Søgte på synagoge: Tiltalt havde ansigtet '30-40 centimeter' fra Omars skærm

Overvågning fra internetcafé viser, at terrortiltalt to gange havde hovedet '30-40 centimeter' fra Omar El-Husseins computer-skærm.

Klokken var 21.47.35, da Omar El-Hussein 14. februar 2015 søgte på Google efter "det jødiske hus", mens han sad på internetcaféen Powerplay på Nørrebrogade i København.

Godt seks timer tidligere havde han myrdet filminstruktør Finn Nørgaard ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro, og nu ledte han efter det næste mål den aften.

Han gentog søgningen kl. 21.47.38.

Computeren havde han overtaget fra den 21-årige Liban Elmi, der sad ved siden af ham. Det er svært at se på optagelserne, om Elmi på noget tidspunkt har kigget på skærmen.

Elmi har selv afvist det i retten.

I dag afspillede anklagerparret Bo Bjerregaard og Sidsel Jessen-Klixbüll så optagelser fra internetcaféen, der fokuserede på en anden af sagens fire tiltalte, 23-årige Ibrahim Khalil Abbas.

Her er de fire tiltalte i terrorsagen

Mahmoud Rabea, 31 år

Mahmoud Rabea, 31 år

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Ligesom Omar El-Hussein blev han løsladt ikke længe før 14. februar 2015. Han afsonede en straf på fem år og otte måneders fængsel, som han blev idømt i Højesteret i 2011. Sagen handlede om et omfattende våbenlager med en stribe militærrifler- herunder også forsøg på at bygge en fjernstyret bombe - som politiet fandt i september 2008 i Haraldsgade på Nørrebro.

Er tidligere blevet betegnet som ”toneangivende” person fra bandemiljøet. På Facebook har han opslået flere billeder af folk iført Brothas-trøjer samt tegninger af personer med rifler og pistoler.

Anholdt i 19. marts 2015. I hans besiddelse fandt politiet 10 stk. 7,65 mm ammunition af mærket ”Geco” samt 47 stk. 9 mm ammunition af mærket ”CBC Luger”.

Netop de to typer er identisk med dem, som Omar El-Hussein brugte ved synagogen og på Svanevej, da han blev dræbt.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Ibrahim Khalil Abbas, 23 år

Ibrahim Khalil Abbas, 23 år

Kaldenavn: "Ibo".

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Har boet dør om dør i Mjølnerparken med Omar El-Hussein og en anden af de tiltalte i sagen – 20-årige Liban Ahmed Saleban Elmi – i Mjølnerparken. Anholdt på internetcaféen Powerplay 15. februar 2015.

Er tidligere straffet for vold og røveri og har blandt andet været fængslet i sagen, fordi der ifølge retten var bestemte grunde til at frygte, at Ibrahim Khalil Abbas på fri fod ville begå ny personfarlig kriminalitet. Også dømt for kriminalitet begået sammen med Omar El-Hussein.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Liban Elmi og Bhostan Hossein, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Søgte selv på det tidspunkt på bl.a. "BMW", "Mercedes" og en natklub i Indre By.

Mødte Omar El-Hussein med kram og glæde efter angrebet på synagogen, da Omar vendte tilbage til Powerplay.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Liban Ahmed Saleban Elmi, 21 år

Liban Ahmed Saleban Elmi, 21 år

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Politiet mener desuden, at han omkring kl. 17 den 14. februar 2015 – sammen med medtiltalte Bhostan Khan Hossein – skaffede den fuldautomatiske militærriffel af vejen, som Omar El-Hussein havde brugt ved Krudttønden tidligere samme dag. Har erkendt i retten, at han og Hossein mødte Omar, og at Hossein tog imod noget, som han senere gemte i et krat. Bedyrer, at han ikke vidste, hvad det var.

Har boet dør om dør med Omar El-Hussein og en anden af de tiltalte i sagen – 23-årige Ibrahim Khalil Abbas - i Mjølnerparken. Ikke ifølge TV 2’s oplysninger tidligere sat i forbindelse med personfarlig kriminalitet – eller våbensager. Anholdt på sin bopæl 15. februar 2015.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Ibrahim Khalil Abbas og Bhostan Hossein, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Det var den computer, Liban Elmi sad ved, som Omar foretog søgningerne fra.

Mødte Omar El-Hussein med kram og glæde efter angrebet på synagogen, da Omar vendte tilbage til Powerplay.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Bhostan Khan Hossein, 26 år

Bhostan Khan Hossein, 26 år

Kaldenavn: "Bobo".

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Politiet mener desuden, at han omkring kl. 17 den 14. februar 2015 – sammen med medtiltalte Liban Ahmed Saleban Elmi – skaffede den fuldautomatiske militærriffel af vejen, som Omar El-Hussein havde brugt ved Krudttønden tidligere samme dag. Hossein har erkendt, at han gemte våbnet ved Mjølnerparken. og at han på det tidspunkt havde gættet, hvad Omar El-Hussein havde brugt den til.

Blev i 2013 dømt i en sag, der handlede om et våbenlager. Dømt i sagen var 12 personer med bånd til den nu hedengange Mjølnerparken-bande Brothas. Våbnene skulle ifølge dommen overdrages til bandegrupperingen Værebros Hårde Kerne. Også dømt i flere våbensager tidligere. Har også været sigtet for et drabsforsøg i Lundtoftegade, men sagen mod ham blev opgivet.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Liban Elmi og Ibrahim Khalil Abbas, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Søgte selv på det tidspunkt på bl.a. en sangtekst af Tommy Lee og et opdatering til et computerspil.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Optagelserne viser, at Abbas var sammen med Omar El-Hussein i Mjølnerparken tidligere den dag, og at de senere gik hver til sit.

Klokken 21.47.53 - altså 15 sekunder efter Omar El-Husseins anden søgning på "det jødiske hus" - trådte Ibrahim Abbas ind ad døren til Powerplay. Han gik direkte hen til Omar El-Hussein, gav ham hånden og et kram.

Lænet ind mod skærmen

Hvad der var på Omar El-Husseins skærm på det tidspunkt, ved formentlig kun Ibrahim Khalil Abbas. Han ønsker indtil videre ikke at udtale sig i sagen.

Men optagelserne fra stedet viser, at han henne ved Omar El-Hussein stod lænet foroverbøjet ind mod skærmen og støttede sig til bordet med sin højre hånd. Han ser ud til at kigge på den - hvilket ikke bestrides af Abbas' forsvarer, Michael Juul Eriksen.

- Hans ansigt er vel 30-40 centimenter fra skærmen, konstaterede anklager Bo Bjerregaard under gennemgangen af optagelserne.

Ibrahim Abbas gik derpå på toilettet.

Omar El-Hussein søgte videre på Google, mens Abbas var væk.

Klokken 21.49.26 søgte han på "Fiolstræde 34B" - en adresse, anklagerne i retten kobler til synagogen.

Få sekunder senere kom Ibrahim Abbas tilbage fra toilletet. Han lænede sig igen ind over bordet ved Omar El-Husseins computer og havde hovedet tæt på skærmen. Abbas' forsvarer bestrider, at hans klient på dette tidspunkt kiggede på skærmen.

- Det ser kun ud til, at de taler sammen, siger Michael Juul Eriksen i retten.

Gav Omar hættetrøje

Et centralt spørgsmål i sagen er, hvilken viden de fire tiltalte havde om, hvad Omar El-Hussein havde foretaget sig, da de flere gange den dag mødtes med ham - og hvornår de havde den. Hvis de har hjulpet Omar El-Hussein uden at have haft den ringeste anelse om, at han var i gang med et terrorangreb, kan de ifølge sagens forsvarere ikke dømmes for at have medvirket til Omar El-Husseins ugerninger.

Ibrahim Khalil Abbas har f.eks. indrømmet at have givet Omar El-Hussein den hættetrøje, som han gik rundt i i Mjølnerparken efter angrebet på Krudttønden - og som han igen var iført efter angrebet ved synagogen.

Hættetrøjen fik Omar El-Hussein ifølge anklageskriftet omkring kl. 16.30 - altså et kvarter efter, at El-Hussein gik ind Mjølnerparken nr. 38 og mødtes med Ibrahim Khalil Abbas.

Optagelser viser, at El-Hussein på det tidspunkt havde en sort genstand i hånden. Politiet mener, at det er gerningsvåbnet fra Krudttønden. En af de tiltalte i sagen, Liban Elmi, har under et grundlovsforhør afgivet en forklaring, der belaster Ibrahim Khalil Abbas.

Liban Elmi har nemlig forklaret, at han var til stede i opgangen og hørte Omar El-Hussein sige til Ibrahim Abbas, at der var en maskinpistol i posen/tasken, og at der i øvrigt gik rygter i Mjølnerparken om, at Omar pønsede på noget "a la Paris" - altså formentlig en reference til terrorangrebet i Paris mod Charlie Hebdo godt en måned tidligere.

Anklagemyndigheden forsøger at sandsynliggøre, at Omar El-Hussein allerede på det tidspunkt fortalte, hvad han havde lavet ved Krudttønden - og at Ibrahim Abbas alligevel kort efter gav ham en grå hættetrøje.

Blandt andet har anklagerne vist video, der belyser, hvad der skete, umiddelbart efter at Liban Elmi forlod opgangen i Mjølnerparken 38, hvor Omar El-Hussein og Ibrahim Abbas fortsat var:

Klokken var da 16.27. Minuttet efter ringede Liban Elmi til to venner, der sad på en internetcafe. Vennerne er også tiltalt i terrrorsagen. Oplysninger fra vennernes computer viser, at de stort set omgående besøgte hjemmesider for Ekstra Bladet, BT og nyhedsmediet Local Eyes.

Og da Liban Elmi 16.33 nåede ned på internetcaféen førte han en fortrolig samtale med de to venner. Hans fagter kunne tyde på, at han fortæller om at affyre et våben. Liban Elmi står op foran de to venner og laver en stribe smæld med hånden.

Fagter var ikke en pistol

Liban Elmi har siden i retten afvist både at have hørt ordet "maskinpistol", og at han på dette tidspunkt havde nogen som helst viden om angrebet ved Krudttønden. Fagterne med hånden var ikke en pistol - selv om det godt nok lignende, forklarede han i sidste uge.

Det kom tirsdag også frem, at Ibrahim Khalil Abbas på egen hånd en stribe gange foretog søgninger, der knytter sig til angrebet på Krudttønden.

Fem gange mellem kl. 18.38 og 18.40 søgte den 23-årige barndomsven af Omar El-Hussein på "Lars Vilks", mens han sad på Powerplay.

Liban Elmi sad på det tidspunkt lige ved siden af ham.

Optagelser, der blev afspillet i går, viste, at en person kl. 19.44 overtog Elmis mus og foretog en søgning på "Lars Vilks" lige for næsen af ham. Elmi afviste i går, at han så, hvad der blev søgt på.

I dag kom det frem, at personen, der foretog søgning, er Ibrahim Khalil Abbas, der altså over en længere periode havde søg efter oplysninger om Muhammed-tegneren, der var med i debatarrangementet ved Krudttønden, som blev angrebet nogle timer forinden. Og som havde sin egen computer lige ved siden af Liban Elmi.

Sagen fortsætter på torsdag og ventes afgjort til september.