Terrorsagen fra Kundby: Så farligt er sprængstoffet "Satans Mor"
En 16-årig pige er sigtet for at fremstille TATP-bomber til angreb på to skoler. Bliv klogere på sprængstoffet, der kaldes Satans Mor.
En 16-årig pige fra Nordvestsjælland og en tidligere syrienkriger sigtes for at planlægge angreb på to skoler, herunder en jødisk privatskole i København.
Ifølge anklageren har pigen anskaffet kemikalier og forsøgt at fremstille sprængstoffet TATP. Den 24-årige tidligere syrienkriger skal blandt andet have hjulpet hende med at skaffe bombemanualer.
Ifølge Bjørn Schmidt fra Kemisk Beredskab under Beredskabsstyrelsen er der en god grund til, at det er netop TATP den 16-årige pige har eksperimenteret med:
- Når man vælger TATP, er det fordi, det er så nemt at fremstille. Der er med tiden lavet restriktioner, så forhandlere f.eks. ikke må sælge udvalgte kemikalier.
Bjørn Schmidt fraråder alle, at eksperimentere med at fremstille TATP, og forklarer, at der er en rigtig god grund til, at TATP bliver kaldt Satans Mor.
- Det er så uhyre følsomt og sprængfarligt, at man hverken bruger det civilt eller kommercielt. Man ved ikke, hvor ustabilt et produkt man har mellem hænderne. Det kan i værste fald gå af ved en statisk gnist, varme eller meget små friktioner.
Fakta om TATP:
* TATP (Triacetoneperioxid ) fremstilles af blandt andet acetone, brintoverilte og syre. Det er meget populært blandt terrorister, fordi det er nemt at fremstille, men det er også kendt som "Satans mor", fordi det er meget ustabilt.
* Herhjemme var det TATP, der eksploderede mellem hænderne på Lors Doukaev på Hotel Jørgensen i København, og det var også dette sprængstof, som de dømte i den såkaldte Glasvej-sag havde fremstillet.
* I terrorsagen fra Vollsmose forsøgte de dømte at fremstille en gødningsbombe, der skulle sættes i gang af en mindre bombe af TATP.
* TATP kan bruges i detonatorer, der skal udløse større bomber, for eksempel gødningsbomber.
* TATP har en sprængkraft, der svarer til 80 pct. af TNT.
Kilde: Beredsskabsstyrelsen og Ritzau.