kommet med omkring det, han mener har været et brud på hans menneskerettigheder, er da også knyttet til tiden i Ila.

- Jeg har aldrig mødt en større psykopat og sadist end fængselslederen på Ila, sagde Breivik onsdag, hvor han afgav sit vidnesbyrd.

Hvor han klagede over dårlig mad, kold kaffe og plasticbestik - og over nøgenvisiteringer, håndjern og instruktionen til fængselsbetjentene om, at de ikke måtte tale med ham.

Fængselsdirektøren fortæller, at man overvejede, om Breivik ville søge at tage gidsler. Selvom det ikke ville hjælpe ham til at flygte fra fængslet - for det er vedtaget praksis, at det vil aldrig være løsningen på en gidselsituation.

- Vi frygtede, at han ville skade en person. Ved at skade en person, ville han skabe opmærksomhed. Hvis der bliver for stille om ham, vil den type handlinger være en risiko.

Ikke psykisk syg

- Havde Breivik været psykotisk, skulle han ikke have siddet på Ila. Så skulle han have været overført til psykiatrisk afdeling, forklarede fængselsdirektør Knut Bjarkeid til dommeren.

Mens Breivik igen tog noter.

- Det er til hans eget brug. Han noterer alt ned, forklarede Breiviks advokat, Øystein Storrvik, til TV 2 i en pause.

For selvom Breivik tydeligvis er utilfreds med de ting, der bliver sag, så får han ikke mulighed for en afsluttende replik, inden dommeren fredag eftermiddag trækker sig tilbage for at beslutte, om Breivik skal have ret i sine klager - eller nogle af dem.

Det forventes, at der falder afgørelse i sagen efter tre til fire uger.