Omar El-Husseins mor klager: Politiet likviderede min søn

Omar El-Husseins mor klager over politiets håndtering af sagen.

Omar El-Husseins mor klager over nedskydning af sin søn. Det oplyser hendes advokat Niels Christian Strauss til TV2 Nyhederne.

- Hun mener ikke at politifolkene har handlet korrekt, da de skød hendes søn ned. Hun mener, at den måde det foregik på mere eller mindre svarer til en likvidering, siger Niels Christian Strauss.

Omar El-Hussein blev skudt og dræbt af politiet den 15. februar 2015 efter at han havde skudt to civile og såret 15 politifolk. Selve nedskydningen af Omar El-Hussein skete på Svanevej i København, hvor to betjente affyrede op mod 35 skud.

Statsadvokaten i København fastslog for nyligt, at det var en lovlig nedskydning af Omar El-Hussein blandt andet fordi han var bevæbnet med to pistoler og skød mod politiet, inden de to betjente besvarede ilden. Men den afgørelse klager Omar El-Husseins mor nu over til Rigsadvokaten gennem sin forsvarer Niels Christian Strauss.

- Jeg må ikke give nogen detaljer på, hvad min klage bygger på. Blandt andet fordi jeg har haft adgang til det fortrolige materiale, som statsadvokatens afgørelse bygger på. Derfor har Rigsadvokaten i denne sag pålagt mig tavshed, siger Niels Christian Strauss.

Omar El-Husseins mor ønsker ikke at kommentere klagesagen.