73-årig væk på 13. døgn: Har du set Niels Joachim Nicholaisen?
I aften bringer Station 2 Efterlyst historien om 73-årige Niels Joachim Nicholaisen, der nu er forsvundet på 13. døgn.
Dykkere, droner og hunde har i løbet af ugen afsøgt området ved Marselisborg Lystbådehavn og Østhavnsvej på Aarhus Havn for at undersøge, om Niels Joachim Nicholaisen kan være faldet i vandet.
Teleoplysninger viser nemlig, at den forsvundne mands mobiltelefon har været i området morgenen efter, han sidst var i kontakt med sin hustru fra sit hjem i Aarhus.
- Vi ved, at telefonen er hoppet på en mast herude, og der har vi den seneste angivelse omkring klokken otte den 6. februar, fortæller efterforskningsleder ved Østjyllands Politi Gert Bisgaard til Station 2 Efterlyst.
Ifølge oplysningerne pegede signalet ude fra containerhavnen og ind mod Marselisborg Lysbådehavn, og det er altså i et afgrænset område fra masten og langs kystlinjen, at politiet har sat efterforskningskræfterne ind på at finde Niels Joachim Nicholaisen – men uden held. Hvad, der er sket med den 73-årige aarhusianer, er derfor endnu uvidst.
Derfor beder politiet offentligheden om at henvende sig, hvis de har bemærket ham i området ved havnen lørdag morgen.
- Vi håber, der er nogen, der har set Niels Joachim Nicholaisen i morgentimerne mellem klokken fem og klokken otte. Eventuelt hvor han gik en tur på havnen, siger Gert Bisgaard.
Børnebørn savner deres farfar
Siden Niels Joachim Nicholaisen forsvandt for næsten to uger siden, har spørgsmålet om, hvad der er sket, fyldt dagligdagen hos familien.
De tror ikke på, at den 73-årige bevidst har valgt at forlade dem.
- Politiet og Missing People har givet os rigtig god opbakning, og de bekræfter, at hvis man vil have fred for sit eget, så lægger man et eller andet spor eller en besked, fortæller den savnedes søn Jesper Nicholaisen, som ikke har fundet nogen beskeder fra sin far.
- Det er pissehårdt. Jeg har børn, der græder om aftenen og siger ’jamen hvor er farfar henne’, fortæller han.
Niels Joachim Nicholaisen er 73 år, 190 centimeter høj, slank af bygning og frisk af sin alder. Han var iført knælang, grøn vinterjakke og gule Timberland-støvler. Muligvis også hue og rygsæk.
Har du oplysninger i sagen, så kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114.