Overvågning knytter taske-køb til angreb ved synagoge
Tiltalt i terrorsag ses købe taske i Føtex kort før møde ved Mjølnerparken. Lidt senere ses Omar El-Hussein med lignende taske.
Sagen mod de fire terrortiltalte kredsede tirsdag formiddag om en sort skuldertaske, som Omar El-Hussein bar, da han angreb synagogen i Krystalgade.
Tasken kan være brugt af Omar El-Hussein til at transportere gerningsvåbnene fra synagogen rundt i København, har anklagerparret Sidsel Jessen-Klixbüll og Bo Bjerregaard antydet i retten.
Tasken fandt poltiet siden på Omar El-Hussein, efter at han var blevet dræbt af politiet på Svanevej på Nørrebro i København. I tasken fandt politiet en stregkode, der førte efterforskerne på sporet af en af de tiltalte.
Stregkoden førte nemlig til Føtex, og netop butikken i Mimersgade klos op ad Mjølnerparken viste sig at havde solgt netop en identisk taske til en kunde på gerningsdagen.
Video afspillet i retten tirsdag viste, at en af de tiltalte, 31-årige Mahmoud Rabea, gik ind i Føtex nær Mjølnerparken og købte tasken. Det skete kl. 17.36.
Umiddelbart efter kom en person, der af påklædning, statur og gang mindede meget om den 31-årige, gående fra Føtex og tilbage mod Mjølnerparken. Han så ud til at have genstand i hånden.
Manden - efter politiets opfattelse Mahmoud Rabea - mødtes derpå med fem andre mænd. Politiet mener, at mændene er identisk med de fire tiltalte, Omar El-Hussein og en sjettemand, der ikke er tiltalt i sagen.
Omar El-Hussein er ikke tidligere den dag set med en sort skuldertaske, men da han kort efter selv trådte ind i Føtex på Mimersgade - omkring kl. 17.51 - havde han tydeligt en sort taske dinglende ned foran sig.
Mahmoud Rabea har endnu ikke forklaret sig i retten om episoden.
Alle fire nægter sig skyldige, og der ventes dom i september.