Krimi

Statsadvokat dropper terrorsag mod femtemand

Det er ifølge flere vidner usandt, når politiet skriver i deres terrorevaluering, at Lars Vilks var under personbeskyttelse, da han kort før angrebet på Krudttønden blev interviewet uden for kulturhuset. Scanpix / Scanpix

Den femte mand, der har været sigtet og fængslet for at bistå Omar El-Hussein med angrebene mod Krudttønden og Synagogen, bliver ikke retsforfulgt.

Der bliver ingen straffesag mod den femte mand, der blev løsladt i sagen om angrebene 14. februar 2015 mod Krudttønden og den jødiske synagoge i Krystalgade.

Det oplyser Bo Bjerregaard ved Statsadvokaten i København til TV 2.

- Vi har foretaget en vurdering af beviserne i forhold til ham, ligesom vi har gjort i forhold til de fire, der er tiltalt i sagen, og har vurderet, at der ikke har været grundlag for at gå videre i forhold til ham. I hvert fald ikke for så vidt angår attentaterne ved Krudttønden og synagogen, siger Bo Bjerregaard.

Er der grundlag for at gå videre med andre ting mod ham?

- Det er nogle andre sigtelser i sagen. For eksempel er det alment kendt, at han har besiddet en mobiltelefon, mens han har siddet varetægtsfængslet, men det er noget Københavns Politi må vurdere og vil tage stilling til. Det skal i givet fald køre som en separat sag, siger Bo Bjerregaard.

Han har siddet fængslet i næsten et år, og nu opgiver I så sagen. Er det et budskab, I gerne vil sende til ham - f.eks. at sige "undskyld"?

- Det er jo, om man så må sige, borgernes bidrag til retssamfundet. Hans fængsling har under hele forløbet været forelagt for en dommer, der til stadighed har fundet, at fængslingsbetingelserne var opfyldt. Systemet er indrettet på den måde, at når man så har siddet fængslet, og man ikke bliver strafforfulgt i den anledning, så har man mulighed for at søge erstatning, og det har han selvfølgelig også, og så må anklagemyndigheden tage stilling til det krav, hvis det måtte komme, siger Bo Bjerregaard.