Dommen er faldet i danmarkshistoriens største børnepornosag

En 48-årig mand fra Randers er blevet dømt i det, der er kaldt danmarkshistoriens største børnepornosag.

Den 48-årige Torben Larsen fra Randers var tiltalt for 10 forhold, der strakte sig over et 12 sider langt anklageskrift. Han er idømt seks års fængsel. 

Retslægerådet vurderer, at han er til fare for andre mennesker, hvis han er på fri fod, men dommeren og de to lægdommere vurderede altså, at han skal afsone en almindelig fængselsstraf og ikke idømmes tidsubestemt forvaring. 

Manden var blandt andet tiltalt for at ville købe et spædbarn i Rumænien med henblik på at misbruge barnet seksuelt. Men Retten i Randers har frifundet ham for det forhold.

Medlemmer skulle "yde for at kunne nyde"

Den dømte var anklaget for at have haft andet seksuelt forhold end samleje med fire børn og for at være i besiddelse af tusindvis af børnepornografiske billeder.

Men det, der gør sagen særlig opsigtsvækkende er, at den 48-årige er tiltalt for at have tilskyndet andre pædofile til at begå overgreb mod børn.

Anklageskriftet mod den 48-årig mand.
Anklageskriftet mod den 48-årig mand. Foto: TV 2 / TV 2

Torben Larsen var medadministrator for to netværk for pædofile på internettet. Han opstillede regler om, at man skal "yde for at kunne nyde". Med andre ord skulle medlemmerne med jævne mellemrum begå overgreb mod børn, filme det og dele det med andre for at bevare medlemskabet og få adgang til andres billeder.

Og han instruerede andre brugere i, hvordan de skulle filme krænkelser af børn og uploade dem, så andre pædofile kunne se dem. 

Han blev fundet skyldig i: 

  • Andet seksuelt forhold end samleje med sin vens datter fra, hun var tre til fem år gammel.
  • At have optaget og udbredt billeder af overgrebet på den lille pige. 
  • Andet seksuelt forhold end samleje med sin vens søn, der var otte år på gerningstidspunktet. 
  • At have optaget børnepornografiske billeder af drengen, udbredt og delt materialet via websiden The Love Zone.
  • Ligeledes er han fundet skyldig i at have optaget, besiddet og udbredt børnepornografiske fotos.
  • Blufærdighedskrænkelse mod sin vens søn, der var tre et halvt år på gerningstidspunktet.
  • Besiddelse af 1946 børnepornografiske billeder og 58 film. 
  • Han er også fundet skyldig i at være administrator af det pædofile netværk Hoarders Hell.
  • At være medadministrator af det pædofile netværk The Love Zone. 

Han skal i alt betale 81.000 kroner i erstatning til børnene.

Dansker var ekspert i børneporno

Sagen har forgreninger til hele verden. Mere end 100 mennesker er anholdt, og der er faldet dom i en lang række sager. Blandt andet har retssystemet i Australien dømt den mand, der menes at være hovedmand bag et af verdens mest omfangsrige og grusomme pædofile netværk, The Love Zone. Han blev idømt 35 års fængsel.

Shannon McCoole har vidnet via videolink i sagen i Randers. Her forklarede han, at den 48-årige dansker var netværkets ekspert. Han sørgede for, at nye producenter af børneporno kun kom med helt nyt materiale.

- Han (Torben Larsen, red.) havde og havde set så meget materiale (billeder og videoer af seksuelt misbrug af børn). Så havde han ikke set det før, var det nyt, sagde Shannon McCoole på et videolink fra fængslet i Australien, hvor han afsoner sin dom.

Forsøgt at købe spædbarn i Rumænien

Et andet opsigtsvækkende punkt i sagen er anklagen om forsøg på menneskehandel. Torben Larsen var anklaget for at have forsøgt at købe et spædbarn i Rumænien, som skulle bringes til Sverige, hvor han og en anden nu pædofilidømt ville forgribe sig på barnet efter forgodtbefindende. Planen mislykkedes dog. 

Torben Larsen nægtede sig skyldig i dette anklagepunkt. Det var bare "pralesnak" mellem venner, sagde han. 

Erkendt, at han er pædofil

Under retssagen blev den 48-åriges mentalundersøgelse fremlagt. Her har han selv forklaret, at han er pædofil.

- Hvis jeg erkendte, at jeg har dette problem, kunne jeg få hjælp til at gøre noget ved det. Det var derfor, jeg sagde, at jeg er pædofil. Det var jo ikke sjovt at få over læberne, forklarede den tiltalte i retten.

Mentalundersøgelsen konkluderede, at han er farlig. Han er normalt begavet og viser ikke tegn på sindssygdom, men han viser heller ikke tegn på hverken skyld, skam eller empati overfor de børn, han har krænket. Og derfor er han til fare for andres liv og levned, vurderer Retslægerådet, der anbefalede, at Torben Larsen får en forvaringsdom, hvis han kendes skyldig.

Men det var byretsdommeren og de to lægdommere altså ikke enige i.