Falsk alarm: Det var ikke et lig i Aarhus Havn
En person anmeldte torsdag eftermiddag noget, der lignede et lig i Aarhus Havn. Politi antog, at det var forsvunden erhvervsmand.
En person indgav torsdag eftermiddag en anmeldelse til Østjyllands Politi efter at have fundet noget i Aarhus Havn, der mindede om et lig.
Politiet bekræftede ikke, at der faktisk var tale om et lig. Dog sagde politikommissær Peter Hunniche til Ritzau, at:
- Vi har fundet noget, som vi tror kunne være en person, og det er vi så ved at finde ud af. Hvis der er tale om et lig, formoder vi, at der er tale om den 73-årige Niels Joachim Nicholaisen, der har været forsvundet siden 5. februar.
Det var en trosse
Siden blev der sendt dykkere til stedet for at undersøge sagen.
- Vi mangler en person, og nu har vi fundet noget, der minder om det vandet, så det er klart, at vi har en formodning om, at det kan være ham, sagde politikommissæren.
Det viste sig dog ikke at holde stik. Der var i stedet tale om en trosse.
- Der var ikke noget i havnen. Det var en gammel trosse, som kunne ligne en afdød på sonaren, siger politikommissær ved Østjyllands Politi Finn Platz ifølge Stiften.dk.