Berygtet Nørrebro-bande skifter hættetrøjer ud med rygmærke
Bandegrupper fra fem bydele bliver en del af ny rockergruppe, oplyser gruppen til TV 2.
Bandegrupperingen Brothas Souljaz, der udspringer af Mjølnerparken på Nørrebro i København, er fortid i sin nuværende form. Grupperingen blev i weekenden en del af den nyligt tilkomne tyske rockerklub Black Jackets.
Det oplyser en talsmand fra Brothas, ’Mo’, til TV 2.
- Brothas går ind i Black Jackets. Det er 100 pct. Alle Brothas-territorier går ind i det. Det er alt på Nørrebro, Rødovre, Husum, Avedøre og Albertslund, siger ’Mo’.
Ikke en motorcykelklub
Overgangen skete lørdag. Den nærmere årsag ønsker talsmanden dog ikke at oplyse.
- Det bliver et større og bedre broderskab. Du spørger, hvorfor vi har ’brug’ for det, og jeg svarer, at det ikke er fordi, vi har ’brug’ for det. Men præcis hvorfor, kommer ikke nogen ved. Det rager ikke Hr. og Fru Knoldesparker fra Jylland, siger ’Mo’.
Black Jackets’ tilstedeværelse i Danmark blev først omtalt i december 2015 af Ekstra Bladet, og siden har gruppen altså fået solidt fodfæste – nu med et stort antal nye medlemmer fra Brothas Souljaz.
Gruppen kommer oprindeligt fra Tyskland, men er ifølge ’Mo’ ikke en motorcykelklub.
- Vi skifter hættetrøjen ud med en vest. Men vi er ikke en MC-klub, siger han.
Kendt for drab, afpresning og chikane
Københavns Politi har siden 2007 haft registreret gruppen fra Mjølnerparken som en egentlig bandegruppering – siden 2009 med sit nuværende navn Brothas Souljaz.
Gennem årene har grupperingen vokset sig stor og magtfuld i hovedstadens kriminelle underverden, og medlemmer af gruppen er kendt for alt fra nådesløse drab og drabsforsøg til afpresning og chikane af lokale beværtninger. Og for blodige konflikter med en stribe andre grupperinger – herunder Blågårds Plads, Hells Angels og Bandidos.
Ifølge politiet befinder Brothas Souljaz sig aktuelt i en voldelig konflikt med blandt andet en anden nyligt indvandret rockergruppe ved navn Gremium.
Må ikke benytte klubhus i Haslev
Konflikten er ifølge vurderinger fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi så anspændt, at medlemmer af Gremium i øjeblikket ikke må benytte klubhuset i Haslev, fordi der er risiko for, at personer fra Brothas Souljaz vil beskyde dem.
Hos Københavns Politi er vicepolitiinspektør Torben Svarrer bekendt med udviklingen.
- Der har tilsyneladende været en overgang til Black Jackets lørdag. Det er også de rygter fra miljøet, vi har hørt, siger Torben Svarrer.
Flere tiltalte fra terrorsag er kendt fra Mjølnerparken-miljøet
Han har endnu ikke noget bud på, hvorfor Brothas Souljaz, der er en relativt stor bandegruppering, har skiftet hættertrøjer ud med lædervest og rygmærker.
- Lige nu er svært at sige, hvad man skal lægge i det. Men vi holder godt øje med det og følger selvfølgelig den udvikling, det måtte have. Men det har vi hele tiden gjort. Så der er ikke så meget ændret i det fra vores side, siger Torben Svarrer.
Brothas Souljaz Gruppen har senest været i mediernes søgelys i forbindelse med terrorangrebet mod Krudttønden og den jødiske synagoge i Krystalgade. Flere af de personer, der i begryndelsen af februar blev tiltalt for at have bistået gerningsmanden – Omar El-Hussein – er nemlig fra Mjølnerparken og miljøet omkring Brothas Souljaz.
Blandt andet er de nu anklaget for at have skaffet ham ammunition, der blev brugt ved angrebet på synagogen. En hjælp, justitsminister Søren Pind (V) har rubriceret som medvirken til terrorisme.