Krimi

Fugleelskere rystede: Kongeørn fundet dræbt med 20 hagl i kroppen

Her ses den dræbte kongeørn liggende på stranden, hvor den blev fundet. Jan Trøttrup Nielsen / Jan Trøttrup Nielsen

En kongeørn er fundet dræbt med mindst 20 hagl i kroppen. Ornitologer er rystede og melder fundet til politiet.

En af Danmarks største og mest sjældne rovfugle, en kongeørn, er blevet fundet dræbt med 20 hagl i kroppen ved Limfjorden.

Kongeørnen blev fundet 12. marts ved Limfjordens nordlige kyst vest for Hals. Røntgenbilleder afslører, at den totalfredede rovfugl er blevet skudt med et haglgevær.

Det skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i en pressemeddelelse.

Havde tætsiddende hagl i kroppen

Ifølge DOF blev den døde kongeørn ringmærket som unge i 2009 ved Hals Nørreskov, der er en af kongeørnens tre ynglesteder i Danmark.

- Kongeørnen har været død i et par måneder, og der var kun lidt kød tilbage på dens vinger og ben. Jeg kunne dog se, at ørnen bar præg af at være blevet beskudt, hvorfor jeg fik den røntgenfotograferet, så dødsårsagen kunne blive fastslået, siger Jan Tøttrup Nielsen, ringmærker og rovfugleekspert, i pressemeddelelsen.

Han er ikke i tvivl om, at gerningsmanden har været helt bevidst om, at vedkommende skød en kongeørn, for den er blevet skudt på tæt hold.

Det indikerer de mange tætsiddende hagl, den døde rovfugl havde i kroppen.

- Det er beskæmmende, trist og meget bekymrende, at der fortsat er mennesker, som er drevet af et had til rovfugle, der får dem til at skyde en totalfredet og meget sjælden ørn, siger biolog i DOF, Knud Flensted, i pressemeddelelsen.

På et røntgenbillede ses det tydeligt, hvordan de mange hagl sidder i ørnens krop

Ørn forgiftet i 2012

Ifølge DOF har det indtil nu været en gåde, hvorfor bestanden af ynglende kongeørne ikke vokser i Danmark, da der er flere områder, der ville skabe gode rammer for et ynglende ørnepar.

Det kan ifølge biolog Knud Flensted nu muligvis kædes sammen med den triste nyhed om den dræbte ørn.

- Det er jo underligt, at vi efter så mange år med ynglesucces ikke ser bestanden stige, siger han til TV 2.

Knud Flensted har dog ikke nogen konkret mistænkt for at ville ørnene det ondt.

- Det er svært for en ornitolog at forstå, men der er nogen, der ser sig gale på rovdyr. Der er nogen, der bare ikke kan tolerere dem, siger han.

I alt har Danmarks kongeørne fostret 34 unge ørne i løbet af 16 ynglesæsoner.

Sidst, en kongeørn blev fundet dræbt, var i Tjele i 2012. Her havde nogen lagt forgiftet kød ud til ørnen, som den spiste og døde af.

Dansk Ornitologisk Forening vil nu anmelde ørnedrabet til politiet.

Sådan ser den store rovfugl ud i levende live. Her et foto af en kongeørn i Norge.