Krimi

Breivik ønsker at gifte sig - vil have nazistisk kone

Breivik går ikke længere ind for politisk vold, siger han. Men staten nægter at acceptere hans rehabilitering.

Breivik mod Norge

Anders Behring Breivik har stævnet Norge, fordi han mener, at hans afsoningsforhold er et brud på menneskerettighederne.

Retssagen blev afholdt 15.-18. marts 2016 i gymnastiksalen i Skien fængsel, hvor Breivik for tiden afsoner sin dom på 21 års forvaring.

Efter 10 år kan Breivik søge om prøveløsladelse - efter 21 år kan aklagemyndigheden hvert femte år anmode om, at han ikke skal løslades. Det kan ske, hvis man fortsat vurderer, at han kan være farlig.

Breivik er dømt for terrorangreb og drab på 77 mennesker i Oslo og på Utøya 22. juli 2011.

Anders Behring Breivik er stærk utilfreds med, at han ikke må have kontakt med ideologiske meningsfæller. Meningsfæller, der er tilhængere af nationalsocialismen som han selv.

- Jeg har fået fem eksiltilbud, som jeg alle har afvist, siger Breivik om kriminalforsorgens tilbud om at rehabilitere ham.

Han har afvist dem, fordi de ifølge Breivik selv indebærer, at han skal afsværge sin opbakning til nazismen, som han angiveligt har været tilhænger af i 25 år.

Og det vil han ikke.

Siger, han ikke er militant længere

- Jeg er kommet med et modtilbud om, at jeg vil give en uforbeholden undskyldning til Arbejderpartiet og love, at jeg trækker mig fra politisk arbejde i al fremtid, hvis det nationalsocialistiske parti får ret til at etablere sig i Norge. Det takker de ikke kun nej til, de anser det som en frækhed, som de straffer, siger Breivik. 

- Jeg mener, at staten må acceptere min konvertering for fire år siden og lade mig komme videre med mit liv, siger Anders Breivik - uden at kommentere, at statens advokat mandag kom med en opfordring til retten:

- Han vil fordreje sandheden, hvis han mener, det er vigtigt for hans politiske budskab. Det betyder, at retten må være ekstra påpasselig, sagde advokat hos den norske statsadvokat, Marius Emberland.

Breivik har tidligere påråbt sig, at vold var et nødvendigt redskab. Men efter det højreradikale parti 'Gyldent Daggry' fik medvind i Grækenland ved demokratiske processer, har han ændret mening, hævder han.

- Jeg tager afstand om kompendiets opfordring til vold, siger han med henvisning til det 1.500 sider lange terrormanifest, som han rundsendte på internettet om morgenen den 22. juli 2011 - få timer inden, at han dræbte 77 mennesker på Utøta og i Oslo.

Frem til nu har staten nægtet mig ret til at indgå ægteskab. Det er næsten komisk...

Anders Behring Breivik

Breivik bruger konsekvent betegningen nationalsocialist frem for ordet 'nazist' - selvom han henviser til Hitlers 'Mein Kampf', som han første gang skal have læst som 14-årig.

Psykolog Pål Grøndahl, der følger sagen i Skien fængsel, gætter overfor TV 2 på, at det formentlig er vel gennemtænkt:

- Det kan være, at selv han tænker, at det er en mere spiselig betegnelse, siger Pål Grøndahl.

Generelt mener han, at selvom Breiviks fremlæggelse lyder som politik - så handler det i virkeligheden om hans behov for opmærksomhed. Helt som da han talte under den oprindelige terrorsag, der sendte ham i forvaring i 21 år - formentlig for livet.

– Det kan godt være, han nu kalder sig nationalsocialist, men det er meget det samme, siger han.

Mens Breivik selv siger, at han som ung besluttede sig for at 'omfavne' de 'vigtige principper', Hitler omtaler i sin bog.

- Disse principper bruges af de stærkeste mennesker i den vestlige verden ... Du bliver mentalt stærkere end alle andre, og det er derfor, den norske stat ikke har klaret at presse mig til selvmord, siger Breivik, der mener, at hans tid i fængslet er lig med tortur på grund af den strenge kontrol, han lever under.

Må ikke indrykke kontaktannoncer

Anders Behring Breivik har forberedt sig godt på de tre timer, han har siddet i vidneskranken i den intermistiske retssal i fængslet i Skien, hvor han har anlagt en civil retssag mod den norske stat.

Efter en række spørgsmål brugte han lidt mere end halvanden time på at læse op fra en tale, som han havde skrevet på forhånd.

En tale, der blandt andet handlede om en lang række tal på de overgreb, han mener at være blevet udsat for i løbet af de snart fem år, han har siddet fængslet - blandt andet at han to gange er blevet nægtet at indrykke kontaktannoncer for at få sig en kone, der deler hans politiske ideologi.

- Jeg nægtes af staten at vælge ægtefælle og venner mad samme grundværdier som mig selv.

- Frem til nu har de nægtet mig ret til at indgå ægteskab. Der er næsten komisk, at de siger, det kan skade samfundsmæssige interesser. Hvordan kan en relation tiil en nationalsocialistisk kvinde skade norske interesser? siger Breivik.

Han kræver desuden, at han uden indgreb må sende og modtage breve til fem meningsfæller - ligesom han vil have fem venner, der får lov til at besøge ham i fængslet.

Familien vil ikke have kontakt

At hans 14 familiemedlemmer ikke ønsker at have kontakt med ham forstår han godt. De skal tage hensyn til deres job og karriere.

Og det samme gælder de mange gamle venner, han hævder at have:

- Jeg er født og opvokset i Oslo, og jeg havde et stort netværk, inden jeg kom ud af det politiske skab. Og problemet med dem er, at de har familier og måske job i staten, siger Breivik.

Mens statens advokat tidligere har argumenteret for, at vel lever Breivik under skærpet besøgskontrol og brevkontrol. Men det er fordi, han er fartlig. Og kontrollen har ikke hindret nogle venskaber - for Breivik havde ingen venner.

Fredag afsluttes retssagen med procedurer fra begge parters advokater - Breivik og staten Norge. det forventes, at afgørelsen i sagen falder om en måned.