Krimi

Mistede datter på Utøya: - Svært at tage Breiviks retssag alvorligt

Retssagen mod Anders Behring Breivik begynder tirsdag Dennis Lehmann / Scanpix Denmark

To timers kørsel syd for Oslo bor en massemorder. 

I det topsikrede fængsel i Norges sjette største by, Skien, kan Anders Behring Breivik frit bevæge sig rundt i en specialindrettet treværelses lejlighed, men forholdene, han afsoner under, er et brud på menneskerettighederne - hævder han selv - og derfor har den nu 37-årige dømte terrorist lagt sag an mod den norske stat.

FAKTA Breivik mod Norge

Anders Behring Breivik har stævnet Norge, fordi han mener, at hans afsoningsforhold er et brud på menneskerettighederne.

Retssagen blev afholdt 15.-18. marts 2016 i gymnastiksalen i Skien fængsel, hvor Breivik for tiden afsoner sin dom på 21 års forvaring.

Efter 10 år kan Breivik søge om prøveløsladelse - efter 21 år kan aklagemyndigheden hvert femte år anmode om, at han ikke skal løslades. Det kan ske, hvis man fortsat vurderer, at han kan være farlig.

Breivik er dømt for terrorangreb og drab på 77 mennesker i Oslo og på Utøya 22. juli 2011.

- Jeg synes, det er vanskeligt at tage ham alvorligt. De strenge sikkerhedsprocedurer, han lever med i fængslet, er der af to grunde. Han bliver nødt til at leve under streng sikkerhed, fordi han ikke skal blive udsat for krænkelser af de andre medfanger – og for at han ikke skal få mulighed for at påvirke mennesker omkring sig med sin højreekstremistiske propaganda.

- Jeg tænker, at den dag, hvor han dræbte 77 mennesker, da fravalgte han friheden, siger Unni Espeland Marcussen, der mistede sin yngste datter Andrine på Utøya.
Andrine, der dansede i sin blå kjole på ferien i Tyrkiet. Andrine, som ville være noget for andre. Andrine, som drømte om at blive konditor og spise sig igennem alle kager i København.

I stedet blev hun ramt af tre af morderens kugler, da hun gemte sig yderst på sydspidsen af Utøya på sin første sommerlejr med de unge socialdemokrater i AUF. 

Andrine blev 16 år gammel.

Retssagen begynder tirsdag den 15. marts og har skabt debat i Norge – for hvordan kan manden, der 22. juli 2011 dræbte 77 børn og voksne i foragt for den norske samfundsorden, igen få taletid og særbehandling, mener nogle.

Mens andre ser retssagen som et bevis på, at den norske retsstat er lige for alle. Selv for terrorister og massemordere.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg bor i et demokrati og en retsstat, som fungerer. Et samfund, som Breivik foragter. Men til trods for, at han foragter vores samfund, gælder de samme regler for ham, når han sagsøger staten. Derfor synes jeg, at det er betryggende, at staten accepterer en retssag. Jeg mener, det er betryggende at vide, at han ikke bliver behandlet specielt, men bliver behandlet sådan som fanger i Norge bliver, siger Unni Espeland Marcussen.

- Jeg føler mig sikker på, at retten vil klare at holde det rigtige fokus, nemlig på forholdene i fængslet, som han klager over, og at han ikke vil få nogen chance for at sprede sin propagand.

Og retten har da også besluttet, at offentligheden ikke kommer til at høre Breiviks eget vidnesbyrd, når han onsdag morgen giver sin forklaring i det midlertidige retslokale i fængslets gymnastiksal i Skien, hvor sagen af sikkerhedsmæssige årsager kommer til at foregå.

For mig er det vigtigt, at han ikke får en chance for at sprede sine tanker

Unni Espeland Marcussen, mor til Andrine

I modsætning til dansk retspraksis har Byretten i Oslo ellers valgt, at både Breiviks advokats og statsadvokatens indledende forelæggelse af sagen samt de afsluttende procedurer kan optages og vises på tv - men det gælder ikke Breiviks egen forklaring, selvom han har ønsket dette.

For det første vurderer retten, at en tv-transmission af Breiviks vidneforklaring vil lægge en urimelig belastning på de pårørende, overlevende og efterladte - men myndighederne frygter også, at Breivik vil kunne slippe afsted med at sende særlige budskaber til meningsfæller udenfor fængslets mure.

Måske en slags kodede meddelelser eller opfordringer:

”Retten henviser til statens argument om, at tv-transmission kan være sikkerhedsmæssig betænkelig, da dette repræsenterer en kommunikationsmulighed (for Breivik) med personer, det må antages at være utilrådeligt, at han kommunikerer med”, lyder rettens beslutning, der endvidere henviser til, at fængslede, der som Breivik afsoner under særligt højt sikkerhedsniveau, får kontrolleret al deres kommunikation – og det vil man ikke kunne sikre sker på en forsvarlig måde, hvis Breivik får lov til at tale for rullende kamera.

Klager over for lidt menneskelig kontakt

Breivik klager først og fremmest over, at han har for lidt menneskelig kontakt i fængslet, og at konsekvensen af sikkerheden omkring ham er, at han kun har personlige møder med fængselsansatte og professionelle aktører – herunder en sikkerhedsgodkendt besøgsven, der er tilknyttet Røde Kors.  

Men det er ikke et argument, Unni Espeland Marcussen giver meget for.

- Jeg tænker, at ledelsen i fængslet vurderer, hvad der er bedst, både for ham, men også for de andre fanger. Det gør de for alle fanger i fængslet. Og der findes andre fanger, som sidder i fængsel med en streng sikkerhed. Det er bare sådan, at vi ikke hører om dem.

- For mig er det vigtigt, at han ikke får en chance for at sprede sine tanker, og jeg er derfor glad for, at han ikke må omgås andre fanger. Han har også møder med fængselspræsten, og der er en besøgsven som taler med ham - udover personalet i fængslet. Besøgsvenner er mennesker, som er knyttet til en organisation, som for eksempel Røde Kors, og som gør dette som frivillig indsats, siger Unni Espeland Marcussen.

Og derudover har Breivik i sine tre værelser både mulighed for at skrive breve, arbejde ved en computer – dog uden netadgang – spille Playstation og se tv – ligesom han har et træningsrum og daglige gårdture. 

- Han har en meget begrænset kontakt med omverdenen. Vi lægger også vægt på, at han ikke er sammen med andre indsatte, siger Øystein Storrvik, der er advokat for Breivik.

- Han er vældig interesseret i at kommunikere med verden udenfor. Han føler sig isoleret. Han har ikke kontakt med andre end professionelle aktører, siger Øystein Storrvik, der heller ikke kan besøge sin klient, uden at det sker med en glasvæg imellem de to.

Retssagen bliver vanskelig at forholde sig til

Breivik kræver, at han får mulighed for selv at vælge, hvem der må besøge ham i fængslet – og at hans kontakt med folk udefra ikke længere skal ske gennem en glasrude – og så vil han have lempet brevkontrollen, som han mener er så streng, at den forhindrer ham i at knytte nye, sociale bånd. 

Mens myndighederne på den anden side argumenterer for, at kontrollen ikke har bremset personlige venskaber eller relationer – for dem har Breivik ikke haft som udgangspunkt.

- Retssagen kommer til at blive vanskelig at forholde sig til for mange. Det er vanskeligt, at han skal blive taget alvorligt og blive behandlet på en ordentlig måde. Alligevel mener jeg, at staten må behandle ham på samme måde som alle andre, ellers gør vi han speciel. Så gør vi det, han ønsker, vi gør ham til et menneske, som skal have andre regler end andre, som har begået kriminelle handlinger, siger Unni Espeland Marcussen.

Men det gælder kun i forhold til retssagen – i forhold til de vilkår, Breivik afsoner under, finder Andrines mor, at Breivik har lige præcis de rettigheder og den frihed, han fortjener. 

Hverken mere eller mindre.

- Ja, jeg har forberedt mig mentalt på retssagen, og jeg har tænkt over hvordan jeg vil forholde mig til mediedækningen. Jeg kommer til at følge med i nogen grad, men jeg vil ikke lade det præge mit liv de dage retssagen foregår.

- Jeg tænker, det er vigtigt, at pressen er til stede. Havde det været en lukket retssag, ville vi igen gøre Breivik speciel, og det ville hurtigt kunne komme spekulationer om hvad der er sagt og sket i retssalen. Jeg går ind for mest mulig åbenhed, siger Unni Espeland Marcussen.

- Jeg føler ikke noget had til ham

Men medierne, der dækker sagen, har alligevel et ansvar i forhold til at dosere det fokus, der igen kommer på drabsmanden, mener hun.

- Når det gælder måden at dække sagen, ved jeg, at rigtig mange får det skidt af at se billeder af Breivik. Derfor kan pressen godt undgå det så meget som mulig. Jeg tænker også, at det kan undgås at sætte nyheder om retssagen op med store overskrifter. Lad det ikke tage hele forsiden, men lad det være sådan, at vi enten kan blade videre eller klikke os ind på sagen, hvis vi ønsker at læse mere. På den måde tages der hensyn til de, som er ramt, og pressen gør ham ikke til en sensation. Han ønsker at blive set, og derfor kan pressen alligevel hjælpe med at han selv ikke bliver alt for synlig, siger Unni Espeland Marcussen.

Hun har diskuteret sagen og Breiviks krav med sine nærmeste – men ikke i timevis. For manden, der dræbte Andrine, skal ikke fylde for meget i deres liv. 

- Vi prøver at lade ham være en ’ikke-person’ i vores liv. Vi ønsker ikke, at han skal ødelægge mere end han har gjort. Det, som føles uretfærdigt, er, at staten bruger så mange penge på ham, mens der rundt omkring i Norge er rigtig mange mennesker, som ikke har klaret at gennemføre deres uddannelse, ikke magter at gå på arbejde, som er blevet syge, og som har fået dårlig økonomi efter at have oplevet terroren. Det er tanker,  som skaber vrede.

- Til slut vil jeg sige, at jeg ikke føler noget had i forhold til ham. Jeg kan føle mig vred, når jeg tænker på, hvor meget han koster samfundet.  Jeg har bestemt mig for, at hans eksistens ikke skal ødelægge mit liv. Ham kan jeg ikke ændre på, derfor vil jeg bruge livet på det, jeg kan ændre. Jeg kan bekæmpe det, han står for, og jeg kan være noget for andre mennesker, siger Unni Espeland Marcussen.