Krimi

Hærværk på moské i Aalborg: ”Fuck Islam - de skal dø”

Ukendte gerningsmænd har malet grafitti på moskéen i Aalborg. Politiet betegner hændelsen som "almindelig hærværk".

”Fuck islam”. ”De skal dø”.

Det er budskaberne, som ukendte gerningsmænd natten til fredag har skrevet med rød spraymaling på moskéen på Danmarksgade i Aalborg. Udover de fjendtlige ord har hærværksmændene malet røde davidstjerner – den jødiske stjerne – på moskéens vinduer.

Nordjyllands Politi efterforsker sagen som ”almindeligt hærværk”, forklarer vagtchef Per Vagn Nielsen.

- Det kan ligeså godt være drengestreger, som det kan være noget politisk. Vi vil ikke køre det op til noget, som det måske ikke, siger han til TV 2 og uddyber:

- Det er en krænkelse af deres moské, men at det har dybere rødder, tror jeg ikke. Måske har de et horn i siden på dem, men vi har beskrevet det som hærværk.

"Nogen kan ikke lide dem"

Politiet har i løbet af morgenen foretaget afhøringer, men ingen naboer har set eller hørt noget, der kan hjælpe politiet i retning af en eller flere gerningsmænd.

Ifølge Nordjyllands Politi er der tale om gerningsmænd, der ønsker at lave chikane.

- Nogen kan ikke lide dem, siger Per Vagn Nielsen.

Moskéen i Aalborg har fredag formiddag delt billeder af hærværket på deres Facebook-side med følgende kommentar:

- Moskéen i Aalborg tager på det kraftigste afstand fra sådanne aktioner.