Krimi

Rapport fra politiet selv påpegede i 2007 manglende skydetræning

Politiet blev allerede i 2007 - fra egne rækker - gjort opmærksom på, at der var betjente, der manglede skydetræning.

Dansk politi blev allerede i 2007 gjort opmærksom på, at der var betjente, der manglede skydetræning. Det viser en rapport fra en arbejdsgruppe under Politiets Videnscenter, der undersøgte politiets brug af skydevåben.

TV 2 har de seneste dage afdækket, hvordan væsentlige dele af politiet ikke havde fået den nødvendige skydetræning op til terrorangrebet i København i februar sidste år. Nu viser det sig, at dansk politi allerede i 2007 blev gjort opmærksom på, at der var betjente, der manglede skydetræning.

Det viser en rapport fra en arbejdsgruppe under Politiets Videnscenter, der undersøgte politiets brug af skydevåben.

- Det har ikke været muligt at fremskaffe statistik om, i hvilket omfang politifolk deltager i de obligatoriske skydninger. Efter det oplyste er der et vist fravær, skriver arbejdsgruppen.

Arbejdsgruppen anbefaler samtidig utvetydigt, at registrering af manglende skydetræning straks skal iværksættes, som reglerne klart foreskriver. Men det er der ingen af de 14 politikredsene, der gør.

Politiet følger ikke anbefalinger fra politiet selv

Ifølge politiforsker og lektor i politividenskab på Aalborg Universitet, Adam Diderichsen – der bl.a. har været ansat i Politiets Videnscenter, men som ikke selv har været med til at lave rapporten – er der intet at tage fejl af i forhold til arbejdsgruppens anbefalinger.

- Her har vi så et eksempel, hvor politiet, endda fra politiet, selv får nogle anbefalinger i forhold til, hvad man kunne gøre for at sikre, at man var bedre til at håndtere skydevåben - og sikre at man har de relevante kompetencer. Og alligevel lever man ikke op til det, siger han til TV 2.

Adam Diderichsen undrer sig over, at politiet ikke har fulgt anbefalingerne fra arbejdsgruppen:

- Det virker da mærkeligt. Videnscenteret er en del af politiet selv, så det er sådan set ens egne medarbejdere, som man har bedt om at kigge på det her område - og som så kommer med nogle anbefalinger, som der tilsyneladende ikke bliver fulgt op på. Det virker da underligt.

Adam Diderichsen bliver bakket op af Henrik Stevnsborg, der er professor i politiret ved Københavns Universitet.

- Det er klart, at det er uholdbart. Det er fuldstændigt indlysende, at det er uholdbart.

Rigspolitiet: Tiden før politireformen var en anden

Hos Rigspolitiet fortryder man dog ikke, at der ikke blev handlet på arbejdsgruppens anbefalinger:

- Anbefalingen (fra arbejdsgruppen, red.) ligger i 2006 - lige op til politireformen. Det er en anden tid. Der er for os ikke nogen tvivl om, at 2015 er et skelsættende år med en ny virkelighed og en ny trussel, og det er det, vi har indrettet os efter, siger politiindspektør Peter Ekebjærg.

Som TV 2 kunne fortælle mandag havde en af betjentene, der var på arbejde i Krudttønden i København under terrorangrebet, ikke fået den nødvendige skydetræning. Samtidig har TV 2 afsløret, hvordan de specialuddannede betjente i reaktionspatruljerne, som skal være de første til at stoppe et terrorangreb, havde fået sparet deres træning væk op til angrebet.

Betjentens skydetræning har siden terrorangrebet fået et løft – alligevel har der siden været minimum fire tilfælde på et år, hvor politiet er kommet til at affyre vådeskud med maskinpistoler. Det skete blandt andet i sommers ved et jødisk plejehjem på Østerbro i København.