Krimi

TV 2 møder Omar El-Husseins venner: - Hvad vil du gerne vide?

Der skulle gå et år, før vennerne til gerningsmanden Omar El-Hussein ville stå frem og fortælle om ham og hans handling på tv.

Det er skumringstid. Solen er ved at gå ned, selvom den aldrig rigtigt har været fremme på denne råkolde og grå eftermiddag i februar.

Et par unge, tørklædeklædte kvinder kommer gående med indkøbsposer på en af stierne i Mjølnerparken. En dreng og en pige med rygsæk kommer løbende hånd i hånd. I midten af Mjølnerparken ligger en klub i en kælder. Det er her, hvor flere af boligblokkens unge mænd hænger ud.

En af de personer, der stod meget tæt på Omar El-Hussein, er tilfældigvis i klubben i dag. Han træder frem blandt en mindre gruppe på fire-fem personer, der står ved trappen ned til klubben.

Der er respekt omkring ham her i Mjølnerparken

ung mand, der har kendt Omar El-Hussein hele sit liv

Jeg siger, at jeg er journalist fra TV 2, og at jeg gerne vil høre om Omar El-Hussein. Min kollega fra Station 2, Anders Lomholt, er med.

- Hvad vil du gerne vide? Jeg har kendt ham hele livet, siger han.

Sådan fik TV 2 Omars venner i tale

  • Det seneste år har TV 2 forsøgt at få Omar El-Husseins venner i tale.
  • Det var først, da filminstruktøren Manyar Parwani, i forbindelse med sin research til en spillefilm om Omar El-Hussein, begyndte at fortælle om sit møde med miljøet, at vennerne fra Mjølnerparken ville tage bladet fra munden og med egne ord fortælle, hvem Omar El-Hussein var.

Vrede over filminstruktør

Vi fortæller, at vi gerne vil høre, hvordan man ser på Omar El-Hussein godt et år efter angrebet. For hvad var det, der fik en 22-årig mand til at dræbe to mennesker? Og hvordan ses der på hans handling fra miljøet i Mjølnerparken i dag?

- Der er respekt omkring ham her i Mjølnerparken, siger den unge mand. Han er fåmælt og ønsker ikke at gå yderligere i dybden, da jeg spørger ind til Omar El-Hussein.

Der står et par andre unge mænd omkring os. Der er ikke nogen af dem, der har lyst til at fortælle om Omar El-Hussein.

Den unge mand, der har kendt Omar El-Hussein hele sit liv, fortæller, at det der optager ham mest lige nu, er filminstruktøren ved navn Manyar Parwani, der forsøger at lave en spillefilm om Omar El-Hussein.

Han og de øvrige unge mænd fra Mjølnerparken mener ikke, at instruktøren har talt sandt i forbindelse med sin research til filmen. Deres utilfredshed med instruktøren bliver det, der for første gang får en af stemmerne fra Mjølnerparken til at stille sig frem på kamera.

Møder repræsentant for Omar El-Husseins venner

En uges tid efter besøget i Mjølnerparken får TV 2 kontakt til Yasin, der kun vil stille op såfremt, han er anonym. Han stiller sig frem som talsmand for det kriminelle miljø i Mjølnerparken og Omar El-Husseins venner. Han har forinden vores møde talt sammen med en gruppe af de unge mænd i Mjølnerparken, der kendte Omar El-Hussein. Her har de har aftalt, hvad der skal fortælles til journalister.

Jeg repræsenterer Omars vennekreds, og det miljø han kom fra ude i Mjølnerparken

Yasin, talsmand for Omars El-Husseins venner i Mjølnerparken

Vi mødes på en café ved Søerne i København. Han kommer sammen med sin ven igennem flere år. Det er igennem ham, at jeg har fået kontakten til Yasin. Han vil gerne mødes for at fortælle om filminstruktøren Manyar Parwani, som han mener lyver. Min kollega fra Station 2, Anders Lomholt, er med. Vi sætter os alle fire ved et bord tæt på vinduet. Vi bestiller kaffe. 

- Jeg repræsenterer Omars vennekreds, og det miljø han kom fra ude i Mjølnerparken, siger Yasin som det første.

Yasin går med til at give et tv-interview til Station 2, som min kollega Anders Lomholt udfører.

Omar var ikke terrorist. Han var et menneske som alle os andre.

Yasin, talsmand for Omars El-Husseins venner i Mjølnerparken

Ingen har radikaliseret Omar

Filminstruktøren Manyar Parwani spredte i forbindelse med sin research til spillefilmen om Omar El-Hussein budskabet om, at han blev radikaliseret af ekstremistiske personer omkring ham. Manyar Parwani fortalte også, at han var blevet truet med en pistol af maskerede mænd samt kidnappet. Begge dele i forbindelse med hans research til filmen om Omar El-Hussein.

- Det er vigtigt at få sandheden frem. Der er ikke radikaliserede mennesker, der render rundt i Danmark og hjernevasker andre mennesker. De laver ikke de handlinger, som Manyar forklarer med, at han er blevet kidnappet og har fået en pistol for panden. Den slags sker ikke i Danmark, siger Yasin.

Yasin tager en tår af en sort kop kaffe, der står foran ham, stiller koppen og fortsætter:

- Der er ingen, der har radikaliseret Omar.

Da vi spørger ind til, hvad der fik Omar El-Hussein til at begå terrorangrebet, svarer han:

- Jeg ved det ikke. Omar var en fin person. Jeg holdt meget af Omar. Men han var også en person, der tog sagen i egen hånd. Han involverede ikke andre mennesker i det, han ville gøre. Det var derfor, at vi andre ikke vidste noget som helst om angrebet. 

Filminstruktøren Manyar Parwani har i forbindelse med sin research sagt, at han har talt med over 100 personer, der kendte til Omar El-Hussein. Den påstand tror Yasin ikke på.

- Der er ikke nogen fra Omars vennekreds eller miljø, der har været ude at tale med Manyar. Vi har først fået kendskab til Manyar Parwarni, efter han har fortalt, at han vil lave den her film, siger Yasin bestemt.

Manyar Parwani har ikke ønsket at udtale sig til TV 2 i forbindelse med sagen.

Blev ikke radikaliseret i fængslet

Yasin fortæller til TV 2, at Omar El-Hussein ikke bliver radikaliseret under nogle af sine fængselsophold. Senest i januar 2014 sidder Omar El-Hussein varetægtsfængslet for et knivoverfald mod en passager i et S-tog i Hovedstadsområdet. Den 19. december bliver Omar El-Hussein idømt to års fængsel, men dommen ankes til landsretten. Den 30. januar løslades Omar El-Hussein.

Det at han har gjort den her handling, får mig ikke til at stå væk fra Omar. Tværtimod. Så holder jeg stadig af Omar.

Yasin, talsmand for Omar El-Husseins venner i Mjølnerparken

- Hvis der havde været én inde og radikalisere Omar, så ville den person, der radikalisererede ham, jo stadig være i politiets varetægt. Han ville jo blive anholdt for at være inde at radikalisere ham, og det har de ikke. Det, der sker med Omar, det er, at han bliver løsladt, og så går der to uger, og så sker den her episode. Og på to uger er der heller ikke nogen mennesker, der kan gå ind og blive radikaliseret og så gå ind og gøre det her, der er sket, siger Yasin.

Han forklarer, at Mjølnerparken er et lille sted, hvor folk kender hinanden. Han mener, at folk ville vide, hvis Omar El-Hussein var i kontakt med ekstremistiske kræfter.

- Vi ved godt, at Omars venner er ude fra Mjølnerparken. Det er os, der er hans venner derudefra. Og vi ved godt derfra, at han ikke er blevet opsøgt af nogen radikaliserende mennesker.

Omar var ikke terrorist

Et år er gået siden det, der beskrives som det første blodige terrorangreb i Danmark siden 1985. Yasin mener ikke, at samfundet skal se Omar El-Hussein som en terrorist.

- Omar var ikke terrorist. Han var et menneske som alle os andre. Jeg ser ikke en terrorhandling i det, han har gjort. Det kan godt være, at der måske var nogle mennesker, der døde i sagen, som jeg også ser som en tragisk episode, men det er ikke på den måde, at han er gået ind og været til fare for selve landet Danmark eller for almindelige borgere.

Ifølge Yasin skal Omar El-Husseins handling ses i lyset af, at han var kriminel. 

- Han var jo fra det kriminelle miljø og handlede som en kriminel. Han foretog jo en kriminel handling og ikke så meget, hvad vi skal kalde.. du ved .. en radikaliseret handling. Det er det ikke.

Det er meget svært at forklare, hvilke følelser man har i kroppen, som ven til en person, der har gjort noget så frygteligt. Jeg er sur på ham og vred. Frustreret. Jeg havde ikke set det komme. Virkelig ikke.

Omar El-Husseins ven fra thai-boksning

Adspurgt, hvad der kunne få Omar El-Hussein til at skyde mod den svenske tegner Lars Vilks ved et arrangement på Krudttønden, svarer Yasin:

 - Frustration måske. Frustration over, at han nok har følt sig krænket over et eller andet. Det har i hvert fald ikke noget at gøre med, at han er blevet radikaliseret. Der er ikke nogen, der har været ude og hjernevaske ham.

Yasin forklarer, at der er sympati for Omar El-Hussein blandt de venner, han havde i Mjølnerparken.

- Jeg kan ikke vide, hvad der har forårsaget det, men at han har gjort den her handling, får mig ikke til at stå væk fra Omar. Tværtimod. Så holder jeg stadig af Omar.

Ven fra boksning: Det kom som et chok

TV 2 har talt med en anden af Omar El-Husseins venner, der kendte ham fra boksning i de københavnske bokseklubber. Han var dybt chokeret, da han hørte, at Omar stod bag terrorangrebet.

- Det kom som et kæmpe chok for mig, at Omar gjorde det, han gjorde. Jeg havde slet ikke set det komme, fortæller vennen til TV 2 og fortsætter:

- Det er meget svært at forklare, hvilke følelser man har i kroppen, som ven til en person, der har gjort noget så frygteligt. Jeg er sur på ham og vred. Frustreret. Jeg havde ikke set det komme. Virkelig ikke.

TV 2 er bekendt med vennens identitet, men også han ønsker at være anonym. Han så Omar El-Hussein flere gange i løbet af de sidste par år af hans levetid.

- Tre-fire gange mødtes vi og drak kaffe eller tog på vandpibebar. De sidste par gange jeg så ham, kunne jeg kunne godt se, at han havde ændret sig. Han blev mere religiøs.

Vennen forklarer, at det især var konflikten i Israel og Palæstina, der optog Omar El-Hussein, der selv var palæstinenser.

 - Han sagde flere ting som 'Død over Israel', men det var ikke mere end så mange andre. Jeg havde aldrig troet, at han ville gå så langt, som han gjorde.

Miljøet i Mjølnerparken i dag

Yasin forklarer, at det ikke har påvirket miljøet i Mjølnerparken markant, at Omar El-Hussein sidste år skød og dræbte to personer. 

- Det fungerer fint derude med alle beboerne. Livet fortsætter.

I forbindelse med TV 2s besøg har vi talt med flere beboere i Mjølnerparken. Nogle af dem kendte til Omar.

En af dem svarede, at terrorangrebet havde påvirket Mjølnerparken.

- Jeg har boet i Mjølnerparken hele mit liv. Jeg er 30 år i dag, og det er aldrig lykkedes mig at få et arbejde på grund af det her postnummer. Det er en negativ spiral, siger Jacob, der ikke ønsker at stå frem med sit rigtige navn, og tilføjer:

- Se selv, hvordan pressen gang på gang beskriver stedet som et tabersted.

Retssag begynder

Den 10. marts 2016 begynder retssagen mod de fire unge mænd, der siden den 28. februar sidste år har siddet fængslet - tiltalt efter straffelovens terror-paragraf. Anklagemyndigheden mener, at de fire tiltalte kendte til Omar-El Husseins planer om terror, og at de hjalp ham.

I retssagen skal man blandt andet se på alt, der skete i forbindelse med politiets pågribelse af Omar El-Hussein, der blev skudt med over 35 skud. Men ifølge Yasin vil retssagen ikke komme til at fylde så meget i folks bevidsthed.

- Jeg tror ikke rigtig, der er nogen, der tænker så meget over det – for episoden er sket. Og det hele kører videre igen nu.

Han mener dog ikke, at Omar El-Hussein har fået en retfærdig behandling.

- Jeg synes ikke, han har fået en fair behandling på den måde, at han skulle skydes ned med 35 kugler, når han så ikke skyder i det øjeblik mod politiet. Han kunne jo godt være blevet anholdt. Det kunne han godt, siger Yasin.

Hele indslaget om Omar El-Hussein vises i programmet Station 2, der bliver sendt på TV 2 den 3. marts 2016 klokken 21.05.